 RJK | Skrevet 18/06-05 00:53 | Efter for nyligt at have gennemført eventyrspillet Syberia, har det slået mig, hvor få spil der egentligt handler om noget. Jo, der er masser af spil med handling, men det er mest bare personer der bevæger sig fra A til B, og så er der en skurk og (i bedste fald) et plottwist. Ikke noget galt i det, popcorn- og b-film har jo også deres store berettigelse, men der burde vel også være spil, der havde en reel underliggende handling og mening. Jeg synes af flere grunde ikke det fungerer i Syberia, men intentionen har helt tydeligt være der.
--- begynd spoilers af Syberia ---
I spillet er man den kvindelige advokat Kate Walker, der er taget fra New York til en lille landsby i Frankrig for at afslutte salget af en gammel og meget speciel legetøjsfabrik. I midlertid er ejeren netop død, og så går jagten gennem Østeuropa på hendes forsvundne bror, 90-årige Hans Voralberg (der på én gang er småtbegavet og genial), som nu har arvet fabrikken.
Der er en traditionel og delvist mislykket karakterudvikling på hovedpersonen, der er ret tydelig, men derudover er der også et gennemgående tema i de personer, som Kate møder på sin vej:
Vagtposten i Barrockstadt har fået ind i hovedet, at en gammel træstamme er en fjende, der ligger på lur, og har således i årevis holdt øje med denne, mens han venter på, at angrebet kommer.
Direktøren i Kalmkozkov er den eneste tilbageværende på den gamle mine/fabrik, hvor han fantaserer om at få besøg af en operasangerinde, som han er besat af, selvom alle hans breve hertil kommer tilbage som "modtager ukendt".
Kosmonauten samme sted skulle have været med i et stort anlagt rumprojekt, der blev droppet, hvilket har efterladt ham i en permanent vodka-druk, mens han drømmer om endelig at komme afsted ud i rummet.
Operasangerinden i Aralbad kom til kurstedet for en måneds afslapning, men har nu været der i femten år, hvori hendes stemme og hendes liv er løbet ud, mens hun stadig håber på en sidste optræden.
Fælles for mange af personerne og stederne i Syberia er, at de er aldrende, og groet fast, alene, ensomme og glemt. De har stadig gamle drømme eller mål, som de gerne vil nå i deres livstid, men aldrig får udlevet selv. I løbet af spillet hjælper man dem med dette, hvorefter de mere eller mindre indirekte dør.
Den eneste der rigtigt beskrives anderledes er Hans Voralberg, som Kate er ude at lede efter. En person der grundet en ulykke har en psyke som et barn, men dog har kreereret utrolige ting, og som alle husker tydeligt, når hans liv har passeret forbi dem, mens de selv er blevet stående. Han har jagtet sit mål - at finde levende mammuter på en hemmelig ø i Siberien - hele livet. Han er aldrig groet fast i et ligegyldigt liv eller bristede illusioner, selvom han har den mest umulige drøm af alle.
Så da Kate ved spillets slutning endelig når sit mål, at finde arvingen, og kan rejse hjem til forfremmelse i advokatfirmaet, vælger hun at droppe det hele (inklusive sin utro forlovede - hvis det er set i et spil før, kender jeg ikke til det), og i stedet tage med på Hans Voralbergs fortsatte rejse. Pointen værende at man skal udleve sine mål og drømme, inden det er for sent. At man skal gøre det, og ikke bare tænke på at gøre det.
--- slut spoilers af Syberia ---
Jeg vil ikke analysere spillet nærmere - der er i øvrigt en hel del symbolik omkring blandt andet fugle i bure, mekaniske mennesker og andre konstruktioner, som man kunne få en del ud af - men at man overhovedet kan gøre det, illustrerer hvad jeg mener. Det er ikke ret mange spil, der har en handling og holdning, som kan holde til at man tænker lidt over den. De eneste andre jeg umiddelbart kan komme på er nogle afsnit i Silent Hill og Final Fantasy. Er det bare mig der overser en masse - er der andre?
Er spil bare ikke modne nok, til at kunne have en handling der handler om noget? Eller er det bare dem, der laver dem, det er galt med? Der er jo lidt bemærkelsesværdigt, at skaberen af Syberia, Benoit Sokal, har sine rødder i et andet medie end computerspil (tegneserier).
(det skal pointeres at jeg ikke mener Syberia er et godt spil, og at jeg ikke mener handling i spil, uanset indhold, på nogen måde automatisk fører til gode spil - så det behøver vi ikke diskutere :)) | »This Is Beginning Of A Fantastic Story«Spiller nu: Fire Emblem: Three Hous..., Hellblade: Senua's Sacr..., Fire Emblem Fates
|
|
 Hyakotake | Skrevet 18/06-05 02:05 | Hmm, jeg synes der er masser af handling i de fleste af de spil man vil kalde "adventure". Det er længe siden jeg har spillet denne type spil, men fra den gamle skole var der da masser af handling i spil som "Zak McKracken", "Sam & Max Hit the Road", "Secret of Monkey Island" og alle den type spil. Man vil for hvert af dem kunne skrive mindst lige så udpenslende og med stor fantasi som RJK netop har gjort med "Syberia".
Er det ikke bare fordi markedet oversvømmes af FPS-spil med en ratio på 10:1? Jeg synes der er meget langt mellem adventure-titlerne, og de spil, som kommer tættest på er som regel transmogriffet om til at indeholde stærke action-elementer og third-person 3D-grafik.
Åh, forresten, et spil som "Beyond Good and Evil" havde da en fængslende handling. Simpel nok til ikke at blive for forvirrende og masser af spændende bipersoner. |
|
 Bede-x | Skrevet 18/06-05 02:09, rettet 18/06-05 02:11 | RJK>
Det er ikke ret mange spil, der har en handling og holdning, som kan holde til at man tænker lidt over den. Er det bare mig der overser en masse - er der andre?
Du bør give Vagrant Story en chance. Det er et af de få spil, jeg tænkte noget over, efter jeg gennemførte det.
