Dishonored er et modigt udspil så sent i konsol generationen. Et nyt franchise, stealth baseret gameplay og ingen multiplayer kræver, at man har selvtilliden i orden. Arkane Studios har overbevist Bethesda og lur mig om ikke også gamerne tager Corvo og Dunwall til sig.
Dunwall er en alternativ version af London i den victorianske periode. En fælere version af den sorte død, som gør folk til hulkende, zombie-lignende væsener, har udryddet størstedelen af befolkningen og efterladt byen og dens sidste indbyggere i forfald og desperation. Den empatiske kejserinde sender sin betroede beskytter ud i landet for at bede om hjælp. Han når lige tids nok tilbage med dårlige nyheder, til at se hende snigmyrdet for øjnene af ham, og ham selv som syndebuk. Kejserindens datter kidnappes, Corvo Attano dømmes til døden og den trængte befolkning kan nu skrive en regering, bestående af en flok skruppelløse og magtsyge aristokrater, på listen over problemer.
Når Corvo Attano går i hævn-mode, så gør han det rigtigt. Sværdet sørger for at de kirurgisk præcise nærkonfrontationer forbliver en dæmpet rallen i natten, mens armbrøsten hurtigt gør en fjern silhuet til en del af omgivelserne. Pistolen er hidsig og effektiv, men også reserveret til den værst tænkelige situation: når han mister kontrollen og står med ryggen mod muren. Timer han sine magiske evner og bruger sit udstyr rigtigt, behøver han aldrig affyre et eneste skud. Hans mål har ikke en chance.
Dishonored er en symfoni af muligheder, lækre her-og-nu oplevelser og solide udfordringer som ingen må gå glip af. Hovedhistorien er som helhed ganske glimrende, men selvom afslutningen er forskellig afhængigt af antallet af døde, vil den nok skuffe nogle. De enkelte dele af historien er enormt gode og spillet er spækket med dybdegående baggrundshistorie i forskellige former. Spillet er ikke helt åbent, men byder på 9 forskellige missioner (samt sidemissioner) man når via båd fra modstandsbevægelsens base.
Arkane har taget konsekvensen af, at alle gør tingene på deres egen måde; I stedet for at lede folk bestemte veje har man fokuseret på at gøre banedesignet så alsidigt, at der er noget for ethvert temperament. Adgang til vigtige steder kan findes i alt fra undergrunden til tagrygge og det giver pote at undersøge alle ens muligheder, hvis ikke man vil opdages. Evnerne understøtter enhver del af banedesignet og Blink især, er en genistreg, som gør det muligt at teleportere sig rundt i omgivelserne. Det gør det både sjovt at bevæge sig rundt, men sørger også for noget så sjældent, som godt tempo i et stealth spil.
Dunwall er et dystert sted, fyldt til randen med fantastisk art-style og ikke mindst brug af farver, som gør manglen på detaljer i teksturerne ligegyldig. Det kan godt være at karaktererne har hænder på størrelse med stegepander, men de er flot animeret – også i ansigtet, med stemmer der faktisk passer mundbevægelserne. Stemmeskuespillerne gør det godt (du vil måske kunne genkende et par af stemmerne) og alt i lydsiden knaser, splintrer og brager på den helt rette måde, med passende musik der hiver dig rundt i følelsesregisteret. Jeg oplevede en enkelt tilbagevendende fejl som gjorde, at jeg ikke kunne gennemføre en bestemt sidemission. Det kan også kræve overmenneskelig nøjagtighed når man kombinerer blink og stealth drab bagfra.
Dishonored er noget så sjældent som et tempofyldt, stealth baseret actionspil. Der er lagt omtanke i ethvert aspekt af gameplayet, fra hvilke våben og evner man har til rådighed, til det alsidige banedesign. Dunwall er et opfindsomt, dystert bagtæppe, som kommer ud i alle hjørner af spillets +15 aldersklassificering. Slutningen er direkte afhængig af dit humør og tålmodighed og det giver fin plads til flere gennemspilninger. Forvent 20-25 timers hæsblæsende – eller udførligt planlagt morskab, i selskab med Corvo Attano.
[box_info]Spillet er anmeldt på Xbox 360.[/box_info]