Bravely Default II er det tredje spil i Bravely-serien. Mens Bravely Second var en direkte historiefortsættelse fra originalen, har Default II et nyt udspring og nye karakterer. Spillet er sin serie tro med dets unikke, dog familiære turbaseret-kampsystem og Battle Points. Velkommen til Bravely Default II, på Nintendo Switch!
Anmeldelsen er spoiler fri.
Plot
– I Bravely Default II, følger vi en ung sejler ved navn Seth, der hører en mystisk stemme, dybt under vandet. Stemmen overbeviser Seth om, at holde fast i livet, hvilket fører hans livløse krop op på en strand, i et ukendt land. Han bliver fundet på stranden, af hvad der ligner to mennesker, med bånd til et kongerige. Efter noget tid, vågner Seth op på en lille kro, hvor han bliver mødt med nyheden om, at han befinder sig på et kontinent ved navn Excillant, som er opdelt i fem forskellige kongeriger. Seth sunder sig, og begiver sig ud for at se, hvilket nyt land der er i vente… Men historien tager en drejning, med et komplot, lejesoldater og en prinsesse, der flygter fra tronen, samt altødelæggende, katastrofale begivenheder. I mens alt dette står på, møder Seth en lærd ved navn Elvis og hans lejesoldat Adelle. Sammen skal de finde hoved og hale i denne verden, der er på endens rend. –
Default
Bravely II tager meget med fra de foregående Bravely spil, såsom dets interessante Default kamp system. Dette kampsystem giver spilleren mulighed for, at “defaulte”, hvilket er seriens ord for, at beskytte sig selv. Med denne funktion medfølger vigtige Battle Points (BP). Disse BP, åbner op for en stor mængde tæsk til fjenden, da du kan kæde angreb sammen alt efter mængden på dine BP… Man kan så også vælge at skylde – men mere om det om lidt.
Når man Defaulter, øges karakterens defence eller forsvar, hvilket gør at man er mindre modtagelig overfor skade, dog mister karakteren sin mulighed for at angribe, før næste tur. Kampene har et tidslinje system, hvor ens egen plads afhænger af stats og andre faktorere. Man kan vælge at spare 4 BP op per karakter for derefter, at bruge dem som man vil. Man kan som førnævnt kæde 4 aktioner sammen. Dette kan være en blanding af, at angribe, heale dit hold, kaste debuffs etc. Eller en kæde af 4 angreb – i forstår ideen.
Man kan også vælge at skylde BP. Man behøver faktisk slet ikke, at have sparet nogle op, for at lave kæde angreb, dog fjerner dette den mængde ture fra dig, du ikke har til rådighed i dine BP. Det vil sige, hvis du angriber 4 gange i streg med det samme, skylder ud 3 ture hvor du ikke kan bruge din karakter til noget. Først når deres tæller er på 0 igen, kan man begynde forfra.
I starten af spillet kan man godt tillade sig, at eksperimentere med dette. Fjenderne er svage nok til, at du sagtens kan kæde angreb sammen uden tilpas mængde BP. Men jo længere ind i spillet man kommer, dets stærkere bliver fjenderne, og her må man så begynde at tænke lidt over tingene.
Efter hver kamp får man EXP og Job Points, og disse JP er vigtige for dit arsenal af manøvre. I modsætning til mange RPG konventioner, skal man bruge disse JPs til at få nye evner, indenfor sit nuværende job – spillets navn for klasse.
Muligheden for, at ændre Job låses også op senere, når man for første gang finder en Asterisk – en sten der låser op for en persons potentiale. Dette er hovedsageligt i forbindelse med de større, vigtige kampe.
Lineært og Fladt
Alle pånær min nabo ved, at i RPG spil så er der grind. Man skal have de der EXP på en eller anden måde jo. En veldesignet verden i RPG spil har mange åbner områder og fri passage, medmindre man selfølgelig kigger tilbage på tidligere Random-Encounters, i spil. Men Default II har rigtig mange semi, eller forced encounters. Det betyder jo, at hvis jeg er på vej et sted hen, og jeg kan se en fjende der står i midten af denne passage, må jeg gå i kamp.
Det er som det er, men der hvor det trækker tænder er, når man befinder sig i en dungeon eller lign, hvor der er specifikke steder man kan gemme sit spil, kan det være svært at orke de kampe der er forude. Man kan dog bare sørge for, at have massere af healing med sig, men det er som sådan ikke det der er problemet. Problemet ligger i, at jeg er tvunget til at indgå i kamp, grundet smalle passager med fjender durk i midten. Det er sikkert ikke et stort problem for mange, men for mig rammer den altså det forkerte sted.
Hvad andet er, så mangler spillet en bedre form for vejvisning. Nogle gange står jeg ved en krydsvej, og jeg kan se på mit minimap, at jeg skal mod nord. Men der er 3 veje mod nord hvor jeg står, så hvis jeg uheldigvis går den forkerte vej, får jeg en lille dialog boks hvor der står, at det ikke er den vej vi skal. Lineært, igen. Jeg kan godt se nogle vil mene, at det med man går rundt i blinde, og leder er irriterende, men det vil jeg langt hellere, end at tvinges ud på en forudbestemt sti. Det er slet ikke fordi disse irritationer tager noget fra spillet, for det gør de som sådan ikke. Men det er bare ærgerligt, at man bliver introduceret til ideen om en åben-ish verden for, at bevæge sig ned af en smal sti.
Default II har også tendenser til, at være meget mudret at se på. Byerne er utrolig flotte, næsten kunstværker… Men i f.eks. bjergområdet, er det bare brunt. Farverne blender sammen og det hele er lidt fladt at se på. Der er også nogle grafiske kedeligheder som pixeleret figurer når man ser dem fra en distance. Switchen er jo ikke det stærkeste instrument, på spillekonsols markedet, men den kan præsterer meget bedre end det man ser i Default II, og det er altså en skam. De unikke figurer og design forsvinder i de brune og flade nuancer.
Bravely Default II er dog på ingen måde innovativt. Det er unikt tildels, men det falder på mange andre punkter, og jeg sidder lidt tilbage med sådan en kedelig grimasse bagefter. Spillet kilder ikke rigtigt på mit RPG område, og efter min mening, står Default II tilbage, som en opskaleret Nintendo DS oplevelse (hvilket slet ikke behøver at være dårligt). Fans af serien vil garanteret finde glæde i spillet, men mainstream bliver det ikke.