Tekken 7

Tekken-serien er verdens bedst-sælgende kampserie. Den har været nært sammenkoblet med PlayStation-konsollerne, og nu er det syvende spil i hovedserien landet på PlayStation 4-konsollerne, men kan dog også findes på Xbox One og PC.

Vidt omkring

Det første Tekken startede sit liv i arcadehallerne, men hardwaremæssigt var det næsten identisk med den første PlayStations hardware. Derfor var hjemmeudgaven også en imponerende udgave, og efterfølgende har hjemmeversionerne typisk formået at overgå arcadeudgaverne enten teknisk eller på mængden af indhold. Udover de nummererede spil i serien har der været to “Tag Tournament”-varianter, hvor man kan skifte mellem kæmpere undervejs i kampen. Derudover har kæmperne i Tekken-serien været gæster i Street Fighter x Tekken, der blev annonceret samtidig med et Tekken x Street Fighter, som vi i skrivende stund fortsat venter på.

Derudover har der været nogle Pachinko-spil i Japan med Tekken-tema, men der er næppe mange vesterlændinge, der har haft fingrene i dem i forhold til resten af serien. Det er lige på grænsen til, at det knapt er relevant at nævne dem, men Tekken 7 er lidt ud over det sædvanlige. Det er en, lidt forsinket, jubilæumsudgivelse, og det bliver fejret med et spil, der samler op på det historiske. Udover at have et kæmpeudvalg af kæmpere og baner inkluderer Tekken 7 samtlige videoer fra alle Tekken-udgivelser – inklusive førnævnte Pachinko-spil (men dog ikke Street Fighter x Tekken). Alle hovedspil i serien har fået en lille opsamlingsvideo, som kort opridser handlingen i de enkelte spil samt deres åbningsvideoer fra henholdsvis hjemme- og arcadeversionen. Det er både godt og skidt, for selv om jeg har tilbragt et decideret usundt antal timer i Tekken-seriens selskab i tidens løb, har jeg aldrig formået at absorbere den historie, spillene fortæller. Det har jeg, desværre, nu. Den er grinagtigt dårlig, men som de dummeste actionfilm fra firserne kan den skylles ned med en passende mængde tequila – eller eventuelt skylles ud efterfølgende, hvilket jeg tager hul på, så snart anmeldelsen er overstået.

På plussiden er samtlige soundtracks fra serien også inkluderet, så skulle man blive træt af det inkluderede, kan man vælge sit favorit-Tekken-soundtrack eller ganske enkelt tilføje dem alle for variationens skyld. Det er god fanservice.

Corp mod Corp

Historien fortælles af en journalist, som har mistet sin familie i den krig, der har stået på mellem Mishima Zaibatsu, som drives af Heihachi Mishima, og G-Corp, som drives af Kazuya Mishima (som i øvrigt er Heihachis søn). Journalisten er dels opslugt af tanken om hævn, men samtidig vil han finde ud af, hvad der har forårsaget krigen mellem de to parter.

Kernen af fjendskaben stammer fra, at Heihachi forsøgte at dræbe Kazuya, da han var en lille knægt. Derudover er et ekstra twist, at Heihachi også slog Kazuyas mor, Kazumi, ihjel. Man forstår vel en vis modvilje fra Kazuyas side mod hans fædrende ophav, men der er altid to sider af en sag, og det er dem, journalisten langsomt udfolder med skrækkeligt stemmeskuespil og ganske fine 2D-tegninger. Der skiftes mellem håndtegnet 2D, grafik genereret af spilmotoren og egentlige videosekvenser. Desværre er alle flashbacks lavet sådan, at de bruger originale videosekvenser fra tidligere spil, og her ved jeg ikke helt, hvad udvikleren har tænkt, for det er mildest talt grimt at se krydsklipning mellem spritny grafik eller videoklip og video i PlayStation 1-kvalitet.

Til gengæld er de nye filmsekvenser ret flotte, og dramaet bevæger sig helt ind i kampene. På bestemte tidspunkter bliver der udløst særlige begivenheder, som normalt ville være holdt i filmsekvenser, og det fungerer ret godt. Nogle er dog mere velkomne end andre, for mens dramatiske sammenstød fungerer fint, er det mindre heldigt, når man ikke kan stole på, hvad health-baren viser i toppen af skærmen. Det giver ganske vist drama i øjeblikket, men det er mindst lige så frustrerende, som det er dramatisk. Et andet frustrerende element er, at man ikke på forhånd ved, hvilken person i filmsekvensen, man kommer til at styre, før spillet går i gang.

Når først man har gennemført alle kampe, der hører til historien, låser man op for en række små vignetter med en række af de andre kæmpere i spillet. De er koblet sammen to og to, og de er langt fra lige så seriøse som hovedhistorien, men de er til gengæld underholdende, og jeg havde gerne taget et par vignetter mere i bytte for historien. Det værste ved historien er dog, at man næsten intet lærer undervejs, så nybegyndere kommer på dybt vand, hvis de spiller på en højere sværhedsgrad end den laveste.

