Parallel Studio er et mindre indie studio med kun et enkelt spil i bagagen, inden deres seneste spil Under The Waves. Et spil som er hjulpet godt på vej af Quantic Dreams, som blandt andet har stået bag fantastiske spil, som Heavy Rain og Detroit: become Human. Men selve udviklingen af Under The Waves har Parallel Studios selv stået for, så lad os se om de nåede overfladen eller druknede i forsøget.
“Under the Waves” kaster os ind i en svunden tid, en alternativ fremtidsversion af 1970’erne. Dette er historien om den 38-årige Stanley Moray, en Off-Shore Maintenance Operative, ansat af det mægtige olieselskab UniTrench. Han kæmper med en dyb og smertefuld sorg. En sorg, der har ført ham til en skæbnesvanger beslutning: at blive udstationeret alene på en arbejdsstation under vandet i Nordsøen.
Dér, under havets uendelige dybder, søger Stanley ro og afstand fra livets smertefulde virkelighed. For findes der overhovedet et sted på denne blå planet, der kan matche ensomhedens dybder, hvor tankerne kan hærge som vilde bølger? På havets bund, omgivet af stilhedens tæppe og det dunkle blå, kan han for første gang være alene med sine tanker.
Under The Waves formår at skabe en smuk stemning i form af lyd. Allerede fra spillets start og et par timer inde har den samme tone fortryllet dine ører som passer glimrende med den rejse du er på vej til at svømme ud i, men bag den smukke lyd, mærker man en dyb undertone der føles trist og sørgelig, og det er præcis hvad Parallel Studio gerne vil fortælle. Men lige så eventyrligt lyden resonerer, lige så ærgerlig bliver man, når man første gang ser Stanley åbne munden.
Mangel på kvalitet i form af dialog
For det første bemærker du straks, at Stanleys stemme er en tikkende tidslomme for den normale tale. Hans ord når dine ører, før hans læber selv formår at frembringe dem, og hans mund bevæger sig på en underlig måde. Men det er ikke det mest irriterende.
Oppe på overfladen, hvor Stanleys kontaktperson er, lyder dialogen, som om den er blevet kastet rundt af bølgerne. Meningen går tabt som dråber i havet. Det er næsten irriterende, hver gang du forsøger at skabe kontakt til overfladen eller omvendt
Din første opgave i havets dybder er at spore og træde ind i Moon, en beskeden ubåd, der fungerer som hjemsted for en enlig sjæl. Efter dette forunderlige møde med ensomheden på havets bund, sejler du videre til din undervandsbase og begynder at finde dig til rette. Herfra folder dagligdagen sig ud og dine forskellige everyday jobs starter.
Dine hovedopgaver drejer sig primært om at vedligeholde en broget samling af scannere og andre mekaniske skikkelser der er med til at holde hele systemet i gang under vandet.
Smuk verden, Klodset gameplay
Under The Waves er utroligt smuk og samtidig utrolig beskidt. Du finder en masse materialer under vandet, heriblandt plastik og metal. Alt det kan spilleren bruge til at crafte både repair kit til Moon, oxygen sticks og andre ting. En ret fed detalje er at når din ilt er ved at udløbe, kan du benytte en oxygen stick, som fornyer din ilt, men din karakter smider røret efter han har taget den, og det er så op til dig selv aktivt at samle den op og ellers synker den til havets bund og forurener. Hvis du beslutter dig for at samle den op får du et stykke plastik, det er en sindssyg fed detalje.
Din karakters bevægelser, når man svømmer rundt og samler alle de forskellige ting op for at gøre havet til et bedre sted rent miljømæssigt, er mildest talt forbløffende. Der er et godt flow, lige indtil du trykker på trekant ved en afsats eller et andet fladt område. Ved at trykke trekant stiller din karakter sig på afsatsen og så kan du gå rundt, og der kommer den mest kringlet og karikerede følelse. Gameplayet føles klodset og det tager et lille stykke tid at vænne sig til hvordan Stanley reagerer på det, man vil have ham til at gøre. Vil dog sige med tiden går det nogenlunde i et, og man stopper med at tænke over det.
I det store billede af spillet, åbenbarer sig en dyb og fascinerende historie, en historie, der ikke blot udfolder sig direkte, men snarere gemmer sig i skyggerne og hvisker mellem linjerne. Det er en historie om kampen for at overleve hverdagens strabadser, om at finde tilflugt i arbejdet og forsvare sin mentale sundhed, som gradvist bøjer og bukker under for trykket fra ensomheden.
“Under the Waves” er ikke blot et spil; det er en æstetisk mesterværk, en subtil dans mellem detaljer og skønhed. Hver skibsvrag gemmer på skatte i form af blueprints, der åbner døren til flere forskellige værktøjer og dekorative elementer til din hovedbase. Små grotter skjuler sig, klar til at blive udforsket, som hemmelige kapsler af mysterier og eventyr. Hele spillet emmer af en bemærkelsesværdig æstetik.
Men måske det mest betagende ved spillet er dets musik og lyd. Det er som om, hver bølge, hver dybhavsflora og fauna synger deres egen, unikke sang. Det er som om, spillets verden har sit eget hjerteslag, en pulserende rytme, der følger spilleren hele vejen gennem rejsen. Denne symfoni af lyd og musik er en oplevelse i sig selv, en følelse, der binder spillet sammen og gør det til mere end blot en underholdningsoplevelse, det gør det til en sjælelig rejse.
God historie, mangel på udførelse
Som historien udfolder sig, føles det næsten som en nøje koreograferet dans mellem udfordringer, vendepunkter og dyrebare øjeblikke af hvile. Man begynder med at udføre tildelte opgaver, vender hjem til sin base og drømmer om de udfordringer, der venter næste dag. I takt med at dagene glider forbi, intensiveres spillets rytme og energi.
Men en skæbnesvanger morgen ændrer alt. Mens man nyder den første dampende tår af morgenkaffen og skanner overskrifterne på tv-skærmen, ser man en mørk og ondsindet storm trække op i horisonten. Det er som om naturen selv vækker til live, og dens vrede truer med at ændre spillets regler. Pludselig er det ikke længere blot en opgave, man udfører; det er en kamp mod tidens uforudsigelige kræfter.
Desværre for spilleren, formår spillet ikke at fange denne spænding visuelt. Der mangler den visuelle opdagelsesrejse, der får pulsen til at stige og hjertet til at banke hurtigere. Man savner et bevis på, at der er noget på spil udover de trivielle opgaver. Denne mangel er som et skår i spillets ellers glimrende facade.
Selv i spillets sidste kapitel bliver man ikke fanget af den intense følelse, som Parallel Studio sikkert ønsker at formidle. Alt i alt ender det hele med at føles som en prut under vand, en flad afslutning på en ellers lovende historie. Det er dybt ærgerligt, for spillets overordnede præmis og fortælling er i sig selv en skattekiste af potentiale, som desværre ikke udfoldes fuldt ud. De 6-8 timer, det tager at gennemføre, bliver en monotont maraton, hvor opgaverne mangler diversitet, og man føler sig fanget i en gentagende labyrint.
Tak til MI5 Communications for at gøre denne anmeldelse mulig.