Et formidabelt spil.
Er spil bare ikke modne nok, til at kunne have en handling der handler om noget?
Spil mangler nogen år på bagen for at nå til det modningspunkt. Men jeg mener heller ikke det er påkrævet. Spils historier er slet ikke en grund til, at jeg spiller dem.
Dermed ikke sagt, at det ikke er godt, hvis det der sætter spillet igang også kan sætte tankerne igang, men det betyder ikke noget for mig, om det er der eller ej. | Spiller nu: Halo: The Master Chief ..., Dying Light, Earth Defense Force 2025
|
|
 Ronaldo | Skrevet 18/06-05 02:34 | Spilmediet er ikke kendt for at bringe beskeder eller dybere mening. Det er heller ikke nødvendigt i den forstand at mediet er så fleksibelt at det ikke behøver at gøre brug af noget specifikt underlag til at støtte sig til.
Det er selvfølgelig interessant at flere spilinstruktørere ikke prøver at skabe noget mere alvorligt end blot sjov udfordring.
Jeg vil gerne fremhæve Kojima skaberen af Metal Gear serien. Det ofte misforståede mesterstykke Metal Gear Solid 2 er af dets kritikere ikke blevet taget alvorligt.
Hvad spillet i virkeligheden prøver at komme ud med er godt beskrevet af en gut på et andet forum.
Metal Gear Solid 2 is intentionally convoluted to match the theme. The story focuses on the passing of information to the next generation, via digital means. The question posed is, how do we decide what to pass on when we're surrounded by a sea of useless information?
President Johnson said it best with "We're facing an overabundance of digital information". Most of the dialogue in MGS2 is self-referential, as you can see. In a story with a vampire, a bullet-evading drama Queen, a gunslinger who's posessed by a cloned super soldier via a transplanted arm, an experience and information replicant of Solid Snake, a one-eyed, cyber-suited samurai, giant robots, and a government conspiracy as explained through the words of a virus infested A.I., it is up to the player to figure out what the point of it all is.
The point, my friends, is to find the point.
Don't sweat the bullshit. Wade through it and figure out for yourself what is important to you, and pass it on.
That is the message of MGS2. |
|
 Sumez | Skrevet 18/06-05 03:33 | Bede-x>
Du bør give Vagrant Story en chance. Det er et af de få spil, jeg tænkte noget over, efter jeg gennemførte det.
Et formidabelt spil.
Nøj, så bliver du jo nok den store Final Fantasy fan snart. Efter de har erstattet Hironobu Sakaguchi (Final Fantasy 1 til 10) med Yasumi Matsuno (Final Fantasy Tactics og Vagrant Story), har de jo flyttet historien til Ivalice, og kører den lidt mere grå-dystre fra Matsunos andre spil.
Men jeg vil anbefale Rune at give sig i kast med Legacy of Kain serien. Det er godt nok en hård omgang, for hvis man skal have den ordentlige oplevelse, skal man starte med det første Blood Omen og spille dem alle i den rigtige rækkefølge, og rent historiemæssigt sker der ikke særlig meget i Soul Reaver 1, men Soul Reaver 2 er meget historietungt og omfatter nok spilhistoriens fedeste plottwist. Vi snakker stadig en underlødig historie om vampyrer og tidsrejse, men det er fandeme en fed historie, og skuespillet er fedt og dejligt overspillet, som det skal være. :) | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
 Darken | Skrevet 18/06-05 07:26 | Helt enig Sumez. Det er bare en fed serie.
(ADVARSEL, spoilers på det site)
Hvis du ikke har bør du tage et kig på:
http://www.thelostworlds.net/index.html
Synes det er interessant hvordan de orignalt var planlagt og ting der er taget ud. | "Watch your back, conserve ammo, and never cut a deal with a Dragon"
|
|
 happyED | Skrevet 18/06-05 08:03, rettet 18/06-05 08:04 | Dark chronicle.
boktai 1 og 2 har faktisk gode historie.( det er jo også manden bag Metal gear)
Ico( syntes jeg faktisk, at der bygger en historie inde i hovet mens man spiller) | Spiller nu: Alan Wake, League Of Legends, Super Mario Advance 3: ...
|
|
| Omen | Skrevet 18/06-05 10:58, rettet 18/06-05 11:03 | Jeg må indrømme at jeg efterhånden ikke tror på den gode historie i spil mere. Jeg synes historien i Syberia lyder spændene, men genren er også mere end de fleste andre afhængig af at have en historie som skal holde spilleren fast i det "langsommelige" gameplay. Ikke at det skal underminere udviklerens bedrift.
De andre eksempler der bliver givet i denne tråd, kan jeg personligt, ikke følge med på, og specielt MGS serien synes jeg er blevet en joke på sig selv.
Hvis den forklaring der bliver givet på spillet historie skulle passe, kan pointen jo strengt talt læses som:
"Vi har skrevet en bullsh*t historie, men omringet den med så meget ligegyldigt bullsh*t at du skal kunne finde vej igennem alt bullsh*tten, for at se at det er bullsh*t"
og det er hverken genialt eller smart, men en lam undskyldning fra en udvikler der tror på deres egen hype.
MGS serien tager udgangspunkt i et anime inspireret paralelunivers, som er krydret med så mange grundprincipper af alt hvad der er klassisk ved den del af den japanske kultur, der altid har stået som grundpillerne af japansk spiludvikling og intet andet (bullsh*t?).
Jeg har før skrevet en kronik om manglende fokus på historien i spil, og jeg mener virkeligt ikke at der i dag ikke er særligt mange spil der har formået at løfte sig over den absolutte minimumsgrænse.
Selvom mange ikke vil være enige står FFX for mig stadig som et af de eneste spil i denne generation, der reelt har haft en nogenlunde velskrevet historie og ideer, og har turdet gå "hele vejen" med dem, hvilket de fleste der har gennemført spillet burde kunne nikke genkendende til. | Vote Ficus!
|
|
 Herold | Skrevet 18/06-05 11:32 | Spørgsmålet er måske også hvor nødvendigt det er lige netop i dette medie? Jeg bifalder dybe historie i ethvert spil, men de eneste jeg har spillet, som egentlig springer frem når jeg tænker tilbage må være Fallout-spillene.