Net eller ej

Ud over historien er der en række forskellige måder at spille Tekken 7 på, og det er nok der, man vil tilbringe størstedelen af sin tid. Dels er der den traditionelle arcade-mode, hvor man spiller mod en række kæmpere og afslutter med den samme boss-kamp til sidst.

Der er dog kommet en sjovere mulighed. Treasure-mode giver mulighed for at vinde tilbehør til henholdsvis specifikke eller alle kæmpere. Det er muligt at lave nogle virkeligt absurde kostumer – tænk fisk på ryggen, flag på hovedet og lampe dinglende fra hoften – og gemme sine favoritter for hver kæmper.

Derudover er der selvfølgelig mulighed for traditionel 1-mod-1 multiplayer på samme maskine.

Går man online, er der selvfølgelig rig mulighed for at blive ydmyget på flere måder. Dels kan man spille uden rangliste, hvor man blot spiller for hyggens skyld. Mens man venter, kan man øve sig lidt med den kæmper, man har valgt, hvorefter man får besked, når der kommer en udfordrer. Jeg er ikke sikker på, om det er fordi, der næsten ikke er nogen spillere, der foretrækker at spille sådan, men der gik meget lang tid, før jeg fandt nogen, og af og til lykkedes det alligevel ikke at oprette forbindelse, når det kom til stykket. Der er dog kommet et par opdateringer, som har forbedret netstabiliteten, så det kan være, det bliver bedre over tid.

Det gik dog langt bedre, når man valgte rangliste eller turnering. Der er en del forskellige former for turnering, og alle spiller samtidigt på ranglisten. Alle kan se finalekampen, og man får penge tilsvarende for hvor langt, man er kommet i turneringen. Ranglistekampe prøver at matche dig med spillere omkring dine egne evner, og så gælder det ellers om at vinde flere, end man taber.

Tal på

I alt er der 20 forskellige baner at kæmpe på. Ud af dem er der seks, hvor man kan ødelægge dele af banen. De fleste er omgivet af vægge, men et par stykker er uden. Da Tekken 7 tilføjer ekstra skade ved sammenstød med væggene, er det værd at være opmærksom på. Der er 38 kæmpere at vælge mellem, og de er låst op fra starten af. To af dem adskiller sig fra resten ved at have en EX/Super-indikator. Det er henholdsvis Akuma, som er på udlån fra Street Fighter, og Eliza, som er vampyr. Det er lidt sært med to undtagelser fra reglen, men det ødelægger ikke balancen, så vidt jeg har kunnet fornemme.

Derudover tilføjes Claudio Serafino, som er en del af et hemmeligt italiensk eksorcistselskab. Den kæmpestore robot Gigas, som er langsom men hårdtslående, har sit modstykke i Josie Rizal fra Filippinerne. Hun udøver en blanding af den lokale kampsport eskrima og kickboxing. Katarina Alves fra Brasilien dyrker også det lokale i form af savate, der ligesom capoiera er danselignende i sin form. Den særeste tilføjelse er muligvis Lucky Chloe, der beskrives som en otaku og kæmper med en blanding af hip-hop-dansetrin og let blandede kamparter. Master Raven er en kvindelig ninja med sværd, og hun komplementeres fint af Shaheen, som er en saudiarabisk militærfyr med hang til tørklæde og øretæver. Hans kampstil er hurtig og kontant, og han er et god sted at starte, hvis man er ny til serien. Den sidste kæmper vil jeg ikke sætte navn på, da det er en spoiler i forhold til historien.

Når der kommer nye ind, forsvinder der som regel også andre. Heldigvis er der dog et vist overlap i kampstile, så i sidste ende er der som regel noget for alle. Jeg savner dog Lei Wulong og Mokujin fra tidligere spil, da de ikke har et reelt alternativ i udvalget af kæmpere.

Nybegyndere fortsat velkomne

På trods af de mange kæmpere og de 80-100+ angreb de hver især har, er Tekken 7 fortsat blandt de – relativt – lette kampspil at sætte sig ind i. Det skyldes først og fremmest, at kernen fortsat er den samme, som da serien startede i 90’erne; hver knap på controlleren repræsenterer en kropsdel, og vil man blokere, skal man blot rykke væk fra sin modstander. Når det er sagt, så er der selvsagt meget at lære, hvis man virkelig vil mestre spillet – eller bare en enkelt kæmper. Specielt fordi man ikke kun skal lære sine egne muligheder men også kende modstandernes begrænsninger. Det er dog ikke noget, der er unikt for Tekken-serien, og det er heller ikke nødvendigt for at have det sjovt med vennerne online eller på samme konsol. I spillets historiedel (og ingen andre steder) får begyndere også en håndsrækning i form af en række lettilgængelige specialangreb, som udføres ved at holde en ekstra knap inde sammen med de sædvanlige fire knapper. Hvis man starter fra bunden, kan det anbefales at tage et kig på denne guide til nybegyndere.

