X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Åbent brev til Politiken


Svar
Play:RightPlay:RightSkrevet 18/10-04 18:51 
Jvf. omtale af Play:Right og Spil:Arkiv i artiklen "Smutveje til tip, trick og snyd" bragt i Politikens LørdagsLiv 16. oktober 2004.

Lad os først slå fast, at vi selvfølgelig altid er glade for omtale. I nævnte artikel er vi endvidere glade for at blive nævnt i de pågældende sammenhænge. Vi vil dog godt korrigere faktuelle oplysninger og besvare kritik, der efter vores opfattelse er uretmæssig.

Play:Right er vores modermagasin, der indeholder alle vores data. Dertil har vi en række dedikerede dattermagasiner, såsom Spil:Arkiv, der i praksis er separerede sektioner fra modermagasinet. Da Play:Right er så komplekst som det er, kan det virke overvældende for enkelte, nye brugere, som så kan bruge dattermagasinerne som introduktion eller alene, hvis de kun er interesserede i enkelte sektioner.

Spil:Arkiv er dattermagasinet til Play:Right Arkiv, der indeholder data over danske spilanmeldelser gennem tiden og ikke andet. Det er således ikke korrekt, når artiklen påstår at Spil:Arkiv er at betragte som en pendant til MobyGames, med informationer om spil. Disse findes kun i Play:Rights modermagasin i sektionen Info.

Det siges i artiklen at Play:Rights database med spilinformationer "er meget mindre i omfang og ambitioner" end MobyGames. Det er vi ikke enige i. Hvis man ser på antallet af spiltitler, så er der endda flere på Play:Right end MobyGames. Faktisk næsten dobbelt så mange, hvis man ser bort fra pc-spil, som er MobyGames' absolutte fokus.

Det er korrekt, at der endnu ikke er nær så meget data om de enkelte spil på Play:Right som på MobyGames, men immervæk har førstnævnte fungeret i omkring et års tid i nuværende opbygning, mens sidstnævnte nu kører på sit sjette år. Dermed mener vi ikke, at man kan tillade sig at udlede noget omkring ambitionsniveauet, og da bestemt ikke at fastslå, at de skulle være "meget mindre". Vi placerer fokus lidt forskelligt på nogle oplysningsområder - fx synes vi det er mere interessant at fortælle om de ellers ukendte og sjældne spillemaskiner, end at opremse hvem der har arbejdet på hvilket spil - men primært er grunden til det mindre omfangsmæssige indhold, at der endnu ikke har været så lang tid til arbejdet. Det har bestemt ikke noget med ambitioner at gøre.

Endvidere omtales vores Arkiv i sammenligning med GameRankings, hvor det påståes at vores sektion "som frivilligt baseret initiativ ikke [kan] tilbyde tilnærmelsesvis samme grundighed, aktualitet og spændvidde."

Først vil vi godt fastslå, at Arkiv ikke har samme hovedformål som GameRankings. Som navnet siger, så handler det primært om at gemme data af historisk interesse. Hvor GameRankings kun indeholder data om nye anmeldelser og stort set kun internetbaserede, så har Arkiv primært data fra fysiske blade og dette helt tilbage fra og med 1986. Dertil kommer et stort arbejde med at bevare teksterne, hvor vi har sikret os rettighederne til at bruge en meget stor del af anmeldelserne. En pæn del af dem kan allerede nu læses online fra Arkiv, men mange flere vil komme til. Vi har påtaget os den opgave at sørge for, at denne del af dansk spilkultur bliver bevaret og tilgængeliggjort for offentligheden. Således er det vores klare opfattelse, at Arkiv er langt mere omfattende og alsidig end GameRankings nogensinde har været. Det er naturligvis korrekt, at GameRankings har langt flere anmeldelser i deres database, men det er vel kun naturligt, når de dækker alle engelsksprogende anmeldelser, mens vi udelukkende inkluderer dansksprogede anmeldelser skrevet af danskere. Forholdsmæssigt repræsenterer vi et langt større udsnit af det eksisterende materiale. Vi finder deraf denne kritik ganske uretfærdig.

At køre et arkiv over danske spilanmeldelser forudsætter et samarbejde med de magasiner, der producerer anmeldelserne og har rettighederne til dem. Vi har et fornuftigt samarbejde med de fleste danske magasiner, hvilket for de internetbaserede betyder, at disse "opdateres" to gange i døgnet. De fysiske magasiner, vi samarbejder med, opdateres normalt før den officielle udgivelsesdag. Vi står derfor uforstående overfor kritikken om, at Arkiv ikke skulle være aktuelt.

Desværre er det ikke alle magasiner, der har ønsket eller været i stand til at samarbejde med Arkiv. Dette inkluderer primært Jubii Games, Officielt Dansk PlayStation 2 Magasin og Pc Player, som trods gentagne henvendelser ikke har reageret. Vi har deraf valgt at tildele disse henholdsvis ingen og lejlighedsvis dækning af praktiske og økonomiske hensyn. Hvad angår Boomtown, Gamereactor og i mindre grad Politiken, så har disse forskellige tekniske forbehold og problemer omkring samarbejdet, som gør at opdateringen af førstnævnte pt. ikke er mulig, mens de to sidstnævnte opdateres manuelt indenfor rimelige tidsmellemrum. Selvfølgelig ville det være optimalt, hvis alle magasinerne var lige interesserede i at samarbejde med os, men dette er desværre ikke tilfældet. Vi finder det derfor ikke retfærdigt, udelukkende at kritisere vores part for dette faktum.

Med venlig hilsen

Play:Right-staben
ChronoChronoSkrevet 18/10-04 19:24 
For de interesserede der ikke holder Politiken kan artiklen læses online:

Smutveje til tip, trick og snyd
I can't go fighting evil on an empty stomach, you know!
Login for at besvare
Profilnavn
Kodeord
Husk mig