Et af de utvivlsomt mest betydende epos indenfor survival horror får i tidens ånd nu et remake. Leon S. Kennedys rædselstur igennem en spansk landsby fra helvede har fået en tur hos skønhedsklinikken, og er kommet ud på den anden side endnu mere overbevisende.
Resident Evil er unægtelig en af de mest betydende titler indenfor sin genre. Da det blev smidt på markedet tilbage i 1996 var det starten på en serie, som er gået fra det ene højdepunkt til det næste. Det var med til at gøre zombier til et mainstream element og introducerede dertil en lang række spilmekanikker som efterfølgende er blevet faste elementer ikke bare i Resident Evil men også i en lang række andre spil.
Resident Evil 4 der tilbage i 1995 i første omgang udkom på Gamecube var det næste store skridt i serien, hvor den snigende uhygge blev suppleret med et mere actionorienteret gameplay. Hovedpersonen blev nu fulgt fra et perspektiv over hans højre skulder, og antallet at våben og setpieces blev pænt udvidet i et spil der for de fleste stadig står som et mesterværk. Ikke bare indenfor sin egen snævre genre men også overordnet set.
Efter den store succes med remakes af seriens første titler, er tiden nu kommet til nummer 4. Jeg har igen taget turen med Leon S. Kennedy og hvilken fornøjelse. Historien tager som skrevet sit udgangspunkt i Spanien, hvor vores helt skal finde og befri den amerikanske præsidents datter. En biltur ud på landet med to lokale politibetjente ender brat, og inden længe har man overværet brutale mord, mennesker der rejser sig fra døden og ikke mindst haft en hætteklædt nærmest udødelig psykopat med en motorsav rendende efter én. Det inden der er gået en halv time.
Det som er mest imponerende ved dette remake er, at du fuldstændigt føler du sidder med originalen. Det er nemlig lykkedes at indkapsle alt det som gør spillet godt og kærligt forfine nuancerne så det passer til billedet i dit hoved. Det er en enormt imponerende bedrift, at spillet bare fra første sekund suger dig ind og både mekanisk og fortællemæssigt formår at rejse sig ikke bare op på niveau men også over nutidens titler.
Noget som jeg rigtigt sætter pris på er, at det tydeligt ikke blot har været et spørgsmål om at overføre spillet og give det ny sminke på. Det her er en titel der er genopbygget fra bunden, hvor de få rå kanter fra originalen er filet til og nye features er tilføjet hvor det giver mening. Styringen er et godt eksempel. Det føles fuldstændig som originalen, men hvis du støver din Gamecube af og giver det et skud, så vil du opleve at den dengang var væsentlig mere tung og kluntet end du husker.
Du har nu også fået muligheden for at dukke dig og snige dig forbi en del af spillets fjender – alternativt snigmyrde dem. Vi er slet ikke ude i en gang Assassin’s Creed lejemorder. Det er på et passende niveau, hvor det blot er med til at føje til uhyggen og den trykkende stemning imens man desperat forsøger at overleve. Et andet element er, at man har tilpasset niveauet at QT-sekvenser. Noget som var friskt og nyt tilbage da spillet kom oprindeligt, men som er blevet brugt alt for meget siden, og nu bare føles påklistret. Blandt andet har man i stedet for en tidligere lang kampsekvens indført muligheden for at parere angreb med din kniv. Noget der virkede så godt, at det er en mulighed der er tilgængelig i hele spillet.
Lidt som muligheden for at snige sig gør det bestemt ikke at du føler dig overpowered, og det er bestemt heller ikke på et niveau med diverse Soulsborne spil, hvor netop dette element er ekstremt overbrugt. Det er her intelligent tilføjet, og giver mere et risk-reward element, hvor de altid meget hektiske opgør får endnu en facet.
Grafisk sidder det stilistisk lige i øjet. Stemningen er bibeholdt og i mange tilfælde er der sågar nænsomt føjet til. Uden at gå ind i spoilerterritorium, så kommer du igennem nogle episke kampe mod nogle lige så episke bossmonstre. Her spiller de fine nye mekanikker, den mere detaljerige grafik og ikke mindst de mere nuancerede animationer sammen til at løfte nogle allerede fantastiske sekvenser. Selv om du allerede har prøvet det en gang, så vil det mange gange føles fuldstændigt friskt og nervepirrende.
Interaktionen mellem de forskellige figurer og selve historien har også lige fået den lille smule finpudsning, at det er løftet til en ny tid. Det har både fået lidt mere kant, nogle af figurerne har fået lidt mere dybde (jeg kigger på dig Ashley) og samtidig er den dejlige følelse af camp som også definerede originalen stadig til stede. Leon fyrer til tider nogle one-liners af, der fuldstændigt bryder med hvad der ellers foregår, og det kan bare ikke lade være med at få et smil frem på mine læber.
Resident Evil 4 er et remake som opfylder alle de ønsker jeg som spiller og elsker af originalen havde da jeg satte mig ned med det. Det fangede mig atter i dsit hårrejsende univers, hvor kampen mod de overvældende rædsler igen tryllebandt og sågar til tider også overraskede mig igen. At det ikke bare er en tur i tidsmaskinen til glæde for os der ihukommer originalen blev også bare understreget af, at en ny generation i form af min søn kæmpede for at få lov til at sidde med controlleren imens vi – i hans tilfælde for første gang – trådte i rollen som Leon S. Kennedy. Den absolut højeste anbefaling herfra.