Splatoon 2

4.5 out of 6 stars

Det første Splatoon var designet til at udnytte Wii U-hardwaren på mange måder. Heldigvis er Splatoon 2 tæt på at dække de samme baser, og samtidig får vi en hel del nyt med og en endnu bedre single player-historie. Det er fortsat multiplayer, der er hovedattraktionen, og selv om man kan hoppe helt uden om, prikker spillet hele tiden blidt til spilleren om, at man hellere må komme online. Heldigvis er Splatoon 2 stadig et af de mest tilgængelige onlinespil, så selv de, der helst holder sig væk fra onlinespil, sagtens kan have det sjovt. Som i det første Splatoon gælder det fortsat om at få malet så meget af banen som muligt, før tiden udløber – og mere end modstandernes hold. Man kan skyde modstanderen, men man sætter dem kun ud af spillet i få sekunder, og de kan hurtigt komme tilbage til der, hvor deres holdkammerater er på banen.

Det første Splatoon fik en del ekstra indhold og masser af begivenheder i spillet, og Nintendo har lagt op til, at der kommer nyt indhold i et år efter udgivelsesdatoen i Splatoon 2, og de såkaldte Splatfests fortsætter i 2 år efterfølgende.

Malingen har et ekstra lag glitter, når man spiller solo.

Hvad med hardwaren?

Det første, der falder i øjnene er, at det er blevet markant flottere end forgængeren. Det er især tydeligt i byen, som er anderledes end den første. Her kører spillet fuld 1080p-opløsning mod forgængerens 720p-opløsning, men til dog kun med 30 billeder i sekundet. Til gengæld er der skruet op for alle effekter, og det ser mildest talt fantastisk ud. Det hjælpes godt på vej af, at byen er mere levende, og der er langt flere animationer end i etteren. Når man ser gengangere fra Splatoon er det også tydeligt, at de er langt mere detaljerede, så de får en kvalitet, der er langt tættere den vi kender fra computergenererede film. Så snart man forlader byområdet, stiger hastigheden til 60 billeder i sekundet, og der bliver skruet lidt ned for effekterne – dog ikke mere end at Splatoon 2 fortsat er en del flottere end forgængeren. Det gør heller ikke noget, for når først kampen går i gang, har man opmærksomheden andre steder.

På Wii U tjente Gamepad som et kort, der konstant viste status for slagets gang, og samtidig kunne man med et tryk på skærmen markere, hvilken medspiller, man ville hoppe hen til. Siden Switch ikke kan vise to forskellige billeder samtidig, må man i stedet trykke X-knappen, som åbner kortet, hvorefter man bruger gyroskopet til hurtigt at vælge, hvor man vil hen, som hvis man brugte en mus på en computer. Det er ikke helt så smidigt, og det er lidt irriterende, at man ikke kan se kortet samtidig med spillet, men det fungerer trods alt. Det kan dog undre lidt, at man ikke kan engang kan vælge position ved hjælp af et tryk på skærmen, når man holder Switch mellem hænderne. Gyroskopet er også fortsat den foretrukne styreform, og den er også den mest præcise. Mere specifikt styrer man sigtet med gyroskopet og bevægelse med venstre joystick. Man kan også rotere kameraet med højre joystick, men gyroskopet har førsteret på styringen.

Hvis man ikke kan leve med det, er det muligt at styre 100% med joystick, men det føles ganske hæmmende, når man først har vænnet sig til standardmetoden. Hvis man vil spille, mens man ligger ned, er det til gengæld den eneste måde at gøre det på, for gyroskopet kan ikke finde ud af positioner, der afgiver ret meget fra siddende position. Desværre har jeg også oplevet, at gyroskopet kan være upålideligt i JoyCons, så sigtet konstant trækker til den ene side. Den eneste måde at løse det på, som jeg har fundet, er at lægge Switchen på en plan overflade, sætte den til at sove og starte den igen. Af samme grund var jeg ved at blive ganske rasende, da jeg langt inde i en bane begyndte at opleve sigte-trækkeriet for første gang. “Fint, jeg slår motion control fra”, tænkte jeg, men det kan ikke lade sig gøre. Man skal være i et hub-område (enten byen eller mellem baner) for at kunne foretage nogen som helst ændringer i menuerne, og det er noget nær utilgiveligt.

Her gælder det om at huske at vælge udstyr – for man får ikke lov senere!

Musikken er også ny i Splatoon 2, selv om der dukker nogle temaer op, der virker velkendte. Det er fortsat en blanding af vrøvlet, boblet vokal blandet med ørehængende pop, elektroniske lyde og en snert punk-attitude. De to Squid Sisters-piger fra Splatoon er ikke længere værter. Den sidste Splatfest i Splatoon var med temaet Marie mod Callie. Marie vandt, og selv om alt tilsyneladende var vel, er Callie sidenhen forsvundet. Selv om Callie og Marie ikke længere er hovedfokus, er de dog ikke helt skrevet ud af historien. Man kan følge historien fra det første Splatoon op til Splatoon 2 ved at læse Squid Sisters Stories for at få lidt ekstra stemning, før man kaster sig over spillet.