Ofte er formålet jo at få spilleren til at leve sig ind i spillet, og for at give en oplevelse, der bare er markant mere spændende end dagligdagen skal der faktisk ikke så meget til. Folk kan vel nøjes med det?
Jeg synes også det kan blive _for_ dybt, for jeg spiller tit for at koble af og for at blive underholdt. Ikke for at kaste mig ud i en episk soap der har både kærlighed, intriger og klonkrigere. | This isn't life in the fast lane. This is life in oncoming traffic.Spiller nu: Left 4 Dead 2
|
|
| Ronaldo | Skrevet 18/06-05 14:38, rettet 18/06-05 15:01 | Omen>
De andre eksempler der bliver givet i denne tråd, kan jeg personligt, ikke følge med på, og specielt MGS serien synes jeg er blevet en joke på sig selv.
Hvis den forklaring der bliver givet på spillet historie skulle passe, kan pointen jo strengt talt læses som....
Du forveksler historien med budskabet, hvilket du også har formået at komplet misforstå. Hvad end du bryder dig om historien/budskabet eller ej, så kan du ikke benægte at den er tilstede og gennemført.
Hvis du havde prøvet spillet, så ville forklaringen også give mening. Jeg tror ikke at Kojima som instruktør/forfatter/designer/udvikler har nogle lamme undskyldninger. Han har derimod helt styr på hvad han foretager sig.
Herold>
Spørgsmålet er måske også hvor nødvendigt det er lige netop i dette medie?
Nej, det er netop ikke nødvendigt, men hvorfor skal det være en begrænsning? Det er helt op til spiludviklerne hvad de vil med deres kunnen. Det er ikke noget vi forbrugere bestemmer. Det handler selvfølgelig i sidste ende om penge og så længe der en gruppe som støtter en given genre, så er der liv i den. Det kan vi så græde eller juble over. |
|
| Sumez | Skrevet 18/06-05 15:01 | Jeg ved ikke helt om MGS-spillene falder ind under RJK's definition om spil, "der handler af noget". Det vil jeg skyde på at de ikke gør, da de repræsenterer overfladisk japansk fantasi, og det har Rune formentlig fået nok af i forvejen.
Men jeg vil bestemt stadig tage dem seriøst, for i hvert fald MGS1 er nok den mest gennemførte spilfortælling nogensinde. Ikke sammenhængende og dybt seriøs, og faktisk ret plat, men der er så meget research bag at alt bare virker perfekt udtænkt, og det gør at spillet fortjener ekstremt meget respekt. Hver gang jeg spiller det igennem påny bliver jeg lige forbavset over hvor gennemført det virkelig er. | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
| Ronaldo | Skrevet 18/06-05 15:10 | Skal et spil handle om noget specifikt før det kan ryge ind under RJK's definition? Det første MGS handlede om genteknologi, faderkærlighed, rivalitet og atomvåben. Det var mest drevet igennem historien, men det var da tydeligt at der både var politik og andre elementer.
Det kan da nok tænkes at de fleste ikke giver serien nogen yderligere eftertanke end de gør f.eks. Splinter Cell. Spildelen kan stå for sig selv, og det er også fint. Der er bare mere til det end så. |
|
| Omen | Skrevet 18/06-05 15:28, rettet 18/06-05 15:35 | Ronaldo>
Du forveksler historien med budskabet, hvilket du også har formået at komplet misforstå. Hvad end du bryder dig om historien/budskabet eller ej, så kan du ikke benægte at den er tilstede og gennemført.
Hvis du havde prøvet spillet, så ville forklaringen også give mening. Jeg tror ikke at Kojima som instruktør/forfatter/designer/udvikler har nogle lamme undskyldninger. Han har derimod helt styr på hvad han foretager sig.
Nej Ronaldo, det gør jeg ikke, jeg kommer med en fortolkning af den påstand du citerede i din tidligere post. Og jeg kan vel egentligt ikke pointere det bedre en postens sidste udlæg
"Don't sweat the bullshit. Wade through it and figure out for yourself what is important to you, and pass it on."
Yderligere kan jeg heller ikke se hvordan nogen kan "misforstå" noget, hvis det virkeligt er så åbent som du gerne ville have?
I og med jeg hverken synes at historie eller plot er gennemført behøver jeg heller ikke at benægte noget. Jeg symes ganske simpelt det er ringe, hvilket DU synes at have misforstået ;)
Det er fint at lave åbne historier der efterfølgende ligger op til eftertanke og "fordøjelse" af historien og/eller plottet, problemet er bare at det er blevet for nemt, i og med at overfortolkning/-fortænkning er blevet en livret for gamere verden over (parakdoksalt nok fordi historierne oftest er af så ringe kvalitet, vil mange mene). | Vote Ficus!
|
|
| psychomantis | Skrevet 18/06-05 16:06, rettet 18/06-05 16:12 | Når man tænker efter er der ingen spil hvis historie kan tilskrives litterær kvalitet. Og her mener jeg ikke kvalitet som Harry Potter, og andre børnebøger. Men ægte litterær kvalitet, som af de rigtigt store tænkere og forfattere gennem tiderne. Dette kan lyde lidt snobbet, men det må være ok at skelne skidt fra kanel.
Jeg tror grunden til at det er sådan, er at mennesket har forfinet det at beskrive sin situation via det skrevne ord gennem århundreder, ja sågar årtusinder. Filmen der har eksisteret længere tid som medie, fostrer også større og bedre historier/beskrivelser-af-den-menneskelige-situation end spil gør idag. Omend også den kommer til kort overfor litteraturen. Sammenlign bare Lars Von Triers fabulader med Ovid eller Milton. Ikke, at jeg siger de beskriver nøjagtigt de samme tematikker, men helt ærligt så virker Lars Von Trier (og enhver anden "tænkende" filmkunstner )som lallende amatører ved siden af.
