Apache_590

 

Jeg har altid ønsket at flyve helikopter til trods for min ringe simultan kapacitet og et sæt briller lavet af cola bunde. Nu har Activision endelig udgivet Apache – Air Assault som er udviklet af Gaijin Entertainment. Det betyder, at jeg kan prøve kræfter med en af de suverænt mest seje maskiner på denne planet: En AH-64 kamphelikopter.

Apache – Air Assault er en kamphelikopter simulator bygget over Apache AH-64D Longbow med licens fra Boeing. Det er udgivet til PS3, pc og Xbox, som jeg har spillet. Du følger, igennem 16 forskellige missioner, 3 forskellige helikopter besætninger i fiktive områder såsom tæt jungle efter narko baroner, over kystområder hvor du jager pirater og bjergrige egne hvor du skal bekæmpe velorganiserede terrorister.

Apache_01

Du starter med en trænings mission hvor du bliver introduceret for de forskellige elementer denne to personer døds maskine har at byde på. Det foregår i den sværhedsgrad som kaldes Training. Når du først er igennem denne mission, kan du vælge at udføre de efterfølgende missioner på samme sværhedsgrad eller – at gå et niveau op til Realistic. Der er markant forskel på Training og Realistic. Ikke fordi fjenderne bliver mere aggressive, gør mere skade eller noget andet. Nej, det er alene fordi du på Realistic har mulighed for styring som i en rigtig helikopter. Du har fuld kontrol og det betyder også, at du kommer til at kæmpe for at holde bæstet på ret kurs, Det svarer til at balancere en stålkugle på en glasplade. Det giver så også den fordel at du kan lave det klassiske tønderul. Hvis det lykkes for dig giver det også en Achievement eller et Trophie.

Apache_02

Du kan altid starte med missionerne på Training, for derefter at give dem et forsøg i Realistic. Når du er igennem de 16 missioner i kampagnen, kan du også vælge sværhedsgraden Veteran. Så holder det helt op med at være sjovt for andre end hardcore fans. Du har kun ét liv og løber du tør for ammunition skal du tilbage til basen og hente nye forsyninger. Jeg har primært spillet på Training som for mig har den rette balance mellem underholdning og udfordring.

Hele oplevelsen fungerer. Hver mission indledes med en briefing om situationen og din rolle. Derefter flyver du ud fra basen og løser forskellige opgaver. Hver mission kan brydes ned i elementer hvor du skal ødelægge mål på jorden eller i luften, beskytte områder eller fartøjer eller eskorterer andre enheder. Heldigvis er der i hver eneste mission et element af at smadre fjender med den overlegne ildkraft som du har kontrol over i en AH-64.

Apache_03

AH-64 er en tosædet helikopter med pilot og skytte. Dette er også på meget elegant vis med i spillet. Det betyder, at du kan vælge at løse alle opgaverne med en kammerat. Det kan være lidt kedeligt at være pilot, medmindre du har sat sværhedsgraden til Realistic. Har du bare lyst til at flyve rundt og skyde på ting så er Free flight lige noget for dig. Her kan du vælge område, fjende-typer og -antal sammen med mange andre ting. Så er det ellers bare om at spænde sig fast og komme ind i kampen. Der er også blevet plads til en on-line del, hvor du skal arbejde sammen med dine medspillere for at løse en mission. Det kræver at der bliver talt sammen og fungerer glimrende. Du har mulighed for at flyve andre helikoptere men det er ikke det primære fokus i spillet.

Der var én ting som jeg synes specielt godt om. Det er når du sætter helikopteren til at svæve (hover) og skifter til skytteudsyn. Så ser du hele terrænet gennem målsøgningskameraerne. Tryk én gang til og du benytter de varmesøgende FLIR kameraer (Forward Looking Infrareed). Det ligner til forveksling nogle af de YouTube video’er jeg har set af optagelser fra en rigtig AH-64. Så er det bare om identificere fjendtlige mål og få varmet op under din 30 mm maskinkanon. Eneste klagepunkt er at zoom skulle være trinløst.

Apache_04

Teknisk set leverer spillet en udmærket præstation. Den grafiske side synes jeg er flot. Detaljer i cockpit, landskaber og fjender præsenteres overbevisende. Det samme er lyden og det omfattende skade system. Det betyder bl.a. en defekt på højre motor giver sig udslag i at du kommer til at kæmpe for at holde kurs og højde. Lydsiden understøtter handlingen lige ned til detaljer som dine kollegers radiokommunikation.

Samlet set leverer Apache Air Assault varen. Der er ikke tvivl om, at du sidder ved pinden i en af de mest fantastiske maskiner i verden. Det afspejles i både manøvredygtighed og ildkraft. Hvis du er til fly og flysimulatorer giver Apache Air Assault dig en simulator ud over det sædvanlige. Ønsker du, som mig, at være helikopter-pilot og –skytte for en tid så giver Apache Air Assault dig både underholdning og udfordring.

 

Overbevisende simulation

Flotte levende landskaber

Hover & FLIR er fantastisk

Underholdende og udfordrende

Ikke den store holdbarhed