Så fik jeg prøvet Binary Domain på computeren.
Mine umiddelbare tanker:
Rigtigt flot, grafisk, både med modeller, teksturer, animationer og rent cinematografisk. Styringen er ikke super naturlig med tastatur/mus, men selv om jeg normalt spiller tredjeperson med controller, har jeg alligevel valgt at bruge førstnævnte styring, da præcision og hurtigt aim virker som noget, man skal prioritere i dette spil. Hele mekanikken med en "alting knap" (løb, cover, hop, whatever) og en anden knap, som bruges til blandt andet at samle ting op med, samt dialogsystemet, er ikke umiddelbart intuitiv, men omvendt heller ikke en dealbreaker.
Jeg gav mig til at rode med voice halløj, da spillet var meget insisterende, men lige meget hvilket headset jeg brugte, blev den ved med at tolke "fuck you" som "i love you", og så stopper festen :)
Helt seriøst forsøgte jeg mig med tre forskellige mikrofoner (bluetooth, wired, Xbox 360 headset), men på trods af forsøg med forskellige tonefald, hvisken/råben og emulering af forskellige accenter, kunne jeg ikke få spillet til at fatte halvdelen på nogen af dem. Lidt synd, for jeg ville virkelig gerne have det til at fungere.
Ret hurtigt kæmpede jeg med at min figur ofte skød direkte ind i mit cover, selv om jeg kiggede frem og havde sigtekornet på fjenden, ligesom hele konceptet med trust-level ret hurtigt pissede mig af, fordi "Søde Bo" (den første partner) konstant rendte ind foran mig, mens jeg var ved at sende salver efter fjenden, og på den måde gjorde en meget heltemodig indsats for at redde robotterne. Så med mindre jeg har misset noget i historien indtil videre, så er manden snot dum og lader det gå ud over min trust-level, når han konstant render rundt og griber mine skud som en anden legesyg labrador, der løber efter en frisbee.
Men... Indtil videre er jeg ret positiv over for spillet, der virker som en blanding af Metal Gear, Terminator og Gears of War, og jeg er vild med at pløkke skinjobs fra hinanden, lem for lem. Cutscenes vidner om en god sans for cinematografi og glimrende voice acting, så jeg tror ikke det bliver noget problem at se igennem spillets svage sider, som af en eller anden grund kom til at fylde det meste af mit indlæg. |