Spider-Man

4.5 out of 6 stars
Spider-Man er en af de populæreste figurer i Marvels superheltekatalog. Vi er på tredje reboot i filmuniverset, og Wikipedia siger 37 spil siden 1982, der dog har det til fælles, at de ikke er ret gode. Jeg har godt nok ikke spillet alle, men dykker man ned i anmeldelserne, placerer de sig i det lidet flatterende område mellem katastrofalt elendigt og middelmådigt med enkelte positive elementer.

Det var Marvel selvsagt pænt trætte af, så de kastede en pose penge og eksklusive rettigheder efter Sony i håbet om, at de kunne rette op på Edderkoppens blakkede renommé. Opgaven landede på Insomniac Games’ bord, og det var omtrent det ultimative drømmescenarie for mig, eftersom jeg både knuselsker deres mange Ratchet & Clank-spil og ikke mindst det undervurderede Sunset Overdrive på Microsofts konkurrerende platform.

Tilbage i stalden hos Sony efter den mislykkede affære med Microsoft har de brugt de sidste fire år på at udvikle Spider-Man. At to af nøglepersonerne fra Sunset Overdrive-teamet blev kaldt ind som creative director og game director, lagde ikke ligefrem en dæmper på mit hype-o-meter, og jeg har været totalt tændt på spillet, lige siden det blev annonceret på E3 sidste år. Dog med en enkelt lille bekymring.

Videoerne viste tydeligt, at gameplayet – eller rettere kampsystemet – var stærkt inspireret af Batman Arkham-spillene. En spilserie, som jeg har et ambivalent forhold til. Den har dannet skole for rigtig mange spil, men det er hit and miss, om jeg kan lide dem – uden at jeg helt præcist kan sætte fingeren på hvorfor. F.eks. lærte jeg aldrig at holde af Shadow of Mordor.

Batman på speed

Kampsystemet er overraskende dybt, før man overhovedet er begyndt at opgradere, og det stressede mig i starten. Flere funktioner er lagt på simultan-tryk af skulderknapperne, og det kolliderede med min hjernes ringe evne til logisk at forbinde en L1+R1-prompt på skærmen med “de to øverste skulderknapper”. Jeg er formentlig lettere højre/venstre-blind, og samtidig har jeg svært ved at huske, om nummereringen starter fra toppen eller bunden.

Efter et par timer begyndte kampsystemet dog at komme ind under huden, og den indledende frustration over kompleksiteten blev afløst af glæde over, at kampsystemet netop er meget mere end at voldtage angrebsknapperne og undvige, når spillet prompter for det. Man kan pacificere eller afvæbne fjenderne med spindet, så de er sårbare over for almindelige slag og spark, og bruge væggene som afsæt til hurtige, diagonale angreb. Kampene handler om at bruge omgivelserne aktivt i alle tre dimensioner og udnytte, at man er langt mere agil end modstanderne.

Det er svært ikke at smile bredt, når det lykkes at danse rundt mellem fjenderne, Tarzan-svinge sig ind i maven på en bandit, sende ham vertikalt flyvende op i luften med en uppercut for derefter at gribe fat i ham med spindet og juggle ham i luften, inden man slynger ham i hovedet på hans makker. Spillet har en temmelig løs fortolkning af tyngdekraften, men det fungerer fint i superheltekonteksten uden at blive ufrivilligt komisk eller alt for “urealistisk”.

Under kampene opbygger man fokus, som med et tryk på d-pad’en kan omsættes til livsenergi. Der er ingen automatisk regeneration af liv, så det er nytteløst at gemme sig, når skærmen blinker faretruende rødt. Paradoksalt nok er man nødt til at opsøge faren, og dermed risikere at blive slået ihjel, for at redde sig selv. Det giver kampene kant, og det er bestemt nervepirrende at være i kritisk tilstand og være tvunget til at angribe fjenderne med nålestiksmanøvrer og bevæge sig ind og ud af krydsilden fra snigskytter. Hvis man derimod ikke har brug for livsenergi og fylder fokusmeteret, kan det veksles til et superangreb, som almindelige fjender ikke rejser sig fra igen.

Bosskampene er underholdende og består typisk af flere faser, hvor man skal udføre en speciel handling et par gange – alt imens man bliver overfaldet af en hær af fodsoldater. Spillet bruger også quick time events, hvilket jeg personligt helst havde været foruden, men smag og behag. Der er aldrig tvivl om, hvad man skal, og det er fint for folk som mig, der bliver stresset af bosserne i Bloodborne, hvor man bliver omdannet til blodig mos på nul komma fem, indtil man har lært deres angrebsmønstre at kende og fundet den rigtige strategi.

Dermed ikke sagt at kampene ikke er udfordrende, for det kan de godt være. Heldigvis er spillet meget gavmildt med checkpoints, så behovet for at genspille sektioner pga. dødsfald er meget begrænset. Spillet er voldeligt på en tegneserieagtig måde uden blod og afrevne lemmer. Spider-Man slår ikke fjenderne ihjel, så længe vi ikke tænker alt for grundigt over, hvad der sker, når almindelige mennesker bliver smidt ud fra tiende etage. Spillet er samtidig omhyggelig med at forklare, hvad man skal gøre for at komme videre, så på den måde er spillet meget børnevenligt.

