Jeg har fulgt Max siden han var et lille indie spil på Wii hvor du brugte WiiMote til frit at tegne lige det du havde lyst til. Den gang var spillet Max and the Magic Marker og selvom det fra danske Press Play’s side er tænkt som et børnespil så er nuværende ejere, Microsoft, nok ikke helt så trykke ved at frigive et spil med så meget frihed.
Historien er, igen, hverken særlig dyb eller særlig vigtig. Max har fundet en trylleformular som kan få hans irriterende lillebror Felix, til at forsvinde – hvilket lykkes. Forbandelse ved at være bror er så: Hvem skal man så drille. Max følger med gennem ormehulet for at redde Felix, kun bevæbnet med sin magiske pen og en stemme fra oven.
Den magiske pen er nu blevet noget mindre magisk end jeg husker fra det originale spil. Du kan tegne faste ting ud fra et selvlysende område. Der er også lagt en grænse på størrelsen af de ting du skal frembringe. Dermed synes jeg at noget af magien fra originalen forsvinder. Her skulle du økonomiserer med blækket og endda suge det sammen efter brug. Nu er dette gameplay element helt væk.
Udover nogle ganske få steder, så er fri-tegningens elementet helt erstattet af de forskellige elementer ild, vand, jord, lianer og grene. Du kan kun tegne hvert element det sted hvor det tilsvarende symbol gløder og kun i den størrelse der allerede er fastlagt. Med tydelig inspiration fra andre spil i samme genre, er det ikke ligefrem innovation der bringes til torvs. Det giver på den anden side velafprøvede gameplay elementer uden de store overraskelser. Hele spillet bliver derfor meget mere mainstream med helt traditionelle platforms elementer. Dermed virker det også som om det på lige denne side var mere egnet som casual mobil spil.
De forskellige baner og områder, inklusive Max, er imponerende flot tegnet i 3D selvom hele spillet udelukkende opererer i 2D. Det gør ikke opgaverne du skal løse mindre underholdende. De er generelt varierede selvom det lidt over halvvejs inde i spillet mere blive et spørgsmål om at kæmpe med den middelmådige styring end at løse opgaven. Når du skal tegne figurerer der skal skæres ned og løftes rundt, så er det styring du kæmper mod. Der er f.eks. på intet tidpunkt en forklaring på hvordan du trækker rundt på ting.
Det er også meget et spørgsmål om at forsøge sig frem, indtil du finder løsningen på den enkelte sektion. Det er også i orden at et fejlslagent forsøg resulterer i Max’s alt for tidlige død. Max er blev druknet, kvast, tromlet, brændt, spiddet, elektrificeret, klasket og sikkert et par ting jeg har glemt. I lagt de fleste tilfælde så er der gode checkpunkter, så det er ganske få sektioner hvor du du bliver tvunget til at spille store baner igen og igen. Det er specielt disse sektioner der vil appellerer til alle som elsker platforms genren.
Desværre er der nogle enkle områder hvor den yngre målgruppe vil forlade spillet i arrigskab. Det er de opgaver hvor der ikke er nogen umiddelbar logik bag. Det bliver et spørgsmål om at gætte hvad udviklerne har tænkt. Når du endeligt har løsningen så kæmper du med den middelmådige styring og fysiske repræsentation af naturlove. Det samme gør sig gældende for den afsluttende boss kamp, hvor ingen af de færdigheder du har lært gennem spillet kan anvendes. Det kommer til at kræve tålmodighed at komme gennem spillet. Der hvor jeg var mest underholdt var faktisk slet ikke opgaverne, men de områder hvor Max skal løbe, springe og glide for at undslippe.
Max The Curse of Brotherhood er udmærket til at vise den sprøde grafik du kan få på en Xbox One. Elsker du platformsspil med opgaver så er der 8-10 timers underholdning. Som en dansk udgivelse til det yngre publikum så forstår jeg ikke hvorfor der hverken er dansk tekst eller tale. Til gengæld har Max The Curse of Brotherhood en charmerende streg og en lækker lydside. God fornøjelse.