Om man nogensinde vil nå samme forfinelse indenfor andre medier som indenfor litteraturen er svært at sige nu, da de er spritnye. Men som det er nu: Glem det, der er ikke noget udover underholdning at komme efter. Hvilket er fint nok, de fleste spiller kun derfor. Men vil man dybere er der ikke anden vej end litteraturen, som det er nu.
At litteraturen er så forfinet og spil så primitive (husk i hvilken forstand der menes!), gør at der på nuværende tidspunkt også er en begrænsning på hvor stor en interaktivitet der kan være samtidig med at en decideret historie kan udfoldes. Vi er nemlig så vant til at fortælle historier på skrift, at interaktiviteten står på standby mens historien fortælles. F.eks. i adventure spil, hvor der er meget tekst/videomellemskvenser men hvor selve interaktiviteten kan ligge på et lille sted.
Som modsætning er der de rene arcade spil, hvor historielementet som regel kan ligge på et meget lille sted, medmindre gameplayet bliver decideret afbrudt.
Man kan selvølgelig også blande de to yderpunkter, men det kommer der ikke mere litterær kvalitet ud af.
Jeg ved ikke om man nogensinde opnår litterær kvalitet indenfor andre medier. På en måde er det selvmodsigende at snakke om "litterær" kvalitet indenfor andre medier. Måske skulle man lade spil være spil, film være film, og bøger være bøger? Indtil videre har man ihvertfald ikke opnået bedre resultat hos de to copy-cats end i det originale medie. Man er ligefrem langt fra. |
|
 Zzap! | Skrevet 18/06-05 16:47, rettet 18/06-05 17:01 | Som jeg vist har skrevet før, ville det nok være en idé at se nærmere på hvad handling/historie egentlig er.
Historie er ligesom f.eks. bevidsthed, et kuffertord. Det vil sige et ord som indeholder en masse underforståede (og ikke-forståede) separate elementer. | Born to kill space
|
|
| Ronaldo | Skrevet 18/06-05 20:07 | Omen>
Yderligere kan jeg heller ikke se hvordan nogen kan "misforstå" noget, hvis det virkeligt er så åbent som du gerne ville have?
Du skriver ikke hvad du egentlig tænker eller mener. Du angriber bare hvad jeg skriver.
Det handler ikke om bullshit i nogle former. Det skal ikke opfattes som ordene står. Hvis du havde set dokumentaren om spillet, så bliver der snakket og forklaret nogle ting ang. thema/besked/budskab/design.
I og med jeg hverken synes at historie eller plot er gennemført behøver jeg heller ikke at benægte noget. Jeg symes ganske simpelt det er ringe, hvilket DU synes at have misforstået ;)
Du skal da have ret til din mening, det er heller ikke den vi diskutterer. Emnet lød spil der handler om noget. Jeg synts at MGS serien har et stærkt grundlag for at leve op til det. Du kan elske eller hade det, men hvis du vil argumentere imod det grundlag, så gør endelig det. Indholdet er en smagssag.
Det er fint at lave åbne historier der efterfølgende ligger op til eftertanke og "fordøjelse" af historien og/eller plottet, problemet er bare at det er blevet for nemt, i og med at overfortolkning/-fortænkning er blevet en livret for gamere verden over (parakdoksalt nok fordi historierne oftest er af så ringe kvalitet, vil mange mene).
Det er ikke Stanley Kubrick der laver computerspil. Du må vel forstå at computerspil skal sammenlignes på et andet niveau. Historiefortælling i interaktiv og digital form er langvejs under udvikling. Jeg finder din kritik af MGS serien som dårligt sat sammen uberettiget. |
|
| RJK | Skrevet 18/06-05 21:31 | Jeg føler mig lidt misforstået ;) Jeg har ingenlunde sagt, at der ikke var spil med historie eller handling, af god eller dårlig kvalitet. Det jeg sagde var, at disse historier og handlinger alt for ofte ikke rigtigt HANDLER om noget. At man bruger et eller andet tema eller koncept som "løftestang" til en historie eller en begrundelse for spilpersonen, betyder jo ikke at spillet handler om det.
For at tage et eksempel så er vi jo overlæsset med spil (og andet) med indledningen: Dreng oplever sin landsby blive brændt af og sine venner dræbt af banditter, så nu drager han ud efter hævn. Hvor hævn altså er hovedpersonens incitament (undskyldning, om man vil) til at begynde sit eventyr. Men der er da ingen/meget få af disse historier, der så rent faktisk HANDLER om hævn. Hvormed jeg vel så lægger i "kravet" hertil, at der skal lidt mere kød på end som så eller i hvert fald en form for rød tråd igennem spillet. For eksempel ville en historie om hævn indeholde nogle tanker om, hvorfor man egentligt ønsker hævn, og hvorfor man (ikke) får noget ud af det. Hvad hævn fører til og hvad der kunne være bedre måder at komme videre på.
Så når det fx siges at MGS handler om genteknologi, faderkærlighed, rivalitet og atomvåben, så lugter det godt nok også mere af pjat og fyld, end et egentligt tematisk indhold, af den ene grund at det er svært at sætte fokus på alt dette. Hvormed det, som jeg forsøger at sige, bare er noget der "er" der - ikke hvad det rigtigt handler om.
Der nævnes Beyond Good & Evil, som i min bog er eksempel på et spil, der virker som om man et kort øjeblik havde tænkt på, at det skulle handle om noget (mediernes magt), men så har fuldstændig forsømt at følge op på det og udføre det i praksis. Flere af de andre nævnte spil mener jeg slet ikke har noget at byde på i denne sammenhæng.
Og det her handler heller ikke om, at jeg vil have spil til at være specielt dybe med store "litterære kvaliteter". Det mener jeg bestemt ikke fx Syberia er eller har. Det har heller ikke en god eller særlig avanceret historie. Det er bare en rejse fra A til B. For at gentage mig selv, så er min pointe, at der i dette eksempel er en bagvedliggende "plan" bag begivenhederne og personerne - som altså her omhandler hvorvidt mennesker vælger at udleve deres ønsker eller lader sig nøje med et "robotliv indespærret i et bur".
