Hvis der er noget jeg holder af, så er den en storslået og gennemtænkt JRPG titel. Xenoblade Chronicles 3 er absolut på min top 10 over JRPGer, hvor i de 2 andre mainline Xenoblade spil også indgår. Monolith Soft har dog denne gang overgået sig selv, med en fantastisk, smuk dog indviklet historie, velskrevet karakterer, filosofiske spørgsmål og lækker, lækker, lækker spilmekanik.
Humlen i hvert Xenoblade-spil, er en storslået og forunderlig verden, med en episk historie som vender op og ned på alt man har fået etableret, i et vanvittigt kaos af plotdetaljer og manglende brikker som, får en til at tænke “JA, OKAY! Det giver sku da mening” – og Xenoblade 3 gør det til et 12 tal.
Alt lige fra den krigshærgede verden Aionios til soldaterne der ikke bliver mere end 10 år – Flame Clocks, livets essens, filosofiske undertoner og mangel på svar – virker utroligt forvirrende og uoverskueligt men langsomt bliver der dannet en rød tråd, plothuller bliver fyldt ud! Rejsen er, fuldstændig uden sammenligning, fantastisk. Lidt kontekst følger:
Aionois – To Verdener I Krig
I spillets verden Aionios, er to verdener, eller skulle jeg sige styrker, i krig mod hinanden – Keves og Agnus. Deres livskraft kommer fra deres dræbte fjender, hvilket gør dem stærkere. Dette sker ved hjælp af styrkernes “Flame Clocks”, som findes på deres respektive, enorme robotter, ved navn Ferronis.
Alt hvad folkene ved er krig og død, og deres eneste formål ved livet er at slå modstanderen ihjel. Derudover, har hver soldat en levetid på 10 år, hvis de da ikke bliver slået ihjel inden. Til de soldater der dør på slagmarken, sørger en speciel enhed, kaldet off-seers, at sende de døde “videre”, ved hjælp af deres fløjter. Til de heldige få, kan man på sit 10 års jubilæum få lov til, at gå bort foran dronningen, til deres helt egen “Homecoming”.
Noah, en off-seer fra Colony 4, begynder dog at stille spørgsmålstegn ved al denne død og ødelæggelse. Hvilket starter en enorm konspiration, om manipulerende mennesker der arbejder fra skyggen, til en fiktiv levevis og mange andre dystre åbenbaringer.
Med dette bliver der ikke nævnt flere plotdetaljer, udover få specifikke mekanikker.
Aionios er den største og mest sammenhængende verden der er kommet ud af Xenoblade serien (bortset fra X). Der er utroligt mange ting at se – alt fra forskellig natur, åbne områder, bjærgkeder, hav, og en masse forskellige fjender og liv.
Det er tydeligt, hvis man kigger ordentligt efter, vil der være detaljer, som bliver bragt ind Aionios fra Xenoblade 1 og Xenoblade 2 – såsom spillets mange racer. Det tager ikke længe før, at man opdager at Xenoblade 3 er en “direkte” sammensætning af de forhenværende titler. Navne, nøgle personer og alt derimellem bliver hintet, hvilket giver Xenoblade 3 et stærkt finish, god fan service og en følelse af helhed.
Der er tydelige filosofiske overvejelser i Xenoblade 3 – alt fra den meningsløse krig, til løsrivelse, til livets største spørgsmål – Hvorfor er vi her? – som skaber en tydelig følelse af “ægthed”. Det fik mig som spiller, til at føle enormt meget empati med spillets hoved-cast og indbyggerne på Aionios. Dette er i særdeleshed vigtigt for mig, da der går mange timer med sådanne JRPG titler, og hvis interessen for personligheder og karakter-udviklingen ikke er der, så bliver der danset på en knivsæg.
Kernemekanik
Xenoblade 3 giver et friskt pust til den kendte Xenoblade kamp-mekanik vi alle kender, og giver den et nøk op med hele 3 (faktisk 4, men det kommer jeg til) yderligere teammates. På slagsmarken spiller man med 6 karakterer – 3 fra Keves og 3 fra Agnus. Disse er hovedpersonerne med hver deres stats og class.
Der er henholdsvis 2 angribere, 2 beskyttere og 2 support/healers, dog med en del forskelligheder.
Som historien skrider frem, og disse 6 bliver bragt sammen via fantastiske tilfældigheder, bliver de 6 soldater mødt med en virkelighedsknusende sandhed. Alt de troede var ægte er en løgn og de finder sammen om, at rode bod på denne forfærdelige og meningsløse måde at leve på. Sammen får de evner, som skal være med til, at bringe den onde kult, der arbejder i skyggerne, Moebius ned med nakken.
