The Sinking City er et H.P. Lovecraft inspireret detektiv spil. Det finder sted i 1920’erne, i den fiktionelle by Oakmont, Massachusetts. Spillet er noir i højeste grad – samtidig skræmmende med den kafkaske stemning. Hvad gemmer der mon sig i denne forsømte by?
Velkommen til Oakmont!
Jeg er altid klar på noget Lovecraft. Det er noget af det mest mærkelige samt spændende denne verden har skubbet ud, og The Sinking City slipper heller ikke fra den kommentar. Spillet er underligt, mystisk og intenst – hvilket yderligere forstærker spillets grålige og glædesforladte atmosfære.
Vores helt Charles W. Reed, vågner op på en båd og ser en har en masse hallucinationer. Det er svært at tyde præcist hvad der er virkeligt og hvad der foregår inde i hans hoved. Der er ingen dialog og allerede her tabte jeg lidt af håbet. Det er klodsede transitioner og spillet formår ikke helt, at gøre dét det ellers prøver på. Jeg f.eks. blev ikke rigtigt utilpas over de sekvenser spillet viste, da jeg intet forhold har til Charles på dette tidspunkt.
Båden når så til havns, og her bliver Charles bedt om at forlade skuden. Han møder en velklædt mand ved navn Johannes van der Berg. Johannes har inviteret Charles til byen, da der findes en mand, der kan hjælpe ham med hans syner – eller sådan går historien. Johannes forklarer, at manden han leder efter skiller sig meget ud fra mængden og, at han er nem at spotte.
Charles går med på denne ide og finder så manden Robert Throgmorton. Robert har et problem, så han lytter ikke til Charles’ bøn. Roberts søn er nemlig forsvundet, hvilket får Charles til at handle. Her bliver der indgået en aftale om, at Charles kan finde Roberts søn, men så vil han også have hjælp til sit problem.
Billige Forskrækkelser
Her får man endelig essensen af hvad spillet drejer sig om. Spillets kerne mekanik er, at man som privat detektiv har nogle evner, som gør man er lidt bedre end alle andre. For at finde Roberts søn, skal man ind i en fiskerhytte og lede efter spor. Man gør sig klogt i at finde ALT, da man også skal have deduktiv tilgang til sine spor.
På dette tidspunkt tænkte jeg “Yes! Nu går vi igang!”… Men det fangede mig ikke rigtigt. Spillet har flere forskellige mekanikker som gør oplevelsen mere dybdegående. Men man får aldrig fortalt hvordan og hvornår man skal gøre hvad. På spillets Main Menu er der ganskevist et felt der gennemgår de forskellige knapper og så videre. Men dette er kun et billede.
Når et spil er så dybt og funktions tungt som dette, gør det klogt i, at fortælle spilleren om evner og muligheder. I gamle dage behøvede man som sådan ikke at gøre dette, da der ikke var så mange forskellige knapper at gøre brug af.
Det er måske mig der er elendig, men jeg brugte én time på første mission. Jeg tror jeg kunne have gjort det på et kvarter, hvis blot jeg have en forståelse for kontrollen. Men da jeg så endlig forstod spillets mekanikker gik det nemt, og jeg fik et par succesoplevelser.
Derudover, har man også et “sanity” meter. Dette betyder, at man nogle gange får hallucinationer – lidt a la Amnesia (2010). Det virker bare ikke så godt. Hallucinationerne gør ikke noget for spillet, udover at abstraherer for nogle ting, da de fylder en god bid af skærmen. Dette kalder jeg for billige forskrækkelser.
Jeg tror det ville have en effekt, hvis nu skuespillet var godt. Men det er middelmådigt og figurende i spillet er næsten livsløse.
Open World Noir
Når man så endelig har hjulpet Robert, får man lov til at undersøge byen. Der er forskellige muligheder såsom hotel, butikker og andre spændende pejlemærker. Men nu begynder der også at komme væsener hist og her. Man har heldigvis en pistol, dog er skud uvurderlige, så der opstår en indre konflikt. Jeg personligt bruge kun min pistol få gange, da spillet fortalte mig at patroner er sjældne.
Efterhånden begyndte jeg at sammenligne spillet med Rockstars L.A Noir (2011) og ydermere med Amnesia. Det er spil som har haft en forholdsvist stor indflydelse på noir/detektiv genren og horror-genren. Spillet er altså uvilligt op mod 2 store giganter.
Nu skal jeg heller ikke ligge så stort pres på spillet, da det faktisk opfylder mange af mine Lovecraft needs. Det er en fed atmosfære, spændende væsener og forholdsvist seje mekanikker. Desværre går det bare ikke helt igennem da skuespillet er så ringe. Jeg føler mig ikke investeret i karakterene. Faktisk var det først ca 4 timer gennem spillet at jeg begyndte at få et forhold til Charles. Men det blev aldrig mere end blot et bekendtskab.
Spillet har sine tidspunkter, hvor hjertet banker lidt og hvor man skal bruge sine små grå. Men det er så også det. Men jeg er sikker på, at Lovecraft fans vil få en oplevelse for pengene.