Det er ikke en eller anden genialitet fra Syberias side eller dybt på nogen måde. Det er da helt normalt at historier, helt tilbage til mundoverleverede eventyr, har et klart tema og en pointe. At man bagefter kan sige, at det historien egentligt handler om er, "at man har pligt til at bruge de evner, man er givet", "at fremtiden ikke er skrevet, så det op til os at sikre den" eller hvad ved jeg.
Det jeg siger er så, at mange af de historiebaserede spil helt ignorerer dette grundlæggende indhold. Enten handler de slet ikke om noget, eller også ævler de løs om alt muligt forskelligt, som stikker i alle mulige retninger, og aldrig gives det fokus, der er nødvendigt for reelt at handle om noget. Hvilket der ikke nødvendigvis er noget galt i, men som er bemærkelsesværdigt, når man sammenligner med andre medier. | »This Is Beginning Of A Fantastic Story«Spiller nu: Fire Emblem: Three Hous..., Hellblade: Senua's Sacr..., Fire Emblem Fates
|
|
| Ronaldo | Skrevet 18/06-05 22:20 | Jeg holder stadigvæk på at MGS2 er præcis hvad du definerer.
Hvis nogen er interesseret i at forstå spillet så er der en gennemført analyse på http://junkerhq.net/MGS2/ |
|
|
|
|
|
| Daihyoumaru | Skrevet 21/06-05 18:45, rettet 21/06-05 18:46 | Man kan blot selv tilskrive spillene en 'handling'.
Tag et spil såsom Duck Hunt. Man skyder ænder hvorefter en hund løber hen og samler dem op. Rammer man ved siden af griner hunden af en. Hvad betyder det? Man kan forstå det sådan, at hvis man klarer sig godt i livet er det normalt på andres bekostning, men hvis man klarer sig dårligt er man genstand for folks hån og nedværdigende blikke. Skal man så vælge at bruge folk som trappetrin så man kan komme frem i livet (Next Level), eller skal man lade andre håne en, men dog have ens gode samvittighed i behold omend det er den sikre Game Over? Hvordan retfærdiggør man et mord begået for ens egne interesser? På denne måde, er Duck Hunt faktisk et 'dybt' spil, hvis man vælger at se det i sådan et skær. Hvis man ikke gider at gøre sig overvejelser overhovedet, er der naturligvis intet at tænke over. Det er ofte op til spilleren selv at finde, fortolke og handle.
2/10 |
|
|
|
| Daihyoumaru | Skrevet 21/06-05 22:05 | Jeg er ikke til eksamen. Nogen speciel grund til at gøre en så ubetydelig bemærkning?
-5/10 |
|
 KillerBean2 | Skrevet 21/06-05 22:23 | dRxL mener nok, at du lyder som en dansklærer eller én som har røget lige lidt rigeligt fniseurt ;-)
(læs: overtolkning) | AV Intelligent Terminal
|
|
| Hyakotake | Skrevet 21/06-05 22:53 | Wan, undskyld hvis jeg er lidt tungnem, men hvorfor skriver du en rating efter dit indlæg? 2/10... -5/10...
Er det en humørmåler? |
|
 silverstar | Skrevet 21/06-05 23:11, rettet 21/06-05 23:14 | Vanskeligt emne. Jeg synes det er problematisk at sammenligne spils "litterære kvaliteter" i forhold til andre medier, f.eks. bøger. Det er "apples & oranges" problematikken, for mig giver det ikke mening at sammenligne direkte, dertil er de to medier for forskellige.
Det minder mig om en af mine kæpheste: Fænomenet når folk kritiserer en god film, fordi de har læst bogen før de ser filmen, og ikke mener at instruktøren har været tro mod materialet og fortalt historien præcis som den fremtræder i bogen. Nå, never mind, det er stof til en anden tråd ;o)
Efter min mening er der tale om to vidt forskellige medier, som har hver deres forcer og svagheder mht historiefortælling. Jeg synes det er nærliggende at fortælle en historie anderledes i spilverdenen ift. hvordan en historie fortælles i en bog. Jeg tror dette til dels kan forklare hvorfor man kan opfatte spillene som mindre historiefokuserede end f.eks. bøger. Jeg tror personligt jeg ville finde et spil som forsøgte at formidle sin historie som en bog kedeligt. Jeg kan fordybe mig i både bøger og spil, men det er ikke på samme måde. Det er vanskeligt at definere alle forskellene præcist, men de mest åbenlyse har noget med interaktion/passivitet, alternative historieforløb/fastlagt historieforløb, visuelt fastlagt miljø og personer/egne forestillinger af miljø og personer.
Som sagt, jeg er ikke sikker på at historiefortælling som vi kender den fra bøger er ønskværdig i spil. | "Listen to them. Children of the night. What music they make."
|
|
| Daihyoumaru | Skrevet 22/06-05 07:54, rettet 22/06-05 07:55 | Killer Bean 2>
dRxL mener nok, at du lyder som en dansklærer eller én som har røget lige lidt rigeligt fniseurt ;-)
(læs: overtolkning)
Jeg er netop ikke en dansklærer, fordi jeg ikke klarer eksamenen med det.
Jeg er udmærket klar over at det er meget søgt at tilskrive Duck Hunt med sådan noget, men det skal samtidigt også pointeres at man kan gøre mange spil lidt dybere, hvis man vil. Alle spil kan hurtigt få en handling og anspore til underlige tanker hvis man selv søger det.
Jeg ryger ikke fniseurt. Mere.
Og Hyakotake.... Det er en hemmelighed.
5/10 |
|
 KTC | Skrevet 24/06-05 01:04 | Nu ved jeg ikke om jeg også misforstår dig, RJK, men mine tanker er i hvert fald faldet ind på et spor, som så måske er off-topic. Nå, men lad mig prøve :)
Jeg oplever tit at sidde 20 minutter inde i et spil og føle, at det nærmest bare er en pligt at komme igennem det, så jeg kan sætte det på hylden under "gennemførte spil". Grunden til dette er oftest en intetsigende udvikling i spillet, som enten følger standardopskrifter eller bare ikke involverer spilleren nok.
