Shadow of Memories

Betragt denne tråd som en mindre hyldest til Shadow of Memories - et af de første og, i mine øjne, stadig blandt de bedste titler på PS2.

Spillet er en af konsollens få rene eventyrtitler - der er abolut ingen spillerstyret action. Til gengæld er der en konstant mørk undertone, og følelsen af at blive jaget af tiden og det ukendte er ofte til stede. Alt virker gennemtænkt og spillet sætter en masse spørgsmålstegn ved meningen med livet uden, at det virker påklistret og overfladisk. Tilsæt masser af afslutninger og grene i plottet, og du har en vinder.

Det er efterhånden et par år siden, jeg sidst gav mig i kast med SoM, men jeg har givet mig selv blod på tanden til endnu en omgang.

Andre, der simpelthen bare elsker - eller hader - Shadow of Memories?

Som et tidligt PS2 spil skilte det sig efter min mening meget ud fra mængden af titler der var "sikre" og topkomercielle.

Hvor spilbart det er i dag ved jeg ikke, men jeg nød det meget dengang, det havde en helt speciel følelse og stemning, samt en ambition om at ville noget mere.

Når jeg husker tilbage, mindes jeg også at spillet fortalte sin historie ret subtilt og ude 60x60m forklaringsskilte. Der var plads til nuancer, og det gjorde absolut at det lidt simple og trivielle gameplay ikke generede.

Inde på ntsc-uk var det oppe i en re:play tråd som en kandidat, og det bifaldt jeg også (at de så valgte PD: Orta som jeg ikke kan spille var lidt æv).

Men fedt at få titlen op til diskussion her!

Jeg har personligt altid været meget glad for det, men lidt mere objektivt set har det nogle pænt store problemer. Ikke mindst omkring sværhedsgrad og længde. Der er ikke så meget at komme efter, med mindre man går efter flere slutninger.

Som jeg vist har skrevet før, så synes jeg det var første gang, at ansigter var skildret så godt i spil, at det væsentligt bidrog til at man fattede sympati for personerne. Derfor var det på mange punkter meget "next-gen" for mig, dengang (selvfølgelig langt overgået af ansigterne i Silent Hill 2-4, Final Fantasy X med mere). Så vidt jeg husker var det dog kombineret med tåkrummende elendige stemmer ind i mellem, og den engelske oversættelse var ofte meget "ikke-subtil". Sådan husker jeg det i hvert fald.

Man skal selvfølgelig have lyst til genren og engagere sig i historien, før et spil som dette giver noget tilbage.
Jeg husker slet ikke at blive irriteret over høje fodtrin.

Var det her ikke spillet som Edge nærmest faldt i svime over, fordi det primært var udviklet af et kvindeligt udvikler-hold? Synes jeg kan huske, at de brugte en del sider på at interviewe Konami og holdet, for derefter nærmest at slagte spillet i deres anmeldelse.

Høje fodtrin er godt nok også det jeg husker mindst af :) Jeg går så heller ikke op i den slags detaljer, hvis spillet fascinerer besynderlig meget på andre områder. Hvad jeg før har sagt om spillet på P:R, står stadig ved kraft, men jeg håber en dag at genspille det på Xbox (har kun PS2-udgaven), for lige at se om det stadig holder stik.

Jeg erindrer dog ikke at der var noget nyt i Xbox-udgaven (bort set fra en teknisk forbedring måske?).

Jeg er gået i gang med endnu en gennemspilning og kan bekræfte, at fodtrinnene ER høje ;) Det irriterer mig dog på ingen måde, og jeg lagde nok kun mærke til det, fordi det var blevet nævnt i denne tråd.

SkyblazeR > Glass Rose er så vidt jeg ved et mere klassisk point 'n click eventyr.