I samarbejde med en række af de førende spilbutikker i Danmark og resten af verden introducerer vi hermed en ny funktion i Handel på Play:Right. Under det nye menupunkt
BUTIKKER får man et overblik over udvalg og priser i en række udvalgte online spilbutikker.
Funktionen er integreret med resten af Play:Rights database via et nyt søgesystem, hvormed man kan kombinere alverdens data for at finde interessante spilkøb. Man kan fx lede efter:
-
Spil fra Square Enix, du ikke har i din samling
-
Spil til PlayStation 2 der har fået mindst 85% i snit af de danske spilanmeldere i Arkiv
-
Spil til under 200 kroner, som brugerne på P:R har givet mindst 75% i Vurder
-
Spil som dine venner har på deres ønskeliste, og som du ikke selv har i din samling
Mulighederne er mange flere - det er bare at udvælge kriterierne. I den nærmeste fremtid udvides konceptet med ny funktionalitet, så man fx kan få besked når en ønsket titel kommer ned i et bestemt prisleje, holde øje med hvad der falder i pris, og se stabens forslag til gode tilbud.
Det der gør funktionen yderligere speciel i forhold til andre "price runnere" er, at den kun inkluderer de gode butikker, som vi selv handler hos og står inde for. Denne eksklusive liste tæller i første omgang
Play.com,
CD WOW,
CD ON,
Axel Music og
Softxchange. Yderligere en håndfuld butikker forventes at indgå i samarbejdet i nærmeste fremtid.
Vi gør opmærksom på, at selvom hovedformålet med funktionen er at give en service til brugerne, så støtter de fleste af de i øjeblikket medvirkende butikker Play:Right i form af en varierende procentdel af det salg, som føres igennem via funktionen. Dette gælder alt salg fra de pågældende butikker, så længe man bare kommer ind på siden via et link herfra.
Har nogen yderligere idéer til funktionen hører vi gerne om dem - vi er som sagt allerede i gang med flere tiltag.