I stedet har vi Pearl og Marina, som kalder sig Off the Hook. Interessant nok er Pearl en inkling – ligesom man selv er – mens Marina er en octoling. Hun har også mørk hud, hvilket faktisk er et sjældent syn, når det gælder Nintendofigurer. Hvis det ikke var for Twintelle fra Arms, ville hun formentlig være den første sorte heltefigur i Nintendos spilunivers. Man kan dog sætte spørgsmålstegn ved de valg, Nintendo har gjort med Marina. Det er grænsende til stereotypt med hendes store hørebøffer og at lade hende være DJ, mens den blege inkling styrer showet, men hun er omvendt tilsyneladende hele verdens darling, når fans taler om Splatoon 2. Uanset har japanske firmaer altid haft en lidt sær fortolkning af amerikansk kultur, og man må vel give dem lidt kudos for, at de har taget et par skridt mod at være mere inklusive. Der er ingen baggrundshistorie for, hvorfor hun, som den eneste octoling, bor i inklingernes Inkopolis, men det kunne være en interessant historie at udforske i DLC til spillet.

Kom nu, Mulle!

Mere end en opdatering

Onlinedelen er udbygget på flere måder siden det oprindelige Splatoon. Udover de oprindelige varianter Turf War, Splat Zones (King of the Hill), Tower Control (Domination med bevægelighed) og Rainmaker (Capture The Flag), finder vi nu også Salmon Run. Hvis du kender Horde Mode (Gears of War) eller Firefight (Halo), har du en idé om, hvad det går ud på, men Salmon Run føles alligevel som sit helt eget bæst. Der er en række forskellige boss-modstandere, som kun kan besejres på helt specifikke måder. Når det lykkes, får man gyldne æg, som skal transporteres til et bur på banen. Derudover er der en lind strøm af mindre fjender både før, under og efter boss-kampe, som forsøger at gøre livet surt for inklings. Man spiller 4 sammen ad gangen, og det er ren action fra start til slut. Bliver en spiller slået ud, kan de andre genoplive vedkommende ved at skyde med blækpistolerne på den redningskrans, der bliver liggende tilbage.

Man kan sagtens spille en enkelt runde, men man bliver belønnet eksponentielt mere, hvis man spiller flere runder i træk, og man kan hele tiden se, hvor langt man er fra at nå den næste belønning, hvilket sagtens kan hjælpe med til at friste med den evindelige en-gang-til (selv om det knap nok er nødvendigt, for det er vanedannende nok i sig selv). Det er ikke muligt at spille Salmon Run hele tiden, men det virker som om, Nintendo holder det åbent for det meste, og primært lukker ned for at der er en tidsbegrænsning i forhold til at nå de bedste præmier. I hvert fald har jeg kun været online en enkelt gang efter lanceringen, hvor det ikke var muligt at starte Salmon Run. Som tidligere bliver man orienteret, når spillet starter, hvilke baner og modes, det er muligt at spille på i øjeblikket.

Stemningen i spillet er ret gennemført.

Der er også tilføjet en mulighed for at spille sammen enten to eller fire spillere i de såkaldte League Battles, hvor man spiller en række kampe over to timer, hvorefter det bliver vist, hvem der har scoret flest point i løbet af perioden. Udover Salmon Run er det den eneste måde, man kan garanteres at spille sammen med sine venner, for i de øvrige multiplayer modes bliver man koblet sammen med tilfældige medlemmer fra omgang til omgang.

Det er dog ikke kun nye modes og baner; der er også nye våben, som giver mulighed for at bruge nogle markant anderledes strategier. For eksempel er der nu en paraply, som man kan bevæge sig bag og enten affyre et skud eller lade den rydde området foran en. Et nyt par pistoler i hver hånd åbner også for muligheden for at skyde hurtigere og lave sidelæns hop, som ikke lader sig gøre med andre våbentyper. Spiller man igennem historien, bliver man gradvist introduceret for de nye våben og deres styrker og svagheder, så det kan anbefales, før man kaster sig ud i at bruge dem mod andre spillere.

Her er Salmon Run i fulde omdrejninger.

