Så er det tid til et fulstændigt overstadigt actionbrag i selskab med alle stereotyperne fra 80’ernes store actionbrag. Velkommen til spillenes svar på the Expendables.
Det sidste udspil i Jagged Alliance kom helt tilbage i 1999. Dengang var det et friskt pust i en genre, hvor de primære aktører dengang var titler som Fallout og X-Com. Det blev også en ganske stor kritisk succes, og der blev hurtigt meldt ud at en treer var på tegnebrættet. Denne skulle dog ende i udviklingshelvede, og det er først indenfor de sidste par år – nu i hænderne på udviklerne hos Haemimont Games – at spillet reelt set har været på vej.
Jagged Alliance serien har hele vejen været en taktisk isometrisk oplevelse, hvor man har skulle styre sin lille trup af lejesoldater rundt i forskellige omgivelser. Det i et forsøg på at besejre hvad der altid har været et overvældende nummer af modstandere. For tyve år siden var det i direkte forlængelse af de dengang store actionfilm og på denne front har intet ændret sig. Man kunne frygte, at det så ville ramme helt ved siden af rent tidsmæssigt, men som filmserien the Expendables allerede har vist, så er der stadig plads til 80er action referencer.
Har du tidligere stiftet bekendtskab med de første spil, så vil det føles som at komme tilbage til en god gammel ven. Udviklerne har tydeligt taget rammen fra de første spil, og flyttet dem direkte over i en ny skal. Ikke nok med at selve gameplayet langt hen ad vejen er identisk, men også absolut hovedparten af de lejesoldater du kan hyre er sørme også gamle kendinge. Det nok bedst udtrykt med Steroid, vores hårdtpumpede fortrop der med fin østrigsk accent løbende kommer med one-liners.
Der er godt nok noget historieværk, hvor datteren af en kidnappet præsident fra et eller andet obskurt land ønsker jeres hjælp. Det i en kamp mod “the Major” samt hans forsamling af ondskabsfulde soldater, der naturligvis alle fortjener en god gang ondulering med hvilket våben du nu foretrækker. Men spillets egentlige omdrejningspunkt er netop spillets lejesoldater.
Fra start af får du en pulje penge, som du kan benytte dig af til at sammensætte en trop, hvor du vitterligt kommer forbi alle de klicheer genren har at byde sig på. Ud over hårdtpumpede superegoer, så er der knivkastere, lejemordere, russiske spioner, tyske doktorer og jeg kunne blive ved. Der er i alt 40 forskellige at vælge imellem, hvor kun dit initiale sparsomme budget vil begrænse dig.
De forskellige lejesoldater er ikke kun forskellige kosmetisk. De har selvfølgelig forskellige egenskaber, hvor det er din ypperste prioritet hurtigst muligt at komme til at optimere disse. Du er nemlig stort set altid i undertal, så at løbe direkte ind foran fjendens geværmundinger vil ende med at du skal hyre en ny gruppe.
Spillet veksler mellem realtime når du ikke er opdaget af fjenderne og turbaseret når du er opdaget. Her er det vigtigt at bemærke, at du godt kan opdage fjenden uden at aktivere turbaseret. Derfor er rekognisering og efterfølgende optimal placering alfa-omega for at få det optimale ud af spillet. Sørge for at styre sine folk rundt på kortet, så de står bedst muligt for at udnytte deres individuelle evner når kampene først begynder rigtigt. Er du dygtig nok kan du sågar eliminere en eller flere af fjenderne initialt – så længe du holder dig i skyggerne.
Kampene er generelt rigtigt underholdende, og de bliver kun løftet af det drys af humor som fint er kastet over spillet. Det gør sig både gældende for dine lejemordere, der konstant har noget at sige og som ganske fint sågar ofte også har noget kontekstuelt at sige til hinanden. Men det gør sig også gældende for dine modstandere og mange af de NPC’er du møder undervejs.
Man skal dog ikke lade sig snyde af spillets lette tone, for selve gameplayet er ubønhørligt. Sandsynligheden for at du kommer til at fejle eklatant er overhængende, og spillet er bestemt ikke særligt inviterende til at starte med. Det ændrer sig dog hvis du er vedholdende nok. Langsomt begynder spillets nuancer at vise sig, og pludselig vil du blive overrasket over hvor tiden dog er forsvundet hen.
Jagged Alliance 3 er en herlig nostalgisk titel, der formår at blande humor med et jernhårdt gameplay. Det er bestemt ikke den flotteste titel – men det er funktionelt, og for mig var det netop med til at jeg følte mig henført til spillenes tematiske periode.