Åbningen i tilbageblik


Nyhed
Efter flere ugers hårdt arbejde og stres over tidspres, var alt klart til åbningen lørdag klokken 12.

De første gæster - der i øvrigt også var de sidste - dukkede op et kvarter før tid og inden for en halv time var der ankommet yderligere ca. 25 mand.

Åbningsceremonien bestod kort og godt i at tænde strømmen for alle maskinerne. De eneste der aldrig nåede at blive helt klar var desværre Operation Wolf, OutRun og halvdelen af Virtua Racing. Det er i alle tre tilfælde små problemer, så de forventes at blive løst inden længe.

Det antages at der i løbet af dagen var omkring 100 mennesker forbi og kigge, hvoraf halvdelen var deciderede gamere. Besøgsstatistikken viser flest drenge i alderen 20-35, men der var også kvindelige besøgende og så spredte aldre som fra 0 til 88 år.

Desværre er alle de gamle maskiner ikke i stand til at gemme hiscores over længere tid, men her træder websitet så ind i billedet. Alle besøgende kan registrere sig og permanent gemme deres rekorder her på siden. Der er tilmed en lille belønning i form af en gratis credit, for hver ny rekord der sættes. Dette benyttede mange sig af og det håbes at systemet kan blive en fast tradition.

Fra omkring klokken 14 blev der grillet pølser og drukket sodavand i baghaven, hvilket var et forfriskende pusterum ovenpå kaoset indenfor.

En del af de besøgende var mere eller mindre bekendte fra det "virkelige liv" eller internettet, men størstedelen var helt nye ansigter for arrangørerne.

Det var den generelle opfattelse, at alle gæster var glade og tilfredse og der var ingen form for problemer. De fleste lovede at vende stærkt tilbage og vi ser frem til at møde alle igen - også alle dem, der af den ene eller anden grund blev forhindret i at møde op.

Tak for interessen og opbakningen.