Shin Megami Tensei V, er præcis hvad franchisen før har etableret. Dette betyder, at der er noget genkendeligt ved spillet, hvis bare man har prøvet en af de forhenværende titler.
Det er en verden i ruin, udfordrende kampe, og en glæde ved, at blive stærkere og mere magtfuld, rekruttering af dæmoner, som man bruger i kamp mod det onde.
SMT V opfinder på ingen måde den dybe tallerken, men gør derimod mange af de gamle konventioner bedre og mere dybdegående. Man kommer tættere på hovedpersonens kerne, og her giver spillet mere frihed til at tænke ud af boksen. Det er nogle gode forbedringer, og det er tydeligt at mærke, at der er tale om en bedre maskine til denne titel, end de tidligere på DS-holdet. Når det så er sagt, så er der nogle småting som gør oplevelsen mindre fed.
Sværhedsgraden går hurtigt fra 0 til 100. Man dør og man bliver frustreret… og mister en god sjat fremskridt, hvis der ikke har været mulighed for at gemme sit spil inden. Spillet er proppet med et underligt map-layout, og så er frame-raten desværre lidt skidt.
Selvom spillet halter på de førnævnte parametre, er det ikke helt skidt.
Der er god gameplay som har en masse twists-and-turns og holdte mig underligt. Spillets kampsekvenser er turbaseret, og det rammer helt rigtigt.
Som andre har påpeget, så minder spillets kampsystem som SMT IIIs Press-Turn-System. Der er meget strategi og planlægning, for at vende kampen til sin fordel. Det er her hvor buffs og debuffs bliver kastet rundt.
Som kampen forløber, bruger man ‘Magatsuhi’-angreb. Disse angreb kan bruges når man har udfyldt sit meter – ved f.eks. at blokere, angribe. Dette giver en ekstra dimension, som man før har set i andre prisværdige JRPGer.
Der er en masse plads til at eksperimentere med forskellige kombinationer, for at lande det perfekte angreb og derved øge den maksimale skade. Her skal man også tage sine dæmoner med i overvejelserne, da deres elementære færdigheder, også har en stor del af ligningen.
Dæmofusion, er en af spillets helt store mekanikker man bør sætte sig ind i. Her kan man fusionere sine dæmoner, som kan blive bedre og stærkere, samt tænke over hvilke evner man vil vidergive.
Der er blevet tilføjet en større vifte af tilpasningsmuligheder, ved brug af ‘essenser’. Når man har en essens på hånden, kan man overføre evner og angreb til andre dæmoner – eller hovedpersonen. Dette kan være make or break når det kommer til det rette hold mod fjenden.
Historien, er ikke noget at råbe hurra for. Det er intet nyt og det er ikke noget man ikke har set afspejlet i andre JRPGer.
Vores verden har en skygge side, og den skyggeside kæmper og det kan have konsekvenser for den verden vi kender.
Det er den klassiske smører, med en stille, studerende hovedperson, en omgangskreds med arketyper man har set før.Hovedpersonen bliver transporteret til en apokalyptisk version af Tokyo kaldet ‘Da’at’ efter et jordskælv. Herfra får du særlige kræfter til at overleve i dette farlige landskab og lærer, at ikke kun Tokyos fremtid er i fare, men at der er en krig mellem englene og dæmonerne.
SMT V er ikke et spil man kan sove igennem. Hver bevægelse kræver ens fulde opmærksomhed, og det vil klart afskrække nogen. Det er ikke et spil man lige samler op til et hurtigt spil. Det er et vanligt JRPG, hvis man er kendt med SMT serien, og vil garanteret give spilleren blod på tanden, når først man forstår spillets dybdegående mekanikker.