Anmeldelse: Fable 3

”Og de levede lykkeligt til deres dages ende” er en sætning man forventer at høre, når helten har kæmpet sig til prinsessen og det halve kongerige. I Fable 3 får man ikke alene hele kongeriget, man bliver også bedt om at styre det – om det ender lykkeligt (og med en prinsesse) er mest op til en selv. Det er atter en gang blevet tid til at fløjte på sin pelsklædte følgesvend og besøge Albion og dets skæve indbyggere.

Stilen og stemningen i Fable universet, har altid været i en kategori for sig selv. Hyggelige stemningsfyldte landsbyer og solbeskinnede grønne blomsterenge med åer og vandløb, gakkede indbyggere og fæle monstre, som alt sammen kan takles på et væld af forskellige måder. Men selvom universet er meget mangfoldigt i de muligheder det tilbyder, virker det ind imellem som om der er lidt forvirring om hvordan de skal pakkes ind og tilbydes spilleren. Det kan være den fjollede måde at kommunikere med indbyggerne på, som står lidt i kontrast til de mange ultra seriøse beslutninger man skal træffe, eller hunden der, trods hyggeligt selskab, stadig virker som en spildt mulighed, og hvis eneste reelle funktion er, at finde nedgravede ting.

Spillet sætter dig i skoene på broderen eller søsteren til Albions tyranniske konge, og det er din opgave at samle tilhængere, starte en revolution, og bringe tyranniet til ende. Når du har brugt de første 2/3 dele af spillet på at hakke og skyde dig ind i folks hjerter, flytter du ind på slottet og får daglige opgaver der skal varetages. Det kan være alt fra at bestemme økonomien i en landsdel eller åbne en skole, til at tage på eventyr for at vise dine undersåtter, at du stadig kan dit kram med et sværd. Man bliver også holdt op på de løfter man har givet på sin vej mod magten, hvilke naturligvis kræver at man giver afkald på andre vigtige ting. Allerede fra starten af spillet bliver du udsat for, at skulle træffe nærmest umulige beslutninger, som i høj grad får indflydelse på resten af eventyret. 

Selvom hovedhistorien er en smule kortere end forventet, er de mange varierede side-quests ofte dybe og særdeles tidskrævende, så der er nok at tage sig til. En ny ting som måske vil dele vandene er ens menu, eller mangel på samme. I stedet har man ”The Sanctuary”, som bedst kan beskrives som en menu man løber rundt i. Et enkelt tryk på start knappen og du befinder dig i et rum som blandt andet indeholder kort, statistik, spilindstillinger og giver adgang til flere rum, hvor du blandt andet kan bestemme hvilket tøj, våben og magi du vil udstyre din helt med. Man lærer det hurtigt at kende og det fungerer, måske lidt overraskende, nøjagtigt lige så hurtigt som selv den bedste tekstbaserede menu. Derudover får man fornøjelsen af ens personlige tjener Jasper, (John Cleese) som altid står klar med en morsom kommentar. At lære flere evner foregår et tilsvarende sted der hedder Road to Rule, hvor du gradvist får adgang til flere kister som skal åbnes med guildseals. De optjenes ved at klare quests, snakke med indbyggerne og en masse andre ting. Road to Rule virker, for mig, en smule unødvendig og tidskrævende og lidt som om, man for alt i verden skulle undgå menuer.

Ejendomsspekulanterne vil glæde sig over den mere strømlinede tilgang til at købe og sælge huse og forretninger. Fra verdenskortet kan du let og hurtigt se miniature versioner af de forskellige byer, komplet med bygninger, mennesker og missioner, og gøre dine forretninger derfra. Du kan også tjene dine penge på den hårde måde og tage jobs som smed, lute-spiller eller tærtebager, men det er stadig simple quicktime-events og en smule kedsommeligt. Det gode kød sidder stadig på ejendomsdelen af spillet og det er heldigvis kun blevet bedre. Kampdelen er stadig ikke så avanceret, men spillet er ikke dårligere for det. En knap til henholdsvis slagvåben, skydevåben eller magi, med en sekundær funktion når knappen holdes inde. Samtidigt er det tilmed blevet muligt at spellweave og kombinere to spells ad gangen, til et stort dødbringende spektakel. Jeg kan personligt anbefale ild og vortex, som brænder dine fjender op, mens de slynges rundt i luften og hamres ind i omgivelserne med orkanstyrke. Spellweaving kan være super underholdende at se på og kampdelen bliver næsten aldrig kedeligt. Som en ekstra bonus, ændrer våbnene udseende som man slås og udfører gode og onde gerninger.

Jeg kan med glæde meddele, at co op er forbedret på alle punkter. Udover at man kan bruge sin egen helt og hund i dine venners verden, kan man indgå partnerskab i det forretningsmæssige, eller som ægtefolk. Det er hjulpet godt på vej af, at man nu rent faktisk kan røre ved og interagere med hinanden. Grafikken vil ikke få nogen til at måbe, men den har bestemt også sin charme. Du vil desværre opleve at slås i slowmotion mere end én gang, hvor det er ikke er meningen, og se mange clippingfejl hvor, for eksempel din hund, står midt inde i en mur. Lydsiden er helt igennem fantastisk, med timevis af det bedste voiceacting et computerspil kan tilbyde og storslåede temaer til, at sætte den eventyrlige stemning. Musikken er velkomponeret og stemningsfuld, men jeg kunne godt have brugt lidt flere nye melodier, da næsten alle sammen er genbrugt fra det foregående spil.

Selvom Fable 3 handler om en revolution, tilføjer det ikke noget synderligt revolutionerende i forhold til det vi blev tilbudt i 2’eren. Det betyder ikke det store, for Fable er noget helt for sig og så snart charmen oser ud af skærmen, vil de fleste være tryllebundne af alt magien, de skøre påfund og gakkede personligheder, som beboer dette fantastiske univers.