En serie som Tekken holder sig imidlertid ikke konkurrencedygtig i så mange år uden at forny sig undervejs. Der er derfor også denne gang små ændringer i den kendte formel såvel som helt nyt. Blandt de mindre ændringer er de såkaldte side-steps, hvor man manøvrerer på z-aksen, gjort mindre effektive ved at de er blevet lidt langsommere. Ligeledes er det blevet mindre effektivt at jonglere med modstanderen, så man i højere grad skal fokusere på at lave kortere, kraftige angreb på de mest fordelagtige tidspunkter. Samtidig er der kommet en bedre mulighed for dramatiske comebacks ved hjælp af de såkaldte Rage Arts. Når health-baren nærmer sig nul, får man adgang til Rage Arts og giver samtidig ekstra skade. Man kan enten vælge at udnytte den ekstra skade på traditionel vis eller ved at bruge et ekstra kraftigt angreb, som til gengæld stopper for yderligere kraftige angreb. Det er også blevet muligt at lave særlige angreb, hvor man ikke bliver stoppet, selv om angrebene blokeres. Det er ikke noget, jeg endnu har oplevet en reel slagside ved, da alt virker relativt afbalanceret. Skulle det ske, at dele af de nye systemer kan misbruges, vil udvikleren givetvis også patche spillet.

Endelig er der en rigtig lækker feature, som man kan gøre brug af, når man spiller alene på en konsol enten off- eller online: Man kan frit vælge, om man vil spille i højre eller venstre side, og så sørger spillet selv for, at man vender rigtigt mod modstanderen, hvis man spiller online. Således er det muligt at spille mod en modstander, hvor begge står i venstre side af skærmen – eller i højre, hvis man også er vant til at spille med MadCatz-controllere.

Uvirkeligt – på flere måder

Det, der for alvor er teknisk bemærkelsesværdigt i Tekken 7 er skiftet til Unreal Engine 4. Spillet kører stadig 60 billeder i sekundet, og visuelt er det meste langt mere detaljeret end i tidligere udgivelser. Det føles dog stadig umiskendeligt som Tekken, og visuelt er langt de fleste ændringer velkomne og byder på visse fordele for både spillere og udviklerne. Den mest indlysende er, at Unreal Engine 4 er kendt for at skalere vidt, og det betyder, at Xbox One og PlayStation 4 har en nogenlunde ens version, PlayStation 4 Pro har en pænere version, og på PC kan man opnå høj visuel kvalitet på selv en moderat maskine. Er man villig til at skrue ned til omkring 720p, kan man endda opnå 60 billeder i sekundet på nyere integreret grafikhardware.

Blandt de positive ændringer er der for alvor gjort brug af grafikmotorens fleksibilitet til at lave dramatiske kameravinkler og alverdens effekter, som langt fra var i samme liga tidligere. Det har dog en pris, og på PlayStation 4, som er den testede udgave, har kæmperne et lidt kedeligt, blødt udseende i kanterne, selv om baggrundene er flotte. Det skulle efter sigende være bedre på Pro-udgaven, og det vil det formentlig også være på Xbox One X, når den kommer til november. Jeg skiftede lidt rundt mellem udgivelserne på sidste konsolgeneration, og selv om de var mere pixelerede i kanterne, så kæmperne faktisk på flere måder lidt flottere ud. Dels var de ikke uldne i kanterne, men deres øjne var heller ikke småskæve og livløse, som det er tilfældet i Tekken 7. Heldigvis ser man ikke nærbilleder af øjnene det meste af tiden, men det er en ændring, der er svær at undgå at bemærke, når der er nærbilleder af kæmperne mellem kampene. Når det er sagt, så er helhedsindtrykket stadig, at Tekken 7 er flottere end forgængerne, og har man rette hardware, er det formentlig kun de sære, døde øjne, der skæmmer helhedsindtrykket.

Musikalsk byder Tekken 7 på et rigt udvalg af forskellige genrer. Alt fra elektronisk til rock og en blanding af folkemusikinstrumenter fra Japan og moderne beats. Som tidligere nævnt er hele seriens musikudvalg også inkluderet, så skulle den nye musik ikke falde i ens smag, så er der i hvert fald meget mere at vælge og vrage mellem. Lydsiden er derudover helt, som man ville forvente det i serien: Der er lige så meget smæk på, som man ville forvente af en arcademaskine, der prøver at fange mønterne i din lomme – eller MobilePay / hvordan det skulle forestille at virke i dag, hvis man snublede over en af de hellige, sagnomspundne maskiner, som desværre hører en svunden tid til i Danmark udenfor museer.

På den ene side er Tekken 7 en fantastisk pakke for fans af serien; der er mange kæmpere, der er masser af indhold, bonusindholdet er næsten en museumsudstilling værdigt, og der er en relativt velfungerende onlinedel. På den anden side er historien undervældende, nybegyndere må i lidt for høj grad lære på jobbet, og visuelt er resultatet kun acceptabelt uden at være spektakulært. Det største problem siden udgivelsen af forgængerne er, at konkurrenterne er rykket fremad, mens Tekken 7 er rykket sidelæns. Det gør ikke Tekken 7 irrelevant, og det er stadig et yderst kompetent kampspil, men det føles ikke essentielt.