Dø, dø og dø igen. Det er ikke engang et år siden at Bloodborne ramte hylderne, end ikke fire måneder siden at spillet sidst snurrede i maskinen. Og alligevel var jeg som himmelfalden i det helvede af bloddryppende uhyrer og surrealistiske omgivelser jeg så mig selv omgivet af i The Old Hunters, den første og eneste udvidelse til From Softwares seneste action-rollespil.
I sin tid var jeg ellers blevet godt bekendt med spillet; jeg var det igennem adskillige gange, dystede mod andre spillere på tværs af dimensioner og dykkede langt ned i de valgfrie, men omfattende katakomber. Jeg oparbejdede med andre ord en vis selvtillid. Erfaring er dyrkøbt i et spil som Bloodborne, men det var først da jeg gav afkald på mine forestillinger om kendskab til spillets dystre og brutale verden, at jeg for alvor kunne trives i den.
Hovmod står som bekendt for fald og den pointe blev for mit vedkommende symbolsk understreget af de talrige dødsfald, det ene mere makabert end det andet, som jeg måtte lide i løbet af de første par timer med udvidelsen. Hvad foregik der? Hvad gjorde jeg galt?
The Old Hunters tilføjer tre nye områder, kollektivt betegnet som The Hunter’s Nightmare, hvoraf det første er modelleret over grundspillet. Men her ikke tale om en kreativ krise fra udviklernes side, tværtimod bliver genfortolkningen af tilsyneladende velkendte områder brugt imod spilleren på nederdrægtig vis.
Det første område, katedraldistriktet, er ikke længere hengemt i mørke. I stedet kaster en gustengul måne et ligblegt lys over de tumorlignende gevækster der vrider sig gennem byens gotiske strukturer. Fjenderne er nye og forfærdeligt aggressive og døre der plejede at føre et sted hen, leder nu til noget andet. Plejede der ikke at gemme sig en fjende der? Åbenbart ikke. Kunne jeg ikke før i tiden skyde genvej her? Ikke længere. Genveje bliver blindgyder, pusterum til farezoner og virkningen er unægtelig.
I hvad der bedst kan beskrives som en designmæssig genistreg bliver spillerens forventninger til spillet brugt imod dem. Det var hverken de monstrøse fjender eller de vanvittige omgivelser der gjorde oplevelsen mareridtsagtig, det var følelsen af føle sig fremmed i noget der burde være bekendt.
Mit håbløse forsøg på at navigere mareridtet ud fra en hullet hukommelse var en udfordring, men langt fra den eneste. The Old Hunters udspiller sig næsten som en destilleret, koncentreret udgave af grundspillet. Det første område er designet til at knække din ånd, frarøve dig håbet for så til sidst, forhåbentligt, at lade sig besejre. En række varierede og flerfacetterede bosskampe fungerer som milepæle for spillerens progression og bygger bro mellem de forskellige områder.
Men hvor de første par timer med grundspillet er præget af kampe mod talrige, svage fjender, så konfronteres du i mareridtet med uforholdsmæssigt stærke fjender helt fra starten, med angreb og manøvrer der efterligner spillerens. Navnlig den første bosskamp, der afføder lige dele afsky og beundring, er toneangivende for det vanvid der ligger latent i spillet, men gradvist bliver mere udtalt henimod slutningen.
Men selv de mest grusomme af Froms kreationer kan besejres med tålmodighed, taktik og ikke mindst det rigtige våben. I The Old Hunters er der blevet tilføjet et dusin nye af slagsen, alle makabre og bizarre, sådan som de har for vane at være det i Bloodborne. De er en vigtig tilføjelse som sammen med designet af fjender og omgivelser vidner om udviklernes kreativitet, men også rent funktionelt udfylder diverse taktiske nicher efterladt af det originale arsenal. Hvad mere er at de selvfølgelig kan bruges uden for udvidelsen og derfor bidrager til variationen og kompleksiteten af grundspillet selv.
Vigtigere end groteske mordvåben og storslåede bosskampe er imidlertid banedesignet, der i The Old Hunters ligger i den højere ende af Froms kreationer. Et par uheldigt placerede porte i starten ledte mig til at overvurdere udvidelsens omfang, men en kreativ og sammenhængende brug af områderne henledte mine tanker på det første Dark Souls. Med kun tre egentlige nye områder og en håndfuld bosser til at akkompagnere dem, er størstedelen af indholdet desværre kørt igennem på en aften eller to, dog med tilstrækkeligt mange hemmeligheder til at forlænge oplevelsen for den dedikerede spiller.
Kortheden er uden tvivl The Old Hunters eneste virkelige mangel, hvad man forresten også kan sige om det originale spil. Jeg havde gerne set at der var blevet tilføjet mere variation til de endeløse katakomber eller at udviklerne havde været en smule mere gavmilde med de ressourcer der skal til for at opgradere de mange nye våben, men der er meget få fingre at sætte på det egentlige produkt. Jeg er ikke så lidt misundelig på dem der får lov at opleve både grundspil og udvidelse for første gang. Med The Old Hunters står et af årets bedste spil endnu stærkere.