Zelda-serien er tilbage, denne gang med en direkte efterfølger af det anmelderroste “Breath of the Wild”, som udkom sammen med Nintendo Switch-lanceringen i 2017. Der er gået 6 år – i skrivende stund – og mange fans, mig selv inklusiv, har ventet i spænding efter den legendariske første teaser fra E3 i 2019.
Nu er Tears of the Kingdom til at finde, i mange hjem verden over, og derfor har jeg følt det har været vigtigt at lade min egen hype og bias blive på hylden, og derfra samle mig et overblik over hvad denne titel har at give.
Læs eventuelt vores anmeldelse af The Legend of Zelda: Breath of the Wild.
Et Ny-tænkt Hyrule
Kongeriget Hyrule, er som ofte, det sted et Zelda spil befinder sig, men forskellen på de andre Zelda-titler og Tears of the Kingdom er, at denne udgave af Hyrule, er den samme som i Breath of the Wild – dog med ændringer… mange ændringer.
Set på kortet er kontinentet det samme. De samme områder, landemærker, naturfænomener m.m. Men grundet de katastrofale ændringer der er foregår da, Link og Zelda finder en mumificeret Ganondorf, bliver kongeriget revet i stykker og sat sammen på ny.
Der falder øer ned fra himlen, der kommer store huller i jorden og Zelda og Link bliver overtrumfet. Denne katastrofe laver grobund for, at Hyrule nu føles som en helt ny legeplads. Hyrule er nu til at bestige i 3 forskellige niveauer – det kommer vi tilbage til.
Der er nye fjender, blandt andet Like Likes og Horriblins, og den helt nye skare af AIs kaldet constructs.
Derudover, er hele spillets historie og tematik bundet op omkring det største mysteirie i BotW, nemlig “Zonai-folket”. Det utal af ruiner mange har spekuleret over, bliver nu proppet ned i halsen på os, og vores indre arkæolog kan mæske sig i detaljer der pludselig giver mening. TotK smelter mange mange mysterier sammen fra BotW og giver forklaringer på en masse, som var deep-lore eller semi fortællinger. Der er en masse at gå på opdagelse i, selvom at verdenen i bund og grund er den samme.
Med en helt masse nye evner, shrines, og strategier er Tears of the Kingdom, ikke BARE en efterfølger til vores kærlige BotW, men en overhaling af ting der har været so-so førhen. Der er en reel trussel i dette spil, og det føles virkelig som om, at der er noget på spil.
En Ultra-helt
Links nye evner kommer fra hans nye arm, som han får i forbindelse med hans første møde med Ganondorf. Denne arm er den 1. konge af Hyrule, Raurus, arm. Link skal derfor lærer at bruge sine nye evner, på en flyvende ø, som har samme funktion som The Great Plateau. Her er vi på et mindre område, som først åbner sig op når vi har fuld kontrol over de mange – helt igennem sindsyge – evner som Link skal bruge, for at rede Zelda og Hyrule.
Lad mig lige zoome ud engang… Den vildeste, helt igennem sindsyge evne “Ultra-Hand”, er den første evne Link skal gøre brug af. Denne evne minder en smule om Magnesis-runen, men på steroider. Man kan sætte alle tænkelige ting sammen til, broer, tømreflåder, biler, flyvemaskiner og alt hvad man lige kan tænke sig til. Det er helt igennem fantastisk hvad denne evne kan. Det eneste det kræver er lidt god fantasi og så nogle zonai-devices – så er man kørende, eller flyvende, eller sejlende. Evnen er ikke helt vildt intuitiv og jeg må da indrømme det tog mig et par timer til, rent faktisk at fremmane de skjulte kræfter. Den er sågar lidt svær at styre i starten, da man kan bevæge objekter i alle tre dimensioner. Men når først kontrollen sidder i fingrende, så går det løs.
De andre evner er også rigtig gode og vigtige, men jeg havde brug for at highlighte ultrahand, da den virkelig kan gå hen og smadre spillet og sikre spilleren timevis af sjov, i form af at kreere og bygge.
