Xenoblade Chronicles X

WiiU_XenobladeCX_TS_PEGI_PS_R4 out of 6 stars

I år 2054 er Jorden under angreb, og folk flygter i en bunke Ark-skibe. Ét at disse nødlander på planeten Mira, hvor du og de andre overlevende må forsøge at bygge et nyt samfund op.

Planeten er fyldt med dyr, såkaldte indigens, og nogen af dem skal have bank, mens andre nok bare skal lades være i fred. Nogle af dyrene er i specielt dårligt humør, så de er blevet døbt Tyrants og dem skal man passe på. Man skal også passe på en gruppe fremmede ved navn Prone, som konsekvent omtaler os kære jordboere som Alien Scum og prøver at udrydde os. Samtidig med det, skal Mira udforskes og kortlægges og ressourcer skal indsamles.

Xenoblade Chronicles X er for den originale Xenoblade Chronicles hvad Phantasy Star Online var for den originale Phantasy Star: Et kæmpe afhop fra forgængerne, der præsenterede et kendt univers i et helt nyt spilsystem. Den gribende og medrivende historie er erstattet af et spil, der primært beskæftiger sig med udforskning og karakterbygning.

Man bliver holdt lidt i hånden i de første timer, hvor man stifter bekendtskab med New Los Angeles, som byen i Ark-skibet hedder, de otte forskellige Divisions, man kan melde sig ind i, og kampsystem, kortlægning og ressourceindsamling. Der er godt nok mange ting, man skal have styr på, og på et tidspunkt kigger spillet på dig, slipper rattet og pedalerne og siger “værsgo, så er det din tur”.

For dem af os, der godt kan lide en blid indføring i tingene er det noget af en prøvelse. Man skal micro-manage stort set alle aspekter af spillets systemer langt før man overhovedet forstår, hvad de går ud på. Af samme grund ligger manualen tilgængelig direkte i spillets menu, så man kan slå op og finde ud af, hvordan pokker man skal gebærde sig. Xenoblade Chronicles X er et spil henvendt til hardcore-spillere, der er vant til selv at finde ud af tingene og har de nødvendige timer at investere i den stejle indlæringskurve.

På samme måde bliver kampsystemet introduceret. I starten minder det meget om systemet fra forgængeren, hvor karaktererne selv udfører angreb og man styrer slagets gang ved at positionere sig korrekt og vælge kraftige angreb, buffs og debuffs fra menupaletten i bunden af skærmen. Fra tid til anden skal man time nogle knaptryk rigtigt for at få ekstra effekt på angrebene. Men så holder spillet op med at holde i hånd, og den voldsomt stigende sværhedsgrad gør det nødvendigt at lære at angribe specifikke steder, blokere og undvige. Timing spiller en langt større rolle her end i forgængeren, hvilket kan virke frustrerende på nogen og spændende for andre.

Hvor forgængeren havde en helt fantastisk historie, er den mere eller mindre ligegyldig her. Den bliver fortalt i nøglescener dryppet ned i timelange spande af Mira-udforskning. Er man ældre og distræt, kan man hurtigt glemme, hvad man egentlig har gang i, mens man udforsker Mira. Det samme skete for mig i Skyrim, som vistnok også havde en historie med nogen drager, men den glemte jeg stort set alt om i de 70-80 timer, jeg gik på opdagelse i det kolde vinterlandskab. Hvis man synes åbne verdener proppet til randen med detaljer er fede, er Xenoblade Chronicles X helt klart værd at give sig i kast med.

Teknisk set er Xenoblade Chronicles X enormt kompetent. Det er et helt utroligt flot spil med samme sindssyge draw distance som forgængeren, hvor man kan se helt ud i horisonten og frygte de store dyr, der tromler rundt på sletterne. Men forbered dig på at sidde meget tæt på fjernsynet, for spillets interface har nok den mindste tekst, jeg endnu har oplevet i et konsolspil. Fordi der er så pokkers mange systemer, der arbejder på tværs af hinanden, er det åbenbart nødvendigt at krympe teksten for at få plads til det hele. Spillet kan naturligvis spilles med Gamepad’en, men bliver man træt i hænderne af den store klods, kan man også bruge Pro-controlleren. Man kan dog ikke smide Gamepad’en helt væk, for kortet (og dermed fast travel) er kun tilgængeligt på den. Og her skal man godtnok også have unge øjne for at kunne læse teksten.

WiiU_XCX_SCRN_04
Spillets mange systemer kræver meget af bruger-interfacet. Skriften er virkelig lille og billedet er proppet med information. Man kan slå ting til og fra, men det er svært at finde en balance.

Jeg er på vippen med Xenoblade Chronicles X.  Det er vidunderligt bare at trisse rundt og gå på opdagelse i Mira, og Monolith skal have det helt store klap på skulderen for at turde udgive et old-school spil for den hårde kerne i en tid, hvor vi bliver holdt mere og mere i hånden og hjulpet igennem. Men spillet har øjensynligt ikke meget andet på hjerte end udforskning og leveling, og jeg savner det nærvær og den samhørighed, man havde med karaktererne – og fremfor alt den sjæl, der var i forgængeren. Selvom modellerne er langt flottere på den nyere hardware, har jeg stadig svært ved at huske deres navne, og jeg føler intet for nogen af dem. Historien serveres som talking heads med enormt lange pauser mellem sætningerne og en fuldstændig robot-agtig mimik. Det er lysår bagude i forhold til, hvad forgængeren præsterede for fem år siden.

Xenoblade Chronicles X er en hardcore tur tilbage i tiden til dengang spillene var svære, og man skulle gøre en indsats for at få noget ud af dem. Det er fyldt med overlappende systemer, våben, stats, divisioner, klasser og ressourcer, og at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen er både en del af oplevelsen og nødvendigt for at klare sig. Det hakker helt sikkert alle de rigtige bokse af for mange spillere, og de kan roligt lægge en eller to stjerner mere til anmeldelsen her. Jeg ville ønske, at jeg var 20 år yngre og havde masser af fritid, men denne gamle knark endte i stedet med at genbesøge forgængeren og fortabe sig i den vidunderlige historie igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.