Du inviteres hermed med på en nostalgisk rejse tilbage i tid til point’n’click spillenes guldalder. Monkey Island lægger igen ryg til en eventyrlig charmerende skattejagt, hvor gamle ven- og fjendskaber genfødes.
Nostalgi kan være en lidt underlig størrelse. Det er videnskabeligt bevist, at vi
over tid selv former vores hukommelse og herigennem henholdsvis glorificerer
eller overdriver både gode og dårlige minder. Det kan selv sagt skabe problemer
når man genbesøger noget, som driver rundt i hovedet indhyllet i en lyserød
sky. Monkey Island serien står i sin genre som noget af det ypperste – især de to
første titler hvor Ron Gilbert og Dave Grossman stadig stod ved roret. Gilbert og
Grossman er nu tilbage – efter mere end 30 år siden Monkey Island 2: LeChuck’s
Revenge – med Return to Monkey Island har de reelt kreeret en treer som
hylder de to første spil og nøjsomligt vælger fra efterfølgende titler. Et modigt træk, som – du nok kan se fra karakteren – er lykkedes langt hen ad vejen.
Spillet bliver sparket afsted direkte i forlængelse af 2erens cliffhanger afslutning
i en forlystelsespark med pirattema. Inden du kan komme ud herfra stifter du
kendskab med spillets moderniserede styring, hvor havet af udsagnsord nu er
erstattet af en markør som er kontekstuel til begivenhederne. Sagt helt kort: Du
har som oftest blot få muligheder når du trykker på ting i stedet for at skulle
gætte ud fra en lang liste.
Ellers er alt som du ville forvente. Forskellige problemstillinger skal løses, det
kan være at åbne en dør eller finde en mønt du kan kaste i en brønd. Sjældent
er det dog så let og indlysende som det umiddelbart synes, og det er op til dig at
gennemskue hvilke ting du skal kombinere for at komme frem til det ønskede
resultat.
Det er naturligvis ethvert point’n’click eventyrs akilleshæl. Stemningen kan være
nok så fin, men alt for meget trial and error hiver bare én ud af fordybelsen.
Return to Monkey Island rammer heldigvis en rigtigt fin balance her. Selv om
man nogle gange skal tænke surrealistisk, så er der alligevel en ganske fin logik
til de enkelte problemer. Det giver også en større tilfredsstillelse når du endelig
får hul på det og godt kunne se at løsningen hele tiden var lige foran øjnene på
dig. Der er lidt genbrug og så er der sekvenser hvor der er en del løben fra A til B til A til B, men overordnet set er jeg rigtigt glad for det arbejde der tydeligvis er
lagt i at få det hele til at passe til stemningen.
Skulle du dog alligevel komme længere ud end du kan bunde, så har spillet tre
ganske glimrende tilføjelser. For det første kan du finde en købmandsliste over
dine nuværende opgaver – hvilket kan være rigtigt rart, hvis du ikke lige kan
gætte hvad du egentlig nu skal. Dernæst er der indbygget en magisk hintbog,
som skubber dig i den rigtige retning ud fra hvor du allerede er i spillet. Endelig
så har du fra starten valget mellem to forskellige sværhedsgrader, som dybest
set tilføjer/fjerner skridt i nogle af problemerne. Samlet set er det med til at
gøre spillet utroligt brugervenligt samtidig med at garvede gamere kan få den
fulde pakke.
Der hvor Return to Monkey Island virkelig skinner er i hele omfavnelsen af den mytologi som det første spil grundlagde. Guybrush Threepwood – igen med Dominic Armatos stemmes varme og charme – indfinder sig inden længe på Mêlée Island. Fra dit første møde med den udkigspost der står i mørket ved siden af et flammende bål drages du tilbage til de skridt, som du måske – som jeg – tog for 30 år siden. Byen ligner stort set sig selv, komplet med gamle kendinge, lokationer og gags. LeChucks skib holder forankret og din første store mission er at snige dig ombord herpå – helst uden at blive genkendt. Forviklingernes komik kører herfra, for intet er selvfølgelig så simpelt som det synes på overfladen.
Fortællingen er på en standard som gør originalen ære, og fra soundtrackets første karibiske toner plinger ind sidder du smånynnende i en helt anden mere uskyldsren verden. Den grafiske stil er justeret, og de lettere surrealistiske streger krævede for undertegnede lige noget tilvænning. Efter lidt tid var det dog sekundært og jeg begyndte at bemærke de mange små detaljer der gemmer sig bag de kantede udtryk. Det er på mange måder virkeligsfjernt, og det passer jo temaet helt perfekt.
Hele oplevelsen er rimeligt hurtigt overstået, og vil – uden hjælpemidler – tage en gennemsnitlig gamer små otte timer. Spillets natur gør, at der ikke er det vilde at komme tilbage til herefter. Men hvad gør det, når du er underholdt hele vejen igennem? Det er en glimrende fortælling der hviler på solide mekanikker som kun sjældent knirker. For undertegnede var det et til tider næsten rørende genbesøg, som jeg nød fra ende til anden. Har du trådt dine trin Mêlée Island før, så skylder du dig selv endnu et eventyr med Guybrush. Andre kan sagtens starte her.
Tak til Devolver Digital for at gøre denne anmeldelse mulig.