Så findes der spil som enten har et gameplay, der holder mig fast, eller en historie/udvikling, som tryllebinder mig og ikke giver slip, før slutningen er nået. Eksempler på disse spil er Another World, Flashback, Silent Hill 2, Fatal Frame/Project Zero, Max Payne og Max Payne 2.
Hvad er det så, som har fået mig til at glemme tid og sted i disse spil? Indlevelse, udvikling, uforudsigelighed i historien, selvfølgelig krydret med et velfungerende gameplay, lyd- og grafik-side. | A small cog? Now that you mention it, I know a puzzle about an object that almost fits that description.
|
|
| Sumez | Skrevet 25/06-05 01:48 | | Jeg synes både Silent Hill 2 og Another World er meget dårlige eksempler på det du siger. Jeg synes i hvert fald de begge har tendens til at være mere ensformige end de fleste andre spil. | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
| KTC | Skrevet 25/06-05 01:52 | | Another World har måske ikke helt nok reel historiefortælling, men Silent Hill 2 har en dybde i karakterer og historie der gør, at gameplayet kommer i anden række - heldigvis, for i sig selv er spillets udvikling i gameplayet meget begrænset. | A small cog? Now that you mention it, I know a puzzle about an object that almost fits that description.
|
|
|
|
| Sumez | Skrevet 25/06-05 08:58 | Another World ville helt klart have været et bedre spil, hvis de havde fokuseret lidt på gameplayet. :)
(og historien var faktisk også tam) | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
| KTC | Skrevet 25/06-05 11:40 | Det er så DIN mening at historien var tam. Personligt blev jeg ret opslugt af den og på samme måde som Heart Of Darkness kunne den redde det lettere enerverende trial and error gameplay.
Med hensyn til Silent Hill 2, så fungerer historie, styring, grafik og lydside så godt, at man faktisk glemmer den ensartede fremgangsmåde man nedkæmper spillets fjender på. Se, det er kunsten i sin essens, mener jeg. Mange spil ryger i kategorien gimmick, når de har noget nyt at tilføje genren, men ikke formår at fange spilleren. | A small cog? Now that you mention it, I know a puzzle about an object that almost fits that description.
|
|
 SkyblazeR | Skrevet 16/05-07 02:00 | Et ældre og yderst spændende emne, jeg desværre aldrig fik deltaget i. Det må der laves lidt om på :) Jeg håber andre fra "dengang" har lyst til at komme ind over og give lyd om noget har ændret sig i spil siden da (såsom *modningen af spilhandling på nyere systemer som Wii, PS3 og X360*, der ikke var på markedet, da dette emne blev oprettet medio 2005).
Jeg erindrer kun få spil, hvis handling har ført til en "dybere tankeproces". Det er for mig typisk spil, der efter gennemførsel har efterladt et længerevarende indtryk i kraft af overbevisende handling og atmosfære. Måske er dette præcis spil med en dybere underliggende handling og mening, der måske ikke ligger lige for, og ikke umiddelbart klarlægges som et plottwist i slutningen af en koreansk gyser... :)
Jeg har fortsat mange spiloplevelser at indhente, så jeg vil ikke på stående fod mene, at der er for få dybdegående spil. Jeg tror mest på, at der er rigtig mange, og at vi er rigtig mange spillere der bare (helst?) overser dem, ved at være tilbageholdende overfor genrer, vi normalt ikke "holder af". Det kunne jo være der i en - for én - uvant genre gemmer sig en potentielt spændende spiloplevelse af den slags, man i grunden søger.
De nærliggende spiloplevelser, der både handlings- og atmosfæremæssigt har ramt en nerve i mig, er i uvilkårlig rækkefølge Parasite Eve, Final Fantasy X (hvorefter jeg stortset ikke har rørt en RPG, da de er så pokkers tidskrævende, og jeg er så pokkers bange for at blive totalt opslugt af det enkelte spilunivers, så jeg oplever apati overfor andre spil :)), Zone Of The Enders, Shadow Of Memories, Ico, Shadow Of The Colossus, Eternal Darkness, Clock Tower 3 og Silent Hill-serien (som helhed, ellers toeren som enkeltstående oplevelse). Alle spil med vidt forskellige svagheder, styrker og handlingsformer, men som alligevel gjorde et stort indtryk på mig i en eller anden grad. Jeg vil gemme en uddybning af - for det kræver jeg tænker mere over det :P - hvad jeg synes disse spil har af underliggende handling og mening, men de besidder "noget", som jeg tog med mig, da jeg stillede dem på hylden.
Jeg håber forresten lidt på, at jeg har overset en (spirituel) opfølger til Shadow Of Memories fra Konami? Måske et andet interessant spil fra "hoveddesigneren" på spillet (jeg har ikke pt tjek på hvem det er)?
Sumez>
Men jeg vil anbefale Rune at give sig i kast med Legacy of Kain serien. Det er godt nok en hård omgang, for hvis man skal have den [blablablababla] Vi snakker stadig en underlødig historie om vampyrer og tidsrejse, men det er fandeme en fed historie, og skuespillet er fedt og dejligt overspillet, som det skal være. :)
Desværre har jeg kun spillet Soul Reaver, og husker stadig introen - jeg så på PSX - som blandt de mest udtryksfulde, jeg nogensinde har oplevet i et spil (jeg kom længere end introen skal jeg hilse at sige, men spillede det først rigtigt på Dreamcast). "Som at se en engel blive bandlyst fra himlen", var min tanke nogenlunde, hvis der skal sættes ord på. Det er den mest bemærkelsesværdige spil-intro, jeg lige nu husker at have set (for ikke at glemme den i det første Silent Hill). Den slags intro der både giver et glimt af spillenes sjæl og potentielt dybere handling?