Vores helte får en evne der gør, at de kan læse deres holdkammeraters evner af, og derfra lærer at kæmpe som dem. Dette er en fin måde, at introducere klasseskift på. Ved brug af disse klasseskift, kan man tilpasse sit hold præcis som man ønsker det, med bestemte arts, som passer til ens måde at spille på.
Disse evner og arts følger med de forskellige classes, men kan blive låst op via “class mastering”, som egentlig betyder, at man skal bruge bestemte klasser for, at overføre nogle angreb til brug af andre klasser. Det virker meget indviklet til at starte med, og det er lidt svært at finde rundt i hvilke angreb der kan overføres og hvilke der ikke kan. Men efterhånden som spiller vil det blive lidt nemmere at forstå.
Derudover, er der introduceret “Heroes”, som er ikke spilbarer figurer, man kan bruge på sit team – og derved låse op for deres klasse.
Alle klasser er bygget op om de 3 hoved funktioner som er; Attacker, Defender og Healer.
Hver class har dog deres eget spin på deres hovedfunktion, og giver spillere ENDNU flere muligheder for tilpasning og nørkling.
En tredje overraskelse, som Xenoblade 3 giver os er den ny Interlink funktion, som gør, at vores helte kan kombinere deres kræfter med deres modpart; Noah – Mio, Lanz – Sena og Eunie – Taion. Disse super forme, er en stærk midlertidig angrebs mulighed, som også skal tænkes ind i kampene, som sværhedsgraderne skrider frem.
Da ens hold er autonomt og styres af en AI, bliver der dog ofte kastet rundt med disse interlink angreb. Det er lidt irriterende, og det er svært at styre, hvornår man gerne vil have, at der skal bruges interlink. Måske havde man som spiller i sinde at gemme Interlinket til længere inde i kampen? Nope, AIen bestemmer selv, og forvandler sig som det passer den. Det er lidt en curveball, og giver ikke mange muligheder til den slags planlægning.
Der er nu kommet visuelle cues i spillet, under kampene, som giver et tydeligt overblik over, hvad der foregår. Der er arts som kan ses tydeligt som en ring på slagmarken – såsom Healing, buffs osv. Det gør det nemt at vide, hvor det er smartest at stå henne, som kampene forløber. Defender klasserne, har også fået blå streger som indikerer at fjenden angriber dem, hvilket gør Aggro-mekanikken (fjenders opmærksomhed på bestemte karakterer) langt mere overskuelig. Stregen er blå hvis fjenden angriber en Defender-klasse og en rød streg hvis fjenden angriber en Attacker eller Healer. Nemt og overskueligt at finde rundt i.
Alt i alt har kamp-mekanikken fået en værdsat overhaling, og det er klart det fedeste kampsystem, der er kommet ud af Xenoblade serien.
Quests og Opdagelse
Xenoblade 3 er PROPPET med side-quests. Men det fantastiske ved disse er, at de næsten føles obligatoriske, da der er så meget world-building i dem. Mange af disse quests gør ikke noget for den egentlige historie, udover hero-quests, men de føles essentielle da de skaber en bredere forståelse for Aionios og de indbyggere der er der. Det skaber menneskelighed, forståelse og interesse i, hvordan løsrivelsen foregår. De er fyldt med angst, autonomitet og sjove twists. Der er selvfølgelig også gode præmier at hente ved, at løse disse, men belønningen er questen selv – ikke det loot man får.
Men når først man har fået øjnene op for disse quests, går man straks på opdagelse. Man opdager nye byer, nye mennesker, nye problematikker, som gør hele oplevelsen langt bedre, da der er timer at knalde af på dette. Ej at forglemme Hero-Quests.
Hero-quests, er små historier hvor man låser op for nye heroes, men også klasser, som man kan bruge i sit voksende arsenal. Der er oftest bundet en masse world-building op om disse, samt en masse karakter-udvikling. Mange af dem er ikke obligatoriske, men det bliver de, når først man begynder.
Jeg var, og er stadig til dels, utrolig rørt og bevæget af historien i Xenoblade Chronicles 3. Den er fyldt med ægte kærlighed, angst, frygt, sorg og alt derimellem. Det er en sand tragisk komedie.
Jeg mærkede de følelser der blev udpenslet foran mig, og jeg må indrømme, at jeg savner den følelse jeg havde, da de vigtigste øjeblikke i historien rullede over skærmen. Jeg kan ikke andet end, at bede alle der ejer en Nintendo Switch, give sig i kast med dette mesterværk.
Det er på ingen måder et visuelt vidunder, men det er en ægte historie, der er værd at opleve.
Det er absolut det bedste JRPG spil i 2022.