Insomniac svinger sig atter vej ind på din Playstation med intet mindre end 2 styks Spider-Man. Velkommen til en hæsblæsende, glorværdig gang underholdning som ikke giver dig meget tid til at trække vejret.
Insomniacs oprindelige Spider-Man kildede mange af de helt rigtige steder. Det formåede at kombinere en ganske medrivende historie med en helt forrygende fornemmelse af frihed, når du bare fik lov til at svinge dig vej gennem byen og løse et hav af små missioner. Detaljegraden og den nørdede kærlighed til ophavet skinnede tydeligt igennem og belønnede dig for at udforske.
Miles Morales var den opfølgeren, som vel bedst kan betegnes som Spider-Man 1½. Det introducerede serien og den nye hovedperson på den Sonys nyeste maskine, og var en utroligt hjertevarm fortælling som fint formåede at forfine universet uden rigtigt decideret at bevæge sig i helt nye retninger.
Nu sidder vi så med Spider-Man 2, og det helt nye her er selv sagt at begge spillets Spider-Men (?) optræder. Af naturlige årsager tituleres de også i selve spillet begge som Spider-Man, hvilket på nogle punkter lidt er med til at spolere følelsen af at styre to selvstændige individer. Noget der lidt bliver underbygget af, at deres udseende praktisk talt kan blive helt ens med de dragter du vælger at iklæde dem.
Heldigvis betyder det ikke det store når først klaveret spillet. Du har knapt sat dig ned med controlleren før du befinder dig midt i et episk opgør mod Sandman, hvor spillet på intelligent facon løbende skifter mellem de to hovedpersoner og ganske umærkeligt sørger for at agere lækker tutorial på de evner hvor de skiller sig fra hinanden. Det oser bare af overskud i forhold til konkurrenterne. Tænk at lykkedes med at gøre noget der ellers er så kedeligt og noget man ofte føler man bare skal igennem til ren fryd og underholdning.
Herfra bliver du ikke holdt mere i hånden, og det står dig frit for at svinge rundt i New Yorks gader. Dit kort bliver hurtigt befolket med missioner, hvor udvalget også løbende vokser sideløbende med dine evner og hvor du ellers er i historien. Det står dig sådan set frit for bare at drøne igennem historiemissionerne, men det ville være ærgerligt og frarøve dig fra noget af det der igen giver spillet karakter: Alle de detaljer som gemmer sig i byens gader.
Spillets historie er igen mindeværdig. Hvor vi tidligere berørte vores heltes oprindelseshistorie, så er vi nu kommet længere i deres liv, og det er liv som har fået voksenproblemer. Vi berører arbejde, kæreste, venskaber og alt det andet som truer med at sluge alt tid, og det er tydeligt at især Peter Parker har umådeligt svært ved at få det hele til at balancere. Harry Osborne genintroduceres i hans liv, og er en vigtig katalysator for spillets udvikling.
Den primære fjende fra start er – efter rendezvous med Sandman – Kraven. En jæger som vel næsten bedst kan betegnes som en menneskelig version af Predator. Han søger rundt efter at finde den stærkeste modstander muligt, og det har altså ført ham til New York og de superhelte samt -skurke der er at finde her. Selv om han som modstander måske ikke er den allermest interessante, så er hans ankomst en super måde at sparke historiens dynamikker undervejs. Han er samtidig leder for en hel hær af modstandere, der naturligvis kommer i forskellige variationer, som nok skal sørge for at du kan få brugt hele arsenalet af evner der er til din rådighed. Senere kommer der andre skurke på kortet, og det hele kulminerer med Venoms ankomst.
Kampene er utroligt medrivende og antallet af medstandere er pumpet op, så der skal fuld fokus på hvis ikke du skal miste livet. Heldigvis er der et hav af muligheder for at kæmpe. Du svinger dig ind i modstanderne, kaster ting mod dem, fanger dem med net, bruger et utal af evner samt en masse forskellige gadgets. Ja, og så slår du også til folk fra tid til anden. Det hele er mesterligt scenografisk skruet sammen, hvor animationerne flot flyder ind i hinanden og giver det hele et uhyre filmisk skær. Jeg havde tilskuere der til tider bare blev fanget af begivenhederne og stod og kiggede med.
Det filmiske indtryk er generelt et område hvor Spider-Man 2 virkelig excellerer. Fornemmelsen af at være med i sin yndlingstegnefilm er hele tiden til stede og det hele er ikke mindst holdt oppe af de stille sekvenser, som når man eksempelvis som Peter Parker udforsker et forskningscenter eller senere tager til en forlystelsespark med MJ og Harry Osborne. Sidstnævnte sekvens er ganske enkelt bjergtagende og sørger for at grundsætte hele forholdet gruppen imellem samtidig med at det er fyldt med sjove indfald.
Den helt utroligt flotte grafik der på den ene side er utroligt flydende og får kampe med mange modstandere til stadig at være både intuitive og alligevel overvældende har samtidig en detaljerigdom, hvor vejr- og døgneffekter er med til at bringe byen til live. Det hele bliver samtidig suppleret af en lækker lydside hvor både musikalske toner samt stemmeskuespil er helt i top. Bemærk hvordan musik svøber sig ind på de helt rigtige tidspunkter mens du spiller og hvordan stemmerne hos din valgte Spider-Man ændrer sig alt efter hvad han laver. Det er bare gennemført.
Hvis man virkelig vil være firkantet, så kan man sagtens pille ved nogle af enkeltdelene og eksempelvis sige at man har kørt for sikkert denne gang. Indrømmet: Der er ikke oceaner af nytænkning i Insomniacs nyeste udspil. Samtidig kan jeg læse flere som klandrer det for en for kort spilletid – vi taler 10 timer hvis du drøner igennem, men langt mere end det dobbelte hvis du tager dig god tid. Det er i mon optik dog helt utroligt forkælede udtalelser. Spider-Man 2 er et lysende eksempel på, hvad en AAA titel skal være. Det er produktionsværdier på et så højt niveau, at man skal være en noget sur citron for ikke at lade barneglæden rive een med. Et af årets indtil videre helt store spil.
Tak til PlayStation Danmark for at gøre denne anmeldelse mulig.