The King Of Fighters har været fast inventar i mange arkader, helt tilbage til år 1994 – det er altså, i skrivende stund, en serie med næsten 3 årtier på bagen. Serien er OG, men har aldrig rigtigt fanget vesteligt hype, indtil nu. Der har været en god del forventning til KOF15 her de sidste par måneder, og det er der god grund til.
Kongen af Kæmpere
Hvis vi zoomer lidt ud, og kigger på spillet med den lademands øjne, vil det hele virke super pænt. Grafikken og animationerne er snorlige, flotte og det er hæsblæsende at se på. Kampene går hurtigt, der bliver delt en masse tæsk ud, og lyden af knapper klikker afsted i en supersonisk hastighed.
Jeg har altid været glad for fighters; originalerne, Soul Calibur Tekken, Street Fighter, Mortal Kombat og senere Blaz Blue, Guilty Gear. Men jeg har aldrig rigtig set eller været fanget af KOF. Men jeg må indrømme, det sidste stykke tid har jeg været draget af den hyper folk har skabt omkring spillet. Lidt om KOF15 systemet;
Der er 3 karakterer på hvert hold, altså 3v3, og man spiller til den sidste kæmper er faldet. Før kampen starter har man mulighed for, at vælge hvilken rækkefølge de respektive karakterer kommer i. Dette sættes i sten for kampen, da der ikke er nogen måde at lave udskiftninger på mid-match.
Når det kommer til selve kampene, er der meget at holde styr på. Det meste er intuitivt nok, da det følger de klassiske arkade-fighter traditioner – med retningsbestemte kombinationer, 4 forskellige angrebsknapper – hvor 2 er slag og 2 er spark. Dette kan kombineres til at lave forskellige, ja, kombinationer og angrebsrutiner.
Man kan blokere og undvige, hvilket giver mere alsidighed når det kommer til, at være den overlegne i kampen. Mange faktorer spiller ind når det kommer til kampens indgangsvinkel, såsom; om ens fighter er let eller tung, hvordan deres angreb er og hvor hurtige de er. Dette skal man i den grad være obs på, hvis man vil have kampens overhånd.
Prangende Figurer
Hver karakter har sine særheder og personligheder, og dette afspejles også i deres måder at kæmpe på og deres specielle angreb. Med spillets MAXMODE og POWERBAR, skal man hele tiden være på dubberne og tænke langsigtet. Denne POWERBAR er vejen til succes, både offensivt men også defensivt. Man kan styrke sine angreb ved at bruge et point fra POWERBARen, og på den måde sikre sig sejr. Men dette koster også, for er man for grådig og bruger det meningsløst, kan man ende ud i en situation, hvor man bliver høvlet.
Når POWERBARen er på MAXIMUM kan man udføre karakterens MAX Special, som er et meget visuelt og prangende angreb, som foregår som et lille filmklip. Det skader en del og det ser mega fedt ud. På overfalden virker det hele skønt og intuitivt, men dog er sagen en anden.
Spillet er rigtigt unfair med inputs. Man skal være “frameperfect” på mange af sine inputs, og med en almindelige controller, kan det godt give nogle ømme fingre spidser. Der er nogle ekstraordinært mærkelige retningsbestemte angreb, som ikke helt giver mening i praksis – altså det kan sagtens lade sig gøre, men kigger man på “move listen”, kan det skabe en del forvirring.
Når man spiller på en sværhedsgrad over 2 (fra 1-5), så skal man være ekstremt dygtig, hvis man skal have en chance – samtidig med ekstremt heldig. For i den sidste kamp, i Storymode, er det ikke alene unfair, det er helt igennem frustrerende, hvad man bliver udsat for. Det er genstart, på genstart, på genstart, uden at motivation til at fortsætte.
Dette er som sådan ikke et problem hvis man virkelig er til den slags sværhedsgrader, men det er vigtigt at være obs på sin sværhedsgrad.
Alt i alt er The King OF Fighters XV et godt skud til endnu mere vestligt genkendelse. Det bliver nok aldrig et afslappet fænomen, men det har helt klart sin merit hos de danske fighterfans! Flotte animationer, utroligt dybt gameplay og sjove karakterer er en opskrift god, gammeldags morskab.