KTC>
men Silent Hill 2 har en dybde i karakterer og historie der gør, at gameplayet kommer i anden række
Ja, for styringen er jo ikke just velfungerende (læs: at bande mere over dén, end at nyde spillet - i begyndelsen :)).
Dertil er det jo ingen hemmelighed (?) at indlevelsen i spil er langt mere kompleks end i film og bøger. Der er flere elementer at blive påvirket af i spil, og derfor bærer spilmediet på et uhyre stort potentiale, som samtidig kan indgyde lidt fremtidsfrygt (se: The Lawnmower Man, 1992 :)). Nok selvsagt, men jeg synes det var en oplagt kontrast til det omkring spils umodenhed. Modne og genrerevolutionære PS3-spil er vel ikke i højsædet lige for tiden, er de? (jeg har ingen PS3, skal det lige siges - og ingen nuværende spil til den, giver mig lyst til at købe den, når jeg står i den lokale Merlin)
Nok er spilmediet ungt ift film og bøger, men det er mere "åbent", og kan fremkalde en meget stærk indlevelse, der ikke mindst forøges på forskellige måder via tilbehør (hvor Wii jo er wiirkelig langt fremme i sædet). | »In my restless dreams, I see that town... Silent Hill«Spiller nu: Berserk And The Band Of..., Atomic Heart, Bramble: The Mountain K...
|
|
 DeluxScan | Skrevet 16/05-07 11:34 | Jeg kan meget vel forestille mig, at det kommende Alan Wake til 360 vil inkludere meget af det, som efterlyses i denne tråd.
Mht. Syberia, så har jeg aldrig skænket det et blik - men det lyder ret spændende! Nu mangler jeg bare et sted, der sælger det :) | Life is like videogame: It doesn't matter how good you get, you always get zapped in the end.Spiller nu: Battlestations: Pacific, Saboteur, The, Tropico 3
|
|
 Core | Skrevet 22/05-07 08:17 | Jeg kan ikke selv prale af at have været igennem dem, men hvad med de famøse Shenmue-spil?
Lever de ikke op til ønsket om at handle om noget, eller er det mig der har fået noget galt i halsen? | Spiller nu: Mass Effect 3, Twisted Metal (2012), SSX (2012)
|
|
 neros | Skrevet 22/05-07 09:07, rettet 22/05-07 20:54 | En ven har spurgt mig fornylig om hvad jeg gjore når jeg havde gennemført et spil. Var der så noget at komme tilbage efter? Jeg tror det ville være det samme som at læse en bog flere gange svarede jeg. Første oplevelsen skal opleves igen. Jeg har altid haft det sådan, at hvis der er spil jeg gerne vil gennemfører igen er det fordi jeg endten vil finde nye måder at se historien/gameplayet på, eller bare den følelse som jeg oplevede første gang jeg spillede spillet. Sådan havde jeg det fornylig med Super Metriod og Shadow of the Colossus, som jeg vil mene måske har en simpel handling, men har en dragene eventyr historie hvor man ikke kan vente med at se hvordan slutter...lidt ligesom en god bog faktisk!
Eller også er det bare nostalegi ;-)! | Bashful Neophyte
|
|
 millennium | Skrevet 22/05-07 20:51 | MGS-serien er jo fremhævet som være at krigs-tematisk spil. Dvs. det handler om krig som begreb, og hvad krig gør ved involverede folk. Selvom de enkelte spil synes at have nogle cliche-prægede historier, så er krigenes konsekvenser et tema der ofte er tilbagevendende. Oftest handler det ofte om tab, sorg og 'kunstige', utroværdige autoriteter. - MGS 'handler' måske nok om noget, selvom jeg ikke altid har været lige begejstrede for for spillene.
Fahrenheit var et af de spil som jeg havde en tilbagevende lyst til at spille igen, men nok mest for at udforske spillets multi-plot. Jeg ved ikke hvor meget jeg egentlig gik op i historiens handling som sådan.
Ico er jo en tilbagevende diskussion, og der er også noget særegent ejendommeligt over historien. Det store tomme og monumentale slot har et eller andet symbolsk præg. Det er ikke bare et sted hvor situationen udfolder sig. Det er noget større end det, er det ikke? Jeg har også flere gange undret mig hvorfor de mystiske drømmesekvenser skulle fortælles med en overflade der ligner grumset s/h-film. - Det virker lidt apart i forhold til spillets øvrige univers, men det har formentlig en årsag.
Den fulde oplevelse efter historien i Shadow of the Colossus har jeg endnu i vente. | The medium is the message.
|
|
 TheDuke | Skrevet 23/05-07 01:47 | Det bedste eksempel på et spil der -handler- om noget må næsten være Planescape: Torment.
Chris Avellone må have gravet dybt i posen da han udtænkte det spil. I alt sin enkelhed stiller spillet et simpelt spørgsmål; What can change the nature of a man?
Svaret er op til en selv, men hele plottet bliver ved at vende om det ene spørgsmål.
Der var nogen der nævnte "litterær kvalitet" på et tidspunkt, PS:T har det. |
|
 jaes | Skrevet 28/09-08 22:10, rettet 28/09-08 23:01 | Efter lige at have gennemført The Longest Journey, må jeg sige, at det spil helt sikkert handler om noget. Der er bestemt aspekter af både plot og narrativitet*, der kunne være gjort bedre, men samlet set var historien en fornøjelse at opleve.
* Fx er der lidt for meget dialog i spillet. Spilhistorier bør efter min mening udføres lidt mere helhedsorienteret, og på den måde trække på den store styrke spilmediet potentielt har i narrativ sammenhæng: At kunne fortælle historier med mange mulige virkemidler. Fx ved hjælp af lyd, musik, billede, tekst, dialog og selve gameplayet. TLJ gør det ganske godt, men som nævnt, synes jeg, at der er lidt for meget dialog i spillet. |
|
| Born2Play | Skrevet 20/10-08 23:50, rettet 20/10-08 23:52 | Jeg kan let sidde i timevis og fundere over det skjulte budskab i Teletubbies.
