Det har vitterligt været en hård fødsel. Efter flere udsættelser er Suicide Squad: Kill the Justice League endelig landet. På papiret et kærlighedsbarn fra Rocksteady – skaberne af den fremragende Batman: Arkham trilogi. Det kan da ikke gå helt galt. Eller kan det?
Ventetiden har været lang siden Rocksteadys sidste kapitel i Arkham trilogien. Arkham Knight ramte gaderne tilbage i 2015 og var en ganske effektfuld slutning på en serie, der nok havde sit højdepunkt med toeren. Nu er det blevet din tur til at indtræde i rollen som the Suicide Squad. Fire personligheder der umiddelbart ikke kan bliver meget mere forskellige: Deadshot, Captain Boomerang, Harley Quinn samt King Shark.
Spillet tager sit udgangspunkt i en noget undervældende introduktion, hvor man på skift skal styre de fire forskellige hovedpersoner i en stort set identisk sekvens. Det er fortællemæssigt utroligt kluntet og det virker fuldstændigt overflødigt, at man skal igennem samme tutorial fire gange. Problemet er nemlig, at man allerede her bliver pinligt opmærksom på, at de fire hovedpersoner styres stort set identisk.
Den primære forskel er faktisk måden de bevæger sig på: King Shark kan bruge sin styrke til at lave nogle ekstremt høje hop – Hulk style. Deadshot bruger et jetpack. Harley Quinn kan svinge sig under en flyvende robottingest og Captain Boomerang kan teleportere sig via en boomerang man kaster i given retning. Alt foregår med de samme knapper, og forskellen er dybest set hvor intuitivt det er. Kort fortalt: Captain Boomerang og Deadshot fungerer fint. De to andre…. Not so much.
Det viser sig, at jorden er under belejring af rumvæsner styret af superskurken Brainiac. Hurtigt hopper vi fortællemæssigt tilbage til tidspunktet da vi blev angrebet og tidspunktet hvor Suicide Squad af ren nødvendighed blev dannet. Hele Justice League – på nær Wonder Woman – bliver nemlig mentalt styret af Brainiac, og I er vitterligt jordens sidste håb. Mellemsekvenserne er fra starten af fin kvalitet, og man kan tydeligt mærke at Rocksteady er inde i hele mytologien.
Hele fornemmelsen af, at man er et hold af mildest talt uligevægtige personligheder er noget der tydeligvis er blevet gjort en del ud af. Dialogen er for det meste vel skrevet, og man varmer lige så stille op til de fire. King Shark, som tydeligt er inspireret af Drax med hensyn til at levere sine dead-pan bemærkninger. Captain Boomerang, der konstant spyer jokes af og Harley Quinn med sin overgearede personlighed. Deres individuelle historier og ikke mindst deres forhold til enkelte medlemmer af Justice League er med til at give den ellers noget flade historie lidt tyngde.
Nu har jeg så prøvet at fremhæve hvad der gør de enkelte personer unikke. Problemet er bare, at spillet dybest set ikke er særligt interesseret i at dette skal være tilfældet. Af en eller anden årsag har man nemlig valgt at tage Rocksteady, der om nogle har formået at opbygge personligheder i spil, hvor man ofte bare udforskede og udviklede Batman og tillagt dem at bygge hele konceptet op omkring en looter-shooter der mest af alt minder om en fattigmandsversion af Destiny.
Allerede tilbage i spillets tutorial bliver dette nemlig mere end tydeligt. Alle spillets fire figurer har nemlig to skydevåben, som er deres primære måde at bekæmpe fjender på. Disse er alle variationer af shotgun, sniper, SMG osv. Disse kommer så igen – helt på Diablo og Destinymaner – i forskellige farvekoder, der definerer hvor sjældne og særlige de er. Forskellen er dog mestendels et spørgsmål om hvor meget skade de gør.
Du kan sagtens vælge at spille solo, hvorved du selv vælger hvilken af de fire du vil styre. Noget der så ikke gør den store forskel på nær hvilken måde du transporterer dig rundt på. Du kan dog også vælge at spille sammen med andre, så holdet kan blive befolket med rigtig intelligens. Noget der selvfølgelig giver spillet en social dimension, men som ellers ikke gør det store.
Et stort problem er, at selve spillets område føles helt utroligt lille. Du slippes løs i Gotham, men eftersom alle figurer bevæger sig utroligt hurtigt, så foregår næsten alt bevægelse i luften hen over et område uden særegne kendetegn. Under dig spawner modstandere konstant i små grupper, som du og dine fæller ellers kan bruge et øjeblik på at skyde. Til at starte med føles disse opgør ganske underholdende; du zoomer rundt om fjenderne og bruger dine våben. Det viser sig dog hurtigt, at der ikke er meget mere i det end lige præcis det.
Du kan løbende vælge missioner, som sender dig frem og tilbage på det lille kort. De er helt enkle variationer af: Skyd X antal fjender, forsvar et eller andet eller destruer et eller andet. Disse missioner bliver bundet sammen af de ellers fine mellemsekvenser, der prøver at få dig gejlet med gennem den tidligere omtalte fine interaktion mellem figurerne. Samtidig møder du andre superskurke såsom the Penguin, Poison Ivy og Lex Luthor som alle får en større eller mindre rolle i historien.
Spillets primære omdrejningspunkt, og der hvor det kunne forsøge at løfte sig op fra massen burde være i opgørene mod the Justice League. En tidlig sekvens på et Batman museum, hvor den navnkyndige flagermus jager jer sætter et kim til hvad man kunne få ud af Superhelte gone bad. Men selv her kan man mærke at det hele er gået lidt stærkt og potentialet bare ikke er udnyttet til fulde. Værre bliver det desværre kun herfra, og boss-kampene er ekstremt trivielle sager hvor ikoniske heltes død er gjort til spørgsmål om at undvige ting og skyde andre ting.
Udfordringen er her helt klart, at man både har ville lave et single-player spil samt et multi-player spil. De to ting harmonerer bare uendeligt dårligt med hinanden. Grundet at begge ting skal være mulige, så ender alle opgør med at være helt simple spørgsmål om at skyde. Det hvad enten du er alene eller tre andre er sammen med dig: I skal bare skyde på ting. Har man prøvet et raid i Destiny, så ved man hvordan dette kan strikkes sammen til en gruppe og man ved samtidig hvorfor dette ikke kan gøres solo. Her bliver det hele trukket ned til laveste fællesnævner.
Man kan sagtens se et sundt hjerte banke et sted i spillets midte. Historien er for det meste god, grafikken er ofte både detaljeret samt flydende og lydsiden sidder lige i skabet. Det hele er bare presset ned i en spilmekanik, som bare ikke giver nogen mening. Efter det mislykkede Avengers skulle man tro at udviklerne var blevet klogere: Vælger du at gå med superhelte eller skurke, så brug da i det mindste deres evner. På overfladen masser af potentiale men underliggende en utroligt generisk shooter.