Historiefortællerne fra Don’t Nod er tilbage med endnu et vel spundent eventyr. Vi kommer denne gang ud i en moralsk gråzone, hvor kærlighed truer med at gøre blind. Gør dig klar til en tur til den nye verden, hvor et mysterium ulmer i en grå tågedis befolket med genfærd.
Selv om franske Don’t Nod på papiret har bevæget sig godt rundt mellem genrer, så har et gennemgående træk hele vejen været deres fokus på en god fortælling. Det gjorde sig gældende for deres gennembrud Life is Strange tilbage i 2015. Et tidsmanipulerende eventyr i den genre som Telltale ellers var ved at overbefolke på det tidspunkt. Det gjorde sig lige så meget gældende i magiske Jusant, som var en meditativ ekstravagance, som efterlod dig som ene klatrer at et massivt tårn. En oplevelse og en fortælling som sad i dig efterfølgende.
Nu gør det sig så gældende igen i deres nyeste udspil Banishers: Ghosts of new Eden. Et action-eventyr, med RPG elementer, set fra en tredje persons perspektiv, der nok mest drager paralleller til selskabets lidt underkendte ”Vampyr” udgivelse. En oplevelse der transporterer dig tilbage til slutningen af det syttende århundrede, hvor den nye verden strækker sine uudforskede vidder foran dig. Inspirationen taget fra den virkelige verden, men strøet over med overnaturlige elementer i et eventyr, hvor spøgelser er et virkeligt og meget farligt element i den i forvejen barske dagligdag.
Spillet tager sit udgangspunkt i en sørejse over Atlanten. Vi møder for første gang spillets to hovedpersoner: Antea samt Red, der er en duo af åndefangende ”Banishers”. De er blevet tilkaldt til en koloni i New England af en fælles bekendt. Vel ankommen til landjorden skal du finde frem til byen og efterfølgende forsøge at komme til bunds i den forbandelse der plager stedet. Hele denne sekvens fungerer også som let lille tutorial, hvor styring, kamp og interaktion med omgivelser bliver indlært.
Det hele går selvfølgelig frygteligt galt, og ender med at Antea må lade livet. (let spoiler, men noget som fremgår i omtalen af spillet). Herefter er hun et spøgelse; og i fællesskab med Red, skal hun forsøge at håndtere dette, samtidig med at de skal til bunds i de begivenheder som plager området. Det åbner selvfølgelig for en del moralske dilemmaer, hvor den mest åbenlyse selvsagt er, at Artea pludselig er det som hun selv jager.
De konstant dunkle og tågedækkede omgivelser byder på et utal af fjender, som skal teste dine egenskaber med din controller. Fem forskellige sværhedsgrader sørger for at du kan tilgå spillet som du har lyst – noget der er rigtigt rart i en historietung fortælling. De forskellige ånder, gespenster, spøgelser og hvad man nu vil kalde det kommer i forskellige variationer. Kampene er en kombination af sværdkamp og krudtvåben. Det sker på helt klassisk facon i en kombination af udfald, parering og rullefald. Du har mulighed for at låse fast på given modstander, hvilket altid er rart i kampens hede.
Alt sammen fuldstændigt klassisk og det fungerer fuldstændigt efter hensigten dog uden at føje noget som helst i forhold til den allerede velvoksne gruppe af konkurrenter. Reelt set er variationen relativ lav og kampene føles lidt for hurtigt som et nødvendigt onde. Heldigvis er der mere tyngde i de begivenheder der binder spillet sammen. Den underliggende historie er bestemt værd at følge og dertil er der forskellige interessante mysterier, som man kan tilvælge undervejs.
De forskellige opgaver byder alle på en kombination af kamp men også indsamling af spor – sidstnævnte lidt som en light udgave af Frogwares Sherlock spil. Det giver det hele et mere okkult præg, hvor gespensterne ikke nødvendigvis bare er bad guys. Ved slutningen af hver sag vil du tilmed have flere forskellige valgmuligheder, som spænder fra bare at bortmane det pågældende væsen til i stedet at lade de efterladte tage skylden.
Det er ikke nødvendigvis fuldstændigt indlysende, hvad der er det korrekte valg. Men du kan være helt sikker på at det vil have påvirkning på spillets slutning. Det initiale moralske dilemma, som Antea er kommet i, vil blive formet ud fra netop disse beslutninger, hvilket er med til at gøre det hele mere vedkommende. Faktisk er netop dette et af spillets helt store styrker, og hvis du lader dig forføre af kærlighedshistorien, som egentlig er hele kernen, vil du ende med at se bort fra de fejl og mangler der er.
For er man lidt krakilsk, så er der meget her der er set både bedre og mere gennemarbejdet. Vi har det lidt middelmådige kampsystem i en grafisk verden der ikke er vildt inspireret. Her er fyldt med ens kasser der bare skal afskære dig vejen og de ting du kan samle op er repræsenteret af de samme grafiske objekter, der bare tilfældigt ligger rundt omkring. Når man har siddet med et spil som The Last of Us Part II, så er der stadig bare en verden til forskel på produktionsværdierne. Måske ikke en decideret fair sammenligning – men spillene koster nu alligevel nogenlunde det samme at anskaffe sig, så måske alligevel.
Med det sagt, så ligger der stadig en interessant historie under det hele. Kombinationen af menneske og spøgelse bliver samtidig brugt intelligent – både når det drejer sig om at løse spillets gåder men også i hele fortællingens forløb. Det er fremragende tænkt, at man skal løse hvorfor folk bliver hjemsøgt – også selv om spillet godt kunne have lidt større tiltro til vores evner som detektiver, da vigtige spor altid vises med et særligt ikon. Banishers: Ghosts of New Eden endte faktisk som en lille positiv overraskelse, som skal nydes på dets termer. Det er ikke en AAA-titel, men derimod en dragende historie om overtro, spøgelser og ulykkelig kærlighed. En lille anbefaling herfra.