Jeg syntes generelt at spil er skod i denne omgang. Håber næste konsol skift bringer mig mere i de genre der siger mig noget. Spil der primært er skabt til online brug og FPS siger mig INTET. Jeg er træt af spil. Blev rigtigt hooked med Sony i 1995 og deres succes med at bringe Japanske super spil som FF og mange andre i almindelige dødelige europæers hænder.
Men denne gang er jeg stået totalt af. Kigger lige nu på en DS i håbet om at det kan redde min interesse (Ved hjælp af et skud RPG), men ellers er konsolspil i deres klassiske form ikke-eksisterende.
Edit: Er jeg virkelig den eneste der ikke er tilfreds med den vej tingene går? | Swine flu for me and you!Spiller nu: Batman: Arkham Asylum
|
|
| Born2Play | Skrevet 21/10-08 00:11 | millennium>
MGS-serien er jo fremhævet som være at krigs-tematisk spil. Dvs. det handler om krig som begreb, og hvad krig gør ved involverede folk. Selvom de enkelte spil synes at have nogle cliche-prægede historier, så er krigenes konsekvenser et tema der ofte er tilbagevendende. Oftest handler det ofte om tab, sorg og 'kunstige', utroværdige autoriteter. - MGS 'handler' måske nok om noget, selvom jeg ikke altid har været lige begejstrede for for spillene.
Hehe - Har nu altid set MGS som en lommefilosofisk udgave af Days of our lives (redundans?). Grundlæggende primitive "Det giver sig selv" budskaber, bare leveret på en flot måde. Naruto kører ofte på de samme livskvaler. som "what makes a man", "never give in", "Fighting your nature", "Changing your destiny" - Believe it! Næsten alt Anime og Manga kører denne stil. | Swine flu for me and you!Spiller nu: Batman: Arkham Asylum
|
|
| jaes | Skrevet 21/10-08 17:16 | Born2Play>
Edit: Er jeg virkelig den eneste der ikke er tilfreds med den vej tingene går?
Jeg er delvis enig. Denne generation er gået frem på nogle områder og tilbage på andre. Specielt er det surt, at action-adventure-genren nærmest er død, og at platformgenren stort set er flyttet ud til PSP.
Men det er nu heller ikke så underligt, at du ikke kan finde noget at spille, hvis du stort set kun kan lide to genrer ;) Og er det et dårligt tidspunkt at nævne, at jeg synes den ene genre mere eller mindre er gået i stå udviklingsmæssigt? :P |
|
 JAA | Skrevet 21/10-08 17:47, rettet 21/10-08 17:50 | Det tætteste, jeg lige kan komme på inden for de seneste år, er måske Trace Memory/Another Code samt Secret Files of Tunguska. I begge spil bliver far-datter temaet opretholdt løbende, dog uden nogensinde at blive særligt dybt udforsket.
Det er mit indtryk, at man kan finde noget handling (i Runes udlægning) i de få europæiske adventurespil, der stadig kommer til PC. Dette siger jeg dog uden af have et større empirisk benarbejde bag min udtalelse :P |
|
 la0s | Skrevet 21/10-08 21:46 | Lige et hurtigt indspark, jeg gerne vil finde tid til at uddybe, men det slog mig altså lige i går da jeg læste genoplivningen af tråden.
Jeg synes også det er interessant med spil der handler om noget, og elsker når der er mulighed for at et emne/tema bliver undersøgt mere end bare overfladisk i et spil.
Men der hvor jeg mener det kunne være virkelig interessant at få "indhold" stoppet ind, er der hvor det ikke blot er igennem historien at noget "dybere" berøres, men i stedet for i gameplayet. At gameplayet på sin vis rummer noget poetisk, at det man gør, gøres på en unik/rørende måde, som siger en noget særligt. Eller bare at gameplayet afspejler det tema eller den historie som spillet er bygget op om.
Lad mig komme med et eksempel: Ico. Jeg ved det ofte hives frem, men der ligger i den spilmekanik at man skal hjælpe pigen videre noget poetisk, noget der afspejler spillets udsagn. Altså gameplayet er her med til give spillet en emotionel dybde. I stedet for blot at være en underholdnings- eller forhindringgenerator indtil næste cutscene som fortæller en bid historie. Dræb en masse monstre, og få en spændende cutscene som kan være nok så smukt fortalt (Dreamfall I am look at you).
Altså det jeg efterlyser er hvor gameplayet, det man skal gøre, giver en, en følelse af dybde og sammenhæng med spillets tema, at skaber en emotionel forbindelse til det der siges. Der er meget få spil der gør det, og det er også forbandet svært. Shadow of the Colossus, som jeg ikke har prøvet, lader til med sit gameplay at gøre noget af det samme. Bioshock ville gerne, men bliver lidt for stramt.
Makes sense, eller er jeg for langt ude? Personligt føler jeg at det ville være fedt, hvis spil kunne komme derhen. Og ja den nyeste generation virker til at være gået noget i stampe, men måske når vi ser tilbage om nogle år er sandheden en anden? | Hvad sker der?
|
|
| neros | Skrevet 21/10-08 21:53 | | Shadow of the Colossus gør dette du skriver om kan jeg godt skrive under på. | Bashful Neophyte
|
|
| la0s | Skrevet 21/10-08 23:01 | | Fedt! Jeg bliver nødt til at låne alfens ps2 og det spil. Det virker meget interessant. | Hvad sker der?
|
|
| Sumez | Skrevet 22/10-08 00:23, rettet 22/10-08 00:24 | | Braid gør det i og for sig også. På en rimelig påtaget måde, sammenlignet med Ico, men alligevel smukt og gennemført. | Spis sundt og tro på dig selvSpiller nu: Gravity Circuit, Bonze Adventure
|
|
|
|
| neros | Skrevet 22/10-08 08:49 | | Oh yes det tror jeg gerne. Jeg har det men endnu ikke fået taget mig sammen til at spille det? | Bashful Neophyte
|
|
copyright Play:Right 2002-2024