Sandkasse ordinaire

Spider-Man er et open world-spil efter den velkendte skabelon, hvor spilområdet er opdelt i distrikter, og hvor man skal aktivere tre radiotårne i hvert distrikt, før interessepunkterne dukker op på radaren. Det er så old school, at det næsten gør ondt, men i det mindste er antennernes røde lamper lette at spotte, når man svinger sig gennem New York, og minispillet er simpelt og hurtigt overstået.

Der er svimlende mange sidemissioner, men man har ikke adgang til dem alle fra starten. De bliver tilgængelige i takt med, at man gennemfører historien. Der er en 10-15 forskellige slags missioner, men inden for hver kategori er det bare variationer over det samme tema. Tag et billede af en seværdighed, find en skjult rygsæk, afværg et røveri, udfør en given handling et antal gange, løs diverse minispil og gåder osv.

Belønningen for at gennemføre missionerne er forskellige former for tokens, som fungerer som betalingsmiddel for gadgets og opgraderinger. Derudover optjenes skill points, som bruges i tre opgraderingstræer med fokus på angreb, forsvar og edderkoppespind. De nye evner, diverse smarte dimser og dingenoter ændrer kontinuerligt gameplayet, og det forhindrer spillet i at blive alt for kedeligt på trods af sidemissionernes begrænsede diversitet.

En anden ting, der bryder monotonien, er spillets stealth-missioner. I udgangspunktet er jeg ikke synderligt begejstret for snigerspil, men jeg kan faktisk godt lide implementationen i dette tilfælde. Det er let at bevæge sig uset i højden og mellem skygger, og det var vældig skægt at udforske forskellige strategier til at uskadeliggøre fjenderne. Min eneste anke er, at det ikke altid er åbenlyst hvilke overflader, man kan klæbe fast på, mens man andre gange hænger så meget fast, at man er nødt til at hoppe for at komme fri, selv om det på tidspunktet ikke er det, man ønsker.

Når man spiller et spil som Spider-Man, er det vigtigt at føle sig som en superhelt, for at konceptet ikke falder til jorden. Og det gør man her. Det føles virkelig godt at svinge sig gennem byen. De dovne kan holde R2 nede og lade Peter Parker styre på autopilot, men det er der ikke meget skægt i. Jeg anbefaler en mere aktiv involvering, hvor man løber langs eller op ad husmurene og køber ind på webslinger-opgraderingerne, der bl.a. gør det muligt at kaste sig fremad uden at tabe højde.

En stor del af spillets underholdningsværdi består i at spindelvæve sig rundt mellem højhusene. Tiden mellem sidemissionerne er lige så interessant som at gennemføre dem, så på den måde er der en parallel til Crackdown, hvor jagten på orbs kunne få completionister til at gå amok. Spider-Man har en snert af det samme qua de skjulte rygsække, men udfordringen er udvandet ift. de føromtalte orbs, eftersom taskerne er markeret på kortet, de afgiver en slags tampen brænder-lyd, når man er i nærheden af dem, og de lyser op som et juletræ, når man aktiverer edderkoppesansen.

Det bedste Spider-Man

Historien er udmærket, og for mig var det et nostalgisk gensyn med klassiske personager som Keglekongen, Doctor Octavius og Norman Osborne. Humoren er et gennemgående element i dialogen, og Peter Parker er lige så flabet og rapkæftet, som jeg husker ham fra tegneserierne i slutfirserne. Det fungerer glimrende i spillet uden at blive anstrengende at høre på. Højdepunktet er dog skuespilleren Darin De Paul, der virkelig giver den gas og har en fest som J. Jonah Jameson. Man hører konstant brudstykker fra hans radioshow, der handler om at give stakkels Spider-Man skylden for alverdens ulykker.

Grafikken er pæn uden at være helt på højde med Sonys andre triple-A titler. Spillet er i 4K og HDR, hvis man har en PlayStation Pro og et tv, der understøtter det, men hvor andre spil overdriver effekten, er vi faldet i den modsatte grøft her. Der er flere detaljer pga. den udvidede farveskala, men man ser ikke meget til den øgede kontrast, som er et andet kendetegn ved HDR. Den nærmest uendelige draw distance gør det dog spektakulært at panorere ud over New York eller suse afsted mellem husene og over de tæt befærdede veje.

Insomniac Games har med overvejende held ladet sig inspirere af spil som Batman, Crackdown og InFamous, og det er rart at se at noget af charmen og galskaben fra Sunset Overdrive skinner igennem. Spider-Man er et udmærket spil, og det indtager en suveræn førsteplads i franchisen, selv om det falder i den klassiske fælde for sandkassespil, at sidemissionerne ender med at blive ligegyldige og et nødvendigt onde, der bare skal overstås.

Sony har givet Geek Culture en kopi af spillet til brug for denne anmeldelse.

One thought on “Spider-Man

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.