En original titel fra et lille hold af ukendte udviklere: Kosmisk horror, som skulle tage essensen fra spil såsom Returnal, Dead Space og Doom. Hvad skulle der dog kunne gå galt?
Det her er en af de titler, hvor jeg dybest set finder det en anelse uansvarligt at påklistre spillets trailer, for den sætter mildest sagt nogle forventninger op, som spillet har mere end almindeligt svært ved at leve op til. Quantum Error blev annonceret tilbage i 2020, udviklet af et hold af fire brødre. Ja, pånær noget stemmeskuespil er det dem der har stået for alt! Det i sig selv fremprovokerer da en anelse respekt. Samtidig er det dog også mere end almindeligt tydeligt i selve spillet. Jeg elsker når folk er ambitiøse, men det må altså godt bunde i bare en anelse jordbundethed. Den mangler lidt her.
Spillets første timer føles lidt som at passere et trafikuheld. Ganske enkelt forfærdeligt, men samtidig også svært ikke at kaste et blik. Et hav af overdramatiserede mellemsekvenser står i kø for at give eksponering – det dog uden at evne at forklare noget som helst. Det er mildest talt besværligt at finde hoved og hale i. Samtidig er sekvenserne helt utroligt amatøragtigt udført, med håbløse panoreringer, stillbilleder og ikke mindst dialog.
Til at give dig luft for dette virvar af fortælletråde, får du nogle sekvenser der skal forestille at give dig introduktion til spillets mekanikker. Først en fuldstændig forfærdelig skydesekvens, hvor vi første gang stifter bekendskab med den kluntede styring, hjernedøde fjender og spilverden fyldt med kasser og items som var vi trådt ind i en tidslomme og droppet ud da FPS første gang var en ting. Herefter introduceres vi rigtigt for spillets hovedperson: Brandmanden Jacob Thomas. Her skal man igennem en øvelsesbane, hvor man skal lære de grundlæggende ting, som han i kraft af sit arbejde kan udføre. Konceptuelt interessant men ekstremt kluntet udført.
Herefter starter spillet først rigtigt, og så alligevel ikke. Vores hovedperson bliver kaldt ud til en stor brand på en offshore videnskabsbygning kaldet Monad. Snart viser det sig, at der ligger en forbrydelse bag. Bygningen er under angreb fra Medusa organisationen – der mest af alt minder om the bad guys fra GI Joe – som vil have fat på et artefakt, der befinder sig i bygningen. Nu slippes du initialt ubevæbnet fri i bygningens ensformige, grålige gange, hvor modstandere hutler rundt.
Det kan ikke overdrives, hvor dårligt spillets kunstige intelligens er. Det kommer mest til udtryk ved spillets første patetiske fjender, der skal forestille at være mennesker. Det er vist meningen, at du skal prøve at snige dig rundt, men det er praktisk talt umuligt, da du konstant bliver opdaget – også inden du har haft en mulighed for at se fjenden. Et lille rødt øje i nedre højre hjørne af skærmen indikerer når dette sker….. Og det er hele tiden. Vejen frem bliver så at jorde frem med din brandøkse, og desperat prøve at slå på fjenderne. Skulle fjenden vælge at slå mod dig, så bare ærgerligt Sonny-boy nu gør dine slag ingen skade. Skulle du ramme dem, så vender de sig pludselig rundt og rækker højre hånd i vejret, samtidig med at de råber på hjælp. Det gør de alle. Samme skide animation. Det er urkomisk.
På en eller anden måde bliver det lettere at acceptere, når du kommer længere, og spillets andre fjender dukker op. Vel styrer de også hovedløst mod dig, men det er bare mindre komisk når det er en zombie eller en eller anden insektlignende tingest. Uheldigvis er styringen helt skidt, så selv når du får forskellige våben så får du lov til at kæmpe med våbenhjulet om at få lov til reelt at vælge et våben. Det fungerer ganske enkelt ikke fra tid til anden. Dertil så er det virkeligt svært at sigte til trods for, at man er i første persons synsvinkel (man kan også spille i 3. persons synsvinkel – det bliver det ikke bedre af).
Efter at have fumlet dig vej igennem første område, hvilket også bliver besværliggjort af manglende kort (man kan kun hive et frem ved særlige maskiner) samt et helt ekstremt ensformigt interiør – det er de samme genstande der er gengivet i en uendelighed – får du adgang til nye områder. Disse tilgås med en elevator, som behændigt kun kan køre til lige det område du skal til. Her mødes du af en videnskabskvinde kaldet Harmony, som tydeligvis er blevet designet af mænd. Hun introducerer dig til computeren Argus, der ud over ENDELIG at give dig mulighed for at gemme også kan bruges til at give Jacob lidt mere livskraft, luft, modstandskraft eller styrke. Det er så enkelt som det kan blive.
Spillet er angiveligt udviklet med Unreal5 motoren, hvilket sikkert er rigtigt nok. Udfordringen er at det teknisk stikker i øst og vest. Det ene øjeblik ligner det noget min søn kunne lave mens en mellemsekvens efterfølgende pludselig ser helt ok ud. Vejen fra bund til top er ganske enkelt helt ekstrem, og ligner mest af alt at man har lavet en masse enkeltsekvenser, som man efterfølgende bare har koblet sammen. Teksturer popper op som de lyster, genstande bliver stukket igennem solide ting, partikeleffekter er helt til grin og der er ingen personlighed ved omgivelserne.
Jeg kan læse mig til, at de fire brødre har angrebet folk, der har været kritiske ved spillet. Det bærer også ekstremt meget præg af et ekstremt tilfælde af ikke at kunne “kill your darlings”. Det her er i bedste fald prototypen af et spil, hvor kun enkelte scener ser ud til at være tæt på færdiggjorte. Det er fyldt med sekvenser, der burde være tilpasset eller helst decideret udeladt. Min påstand er, at der ikke har foregået nogen som helst form for playtesting.
Hele konceptet omkring at være brandmand er ellers godt tænkt. Du får lov til at bruge diverse udstyr, der fungerer som spillets lette gådeløsning og samtidig er PS5 controllerens egenskaber fint udnyttet. Det ene øjeblik vibrerer den venstre side fordi et vindue er for varmt til at du bør åbne døren. Næste øjeblik skal du puste i controllerens mikrofon når du skal give kunstigt åndedræt. Desværre så harmonerer det ikke særligt godt med resten, og føles mest af alt som en interessant tanke man ikke får ført til ende.
Jeg har været meget negativ og det er måske lidt synd, for et eller andet sted, så gemmer der sig en ganske ambitiøs titel. Udfordringen er bare, at det ikke er hverken sjovt at spiller eller reelt et velfungerende spil. Der er virkelig ekstremt mange og LANGE mellemsekvenser, og man kunne godt få indtrykket af, at TeamKill dybest set bare havde lyst til at lave en film. I en tid, hvor vi vælter os i fremragende titler og de fleste nok har et bagkatalog af titler vi gerne vil finde tid til, så er Quantum Error bare ikke interessant.
Det er noget nær utilgiveligt at udgive det som en fuldpristitel og det ærgerlige virvar af dårlig programmering, ufokuseret fortælling og teknisk underlegenhed er bare ikke værd at spilde vores sparsomme tid på. Måske skulle de kære brødre prøve at kaste sig over et mere strømlinet og enkelt projekt næste gang.