Nintendos onlinedel

Selv om der er sket mange fremskridt, er der dog også sket tilbageskridt – og nogle af de helt basale ting, som burde være på plads i efterfølgeren, er ganske uforklarligt stadig helt håbløse eller ikke til stede. Det mindste tilbageskridt er fraværet af det lille minispil, som man kunne spille, mens man ventede på et onlinespil. Selv om det er væk, betyder det desværre ikke, at man så kan bruge tid på at skifte våben eller udstyr. I stedet kan man sidde og stirre på en lobbyskærm i op til adskillige minutter, hvis man er uheldig. Og er man helt uheldig, er der ingen anden vej ud af lobbyen end at lukke for spillet, for der er ganske enkelt ikke nogen knap til at forlade lobbyen, før den timer ud – hvilket dog både har fordele og ulemper. Siden nedtællingen for lobbyen virker totalt kaotisk og tilfældig, kan det dog være en mildest talt frustrerende oplevelse, men det bliver forhåbentlig rettet i en fremtidig version. Det skal dog siges, at al underholdning ikke er forsvundet fra lobbyen, og jeg vil blot opfordre til at eksperimentere lidt med controlleren, mens man alligevel sidder og venter.

Til gengæld er det heldigvis let at hoppe ind i et spil med en ven. Kampene tager sjældent lang tid, og vælger man menupunktet “join a friend”, skal man sjældent vente længe for at kunne hoppe med i et spil. Til gengæld er der den ulempe, at det ikke giver nogen mulighed for at kommunikere. For at tale sammen, skal man bruge Nintendos telefon-app og invitere til en lobby på konsollen og telefonen, hvor deltagerne så efterfølgende kan tale sammen – forudsat at de lader deres telefoner stå med skærmen tændt og uden at bruge andre programmer, så længe de skal tale med andre. Problemerne er dog værre end som så. Et spil som Splatoon 2 ville nyde godt af muligheden for at kunne kommunikere med sine holdkammerater, da man ellers blot må håbe på, at alle ved hjælp af telepati kan blive enige om den rette strategi. Indtil videre har det ikke haft den store successrate. Det er ikke engang muligt at bruge tredjepartsprogrammer som Discord, for selv om man samles en gruppe derinde, bliver man ikke opdelt i de hold, som spillet opdeler spillerne i, og så hjælper det ikke alverden at snakke taktik, da man så alligevel spiller med helt åbne kort. Nintendo må enten lave den her løsning færdig eller helt lade være fremadrettet, for det giver flere hovedpiner, end det løser problemer.

Til gengæld har mobil-app’en en fin oversigt over statistik for de seneste kampe, man har spillet, og det er muligt at bestille udstyr til sin inkling, som man så efterfølgende kan hente, når man starter spillet igen. Som i forgængeren kan man købe nyt grej i forskellige pris- og ydelsesklasser, som giver adskillige bonus-egenskaber. Våben kan også opgraderes, og det hele betales ved hjælp af den valuta, som man samler op både i multiplayer og i løbet af spillets historiedel. Ligesom i det første spil er The Great Zapfish forsvundet, og man må derfor kæmpe sig gennem diverse områder og bosskampe for at få orden i Inkopolis igen. Der er dog et lille twist i forhold til sidst, som jeg ikke vil afsløre. Til gengæld er det på sin plads at nævne, at denne del er længere end sidst og endnu mere varieret. Det føles som om, der er fundet inspiration i alt fra Titanfall 2s vertikalitet til Sunset Overdrives brug af rail-shooting, og samtidig er ideerne fra det første Splatoon udbygget og varieret yderligere. Selv hvis man aldrig spiller onlinedelen, er det pengene værd at spille Splatoon 2 for historiedelen – men det ville godt nok være fjollet, når onlinedelen er så sjov og lettilgængelig.

Selv om Nintendo desværre ikke har Miiverse på Switch, kan folk stadig lave tegninger.

Til gengæld er det ikke muligt at spille offline på en enkelt Switch. Man kan dog koble flere sammen med lokal wifi og spille Salmon Run, hvilket kan være meget fint, hvis man er fanget nogle stykker på et sted med upålidelig internetforbindelse. Det er dog lidt en bet, at det ikke er muligt at spille i split screen, når man bruger fjernsynet, og det betyder, at det ikke vil være et oplagt spil at spille med familien. Det vil i hvert fald være en dyr omgang med en Switch og en kopi af spillet per person.

Ikke overraskende er der understøttelse af Amiibo-figurer, og der er udgivet et par nye af slagsen i anledning af spillets udgivelse. Har man figurer fra det første spil, kan de dog også bruges, og det er endda muligt at gemme sin personlige inkling-udrustning på en Amiibo og tage den med hen til en kammerats maskine. Det er dog ikke nødvendigt at have Amiiboer for at nyde spillet.

Det er frustrerende, at Splatoon 2 gør så meget godt og alligevel begår så mange fodfejl, for man kan tydeligt se kvaliteter, men man kan så sandeligt også se et forspildt potentiale, som råber til himlen. Noget af det bliver formentlig rettet med opdateringer, men nogle af de værste problemer lader til at være designvalg, som kort og godt er forkerte. Her burde Nintendo lade deres udviklere snuse mere til hvordan andre udviklere håndterer onlinespil og lobbyer, for der er godt nok lang vej endnu – og det behøver ikke gå ud over børns sikkerhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.