Den næste vigtig-vigtige evne er fuse. Denne evne er mere brugbar i generelt regi, da verdenen foresager “decay” på våben. Decay er et fænomen der får metalliske skjold, håndvåben og skjolde til at være rustne og slidte, men de kan kombineres med stort set alle drops og ja, våben. Dette giver mere skade, bedre holdbarhed og nogle gange magiske evner, hvis man kombinere med f.eks. ædelstene eller elementale-fjenders drops. Man kan “fuse” alt undtagen buen, da det så er hver enkelte pil man fuser med.
Så har vi “ascend” som bevæger Link i en opadgående retning, igennem hvad end der er over dig – næsten. Link kan penetrere alle lofter såfremt de er nogenlunde plane og tæt nok på. Denne evne er specielt god til når man udforsker huler eller brønde, og har brug for en hurtig flugtvej.
Så har vi Recall, som kan skrue tiden tilbage på objekter og fjender der har været i bevægelse. Denne evne bruges oftest når man skal bestige en nedfaldent klippe, for at komme højt op i luften. Jeg har personligt ikke brugt den synderligt meget, kun når spillet har husket mig på det i form af en gåde eller en førnævnt klippe. Den er fed nok, men den er ikke ligeså alsidig som de andre evner.
Link får senere låst op for endnu et par evner, som jeg vælger at undlade at skrive om.
Skylands, Kongeriget og Chasms
Der er også Shrines, som er meget sjovere end forgængeren. Der er langt flere muligheder at klarer de forskellige opgaver på. Disse Shrines er ligesom dem vi kender fra BotW. Det er via dem, man får mulighederne for, at få mere liv og energi. De er samme procedure.
Sheikah Towers er blevet til Skyview Towers, som skyder Link højt op i luften og fungere som et bedre udspring til udforskning.
En af de største og mest banebrydende ændringer er, at Hyrule nu er delt op i 3 lag. Vi har det klassiske map som vi er bekendt med BotW, men derudover er der også kommet øer højt oppe i luften. Der er har været meget fokus på disse øer i diverse trailere der er blevet udgivet, men størrelsen er slet ikke som forventet. Der er mange øer bevares, endda større områder med flere arkipelager. Men de fylder ikke nært så meget som man kunne tro. Der er dog stadig en masse at udforske deroppe.
Så er der chasms. Rundt omkring i Hyrule er der store huller med røde flammelignende røg der stiger op fra det mørke dyb. Tager man dykket ned i sådan et hul, bliver man hurtigt præsenteret for en af de fedeste – efter min mening – områder i Tears of the Kingdom. Der er et ligeså stort mørkt, uhyggeligt og gådefyldt sted under Hyrule. Her er der utrolig mørkt, så man skal bruge diverse værktøjer for, at få lyst sin vej op – f.eks. spillets nye planter og potions. Derudover er der også lightroots, som fungere som underverdenens “Skyview Towers”.
Når man aktiverer en lightroot, så lyser den et begrænset område op, hvorefter dette område også vil blive vist på ens kort. Jeg har brugt længe nede i dybet, rigtig længe. Jeg synes det er så interessant og spændende. Der er ennda en helt side-historie bundet op om det, hvor man møder en gammel kending, fra Breath of the Wild.
Chasms og Skylands gør lidt ved spillets pacing. Da der er meget nyt at udforske på en gang – denne gang i 3 planer i stedet for 1. Så kan det virke lidt uoverskueligt i forhold til, hvad man kan gå i gang med. Da TotK er openworld, opstod der tidspunkter hvor jeg kiggede på mine quests og kortet over Hyrule for, at finde ud af hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle jo helst også gerne have værktøjer og styrken til, at klarer de forskellige udfordringer spillet kaster efter en. Men heldigvis er der store hovedopgaver som giver et fingrepræg.
I nogle tilfælde er større ikke altid bedre, men det er det i den grad denne gang. Min wow-faktors sult er i hvertfald blevet stillet godt og grundigt gennem min playthrough af spillet.
