Sad Owl Studios er et relativt nystartet spilstudie. De har kun et spil på deres CV, og det er det spil vi skal kigge på i dag. Nemlig Viewfinder.
Se traileren til Viewfinder her:
Viewfinder er en forfriskende og unik oplevelse. Spillet formår at skabe en fortryllende atmosfære og tage spilleren med på en rejse gennem et gådefuldt univers, der er fyldt med visuelle og intellektuelle udfordringer.
For mig vil jeg egentlig bedst beskrive det som en første person, walking simulator i et puzzle univers, hvis det giver mening. Om det er en del af walking simulator genren, vil jeg lade op til den enkelte spiller, men det var hvad jeg følte igennem hele dette smukke eventyr. Du går rundt gennem hele spillet og skal egentlig bare løse banerne ved hjælp af billeder, som i sidste ende får dig hen til en maskine, som kan teleportere dig hjem igen. Det giver en utrolig bred nostalgisk følelse igennem de mange mange billeder du samler sammen og sætter op i verdenen. Lige fra en totalt pixeleret dungeons, til et top down view billede, med grøn græs, brun bro over vand og en lille grå grotte, i bedste RPG stil. Billeder i bedste cartoonstil, samt sort hvid billeder og så til sidst nogle vildt spraglede billeder. Hvilket også leder mig til mit måske eneste kritikpunkt i det her spil. Nemlig hele kontrasten i alle de billeder fik nærmest mit hoved til at eksplodere i så stor grad at jeg fik en gevaldig hovedpine af at spille det her spil. Jeg kunne max klare en times tid af gangen, og det er første gang nogensinde jeg har oplevet det med et spil før. Om det så bare er mig eller andre vil få samme oplevelse, det må tiden vise. Jo flere gange jeg startede det op begyndte jeg så småt at vænne mig til det, så jeg kunne klare lidt mere af gangen. Det fjerner en smule af kritikken.
Man kan dog ikke komme udenom at spillet er vanvittigt flot. Grafikken er fuldstændig betagende og skaber en surrealistisk drømmeagtig stemning, netop fordi du sætter alle disse billeder i forskellige universer og grafiske stile ind. Hvert billede er omhyggeligt udformet med detaljer, der får spilleren til at føle sig som en del af denne smukke verden. Man kommer en tur rundt i hele farvepaletten, og det bidrager til hele spillets stemning og temaer.
Puzzle banerne i Viewfinder er både udfordrende og tilfredsstillende. Hver gåde er unik og kræver, at spilleren tænker kreativt og observerer omgivelserne. Det er en fornøjelse at løse gåderne og se, hvordan de forskellige elementer i spillet interagerer med hinanden. Du får også hen af vejen nogle forskellige muligheder, som fx et kamera, og det giver en større dybde i hele puzzle delen. De formår simpelthen at smide ekstra lag på hver puzzle, så man ikke når at kede sig og føle at hver bane på sin vis er ens, bare med andre billeder.
Lyden er hverken banebrydende eller kedelig. Sad Owl Studios leverer en rolig og atmosfærisk melodi, som hverken giver eller tager til spillet. Hele spillet generelt føles bare naturligt afslappende, og det er på sin vis rart, at man kan samle et spil op og ikke tænke på noget som helst udover hvordan man klarer den her bane.