Another Code: Recollection repræsenterer et nyt kapitel for mig, da jeg først stiftede bekendtskab med serien i forbindelse med anmeldelsen af spillet. Jeg har derfor lavet lidt research omkring spillets baggrund og historie. I midten af 2000’ernes gyldne æra oplevede Nintendo’s DS og Wii en betydelig succes, som ikke kun skyldtes deres ikoniske franchises og imponerende spilkatalog, men også evnen til at nå et bredt publikum med “Touch Generation.” Dette resulterede i spil, der appellerede til alle aldersgrupper og udnyttede platformenes intuitive styringsmuligheder for at skabe mere afslappede spiloplevelser.
Another Code, udgivet både på DS som Two Memories i 2005 og på Wii som R: A Journey Into Lost Memories i 2009, udgjorde et eksemplarisk bidrag til denne tilgang. Spillene, skabt af det nu opløste studie CiNG, fusionerede den japanske visuelle roman-genre med det mere traditionelle point-and-click-eventyrspil, velkendt i Vesten. Deres popularitet bukkede imidlertid ikke kun under for en dyb fortælling og udfordrende gåder, men også for den unikke atmosfære, visuelle præsentation og nyskabende brug af styringsmetoderne, især karakteren Ashley Mizuki Robbins.
Med lanceringen af Another Code: Recollection på Nintendo Switch får fans nu en HD-restaurering og en samling af begge spil. Formålet er at tilfredsstille den eksisterende fanbase og måske tiltrække interesse fra nostalgiske adventure-elskere. Den grafiske opdatering resulterer i skarpe og smukke billeder, men med en omkostning. Mange af de oprindelige gåder er blevet fjernet eller ændret for at tilpasse sig Switchens skærmformat og touchfunktion. Dette kan måske skuffe trofaste fans, men det er en nødvendig justering for at imødekomme den nye platform og potentielt tilføre seriens fans friske elementer at glæde sig over.
Recollection adskiller sig fra den forældede top-down gameplay fra DS-originalen og den mærkelige point-and-click-rulning på siden, som Wii-efterfølgeren benyttede sig af. Det introducerer i stedet et moderne tredjepersonsperspektiv og fuldt udforskellige 3D-områder, hvilket kan sammenlignes med Life Is Strange, men rettet mod et yngre publikum. Grafisk løfter HD-versionen karakterdesignet og kunsten, hvilket kan appellere mere til moderne spillere. Hovedpersonen, Ashley Mizuki Robbins, er igen i fokus og bærer i høj grad spiloplevelsen, mens andre karakterer, på trods af ekstra tekst og objekter, kan virke overfladiske. Historiemæssigt behandler begge spil typiske temaer fra barn til voksen og berører emner som afhængighed, hvor det første spil skiller sig ud med en strammere og mere veludviklet fortælling sammenlignet med efterfølgeren.
Desværre lider spillet af tekniske problemer som langsomme kamerabevægelser og forsinkede menuer, hvilket påvirker den samlede spiloplevelse negativt. Mens serien sandsynligvis har sin appel på en Nintendo DS, opleves den på Switch som en langsommere oplevelse. På trods af disse udfordringer inkluderer denne version funktioner som Navigation Assist og Puzzle Hints, der kan være nyttige for både erfarne spillere og dem, der ønsker en mere afslappet introduktion.
Mens Ashley imponerer, mangler meget af den overordnede mystik omkring hende. Two Memories’ historie har kun et par meningsfulde karakterer, hvilket resulterer i en forudsigelig udvikling, der antydes kraftigt hele vejen igennem. Journey Into Lost Memories undgår i nogen grad dette problem takket være en større rollebesætning af karakterer med underholdende sideløbende historier, der direkte væves ind i den overordnede handling. Begge halvdele stoler dog stadig for meget på slidte hukommelsestroper.
De fleste afsløringer finder sted, når Ashley eller en anden karakter tilfældigvis husker noget på et belejligt tidspunkt, normalt udløst ved at træde ind i et nyt sted. Hyppige flashbacks og forudsigelige vendinger i historien resulterede i en udmattende oplevelse mod slutningen. Den omarbejdede afslutning af Journey Into Lost Memories er dog et positivt højdepunkt, der giver Ashleys historie en stærkere, varmere og mere følelsesmæssigt rørende afslutning. Overordnet set synes fortællingen bedre egnet til et nyt publikum, der ikke har oplevet hver enkelt vending og drejning i titler som Ace Attorney, Professor Layton og Life Is Strange, som jeg har.
Samlet set kan man betragte Another Code som en tidlig pioner inden for stilen, man kan finde i moderne valg-har-konsekvenser-spil. Uden de teknologiske tricks fra 2000’erne formår selv ekstra stemmeskuespil ikke fuldt ud at forny oplevelsen for det moderne publikum, hvilket potentielt kan opleves som en smule monotont og forudsigeligt. De, der allerede er fans af serien, har sandsynligvis allerede skaffet sig spillet. Hvis der dog er nogen derude, som overvejer at tage fat på Another Code: Recollection, kunne det være værd at overveje at vente på et godt tilbud.
Tak til Nintendo og Bergsala for, at gøre denne anmeldelse mulig.