Hyrule Føles Organisk Og Ægte & Truslen Er Stor
Noget af de som jeg lagde mærke til ret hurtigt var, hvor meget liv der er kommet til Hyrule. I Breath of The Wild, så man måske små landsbyer eller en sælger på sin rejse og så var det det. Men i Tears of the Kingdom, er der patruljer, survey-teams og langt flere små belejringer rundt omkring i kongeriget. Det får spillet til at virke meget mere livligt i forhold til forgængeren.
Derudover synes jeg også der er gjort noget ved NPCerne. Jeg har det som om, at jeg har fået mere ud af, at tale med dem i TotK end i BotW. De giver langt bedre hints og oplysninger og de har alle sammen noget på hjerte. Nogle kan endda finde på, at give noget mad eller lignende, bare for at snakke med dem.
Rundt omkring i Hyrule er der også små byggerier igang, som cementere ideen om, at folket stadig bygger kongeriget op efter hændelserne i BotW. Det har en rigtig “vibe” og det går lige i mig! Der er også kommet langt flere huler, grotter og underjordiske kamre som man kan udforske. Man kan finde mange skjulte skatte og mineraler hvis man hopper ned i de forskellige brønde der er at finde eller smadre et stenbrud op mod en bjergside. Der er mere samarbejde mellem de forskellige racer, som også puster livet tilbage i det ellers før halv-øde Hyrule.
Men selvom alt lyder som fryd og gammen, og alt virker som om at det løser sig. Så synes jeg også at truslen i dette spil er meget større. Grundet de begivenheder der sker i starten, hvor Link og Zelda for vækket Ganondorf. Så er der hele tiden noget der ulmer i baggrunden. Zelda er væk, Ganondorf er tilbage og Link skal bekæmpe afskyligheder for, at finde nøglen til at rede Hyrule på ny, med viden fra en glemt fortid.
Der er mere på spil. Dette kommer sikkert også til udtryk da alt foregår sideløbende med Links eventyr. Noget der var spændende, ved BotW var, at meget af den større handling foregik for 100 år siden.
Og selvom meget af historie fortællingen foregår i “nutid og for flere 1000 år siden”, så synes jeg det virker mindre ensomt. Det er hjertevarmende at så mange arbejder sammen om, at få Hyrule tilbage på sporet – men i samme ombæring er det også et større tab, hvis noget skulle gå galt. Det er i hvertfald sådan spillet rammer mig, og jeg elsker hvert sekund af følelsen.
Perfekt
Tears of the Kingdom er for mig, et perfekt spil. Jeg har forsøgt at forholde mig neutralt og lagt bias på hylden – som nævnt i starten af denne anmeldelse. Men med eller uden bias, kan jeg ikke sætte en finger på noget der kunne være gjort bedre.
Spillet kører i en meget bedre framerate end forgængeren. Der er mere adspredelse i fjender og quests. Der er tonsvis af ting at lave… og historien går lige i hjertet, på godt og ondt. Det er en fantastisk oplevelse, fra start til slut og derfor er spillet perfekt for mig.
Ja der er nogle småting der kan være lidt besværlige, men det er slet ikke noget der er værd at nævne, da det bliver overskygget af de fantastiske ting spillet serverer. Spillets templer er endda lysår bedre end Divine Beasts, da de rent faktisk minder om tidligere templer. Okay 2 af dem gør i hvertfald. De dog stadig meget åbne, og kan klares på et utal af måder – fantasien sætter grænser.
og Korok seeds er stadig en ting.
Jeg har meget mere på hjerte, men jeg vil heller ikke gå mere i dybden. Tears of The Kingdom er en oplevelse der SKAL prøves. Det er et absolut klasse spil og historie. Det bliver næsten ikke bedre. Der er mange timers underholdning, og det er aldrig for sent at give sig i kast med dem.
Tak til Nintendo og Bergsala for at gøre denne anmeldelse mulig.