Anmeldelse: Spider-Man Edge of Time

Det er slet ikke umuligt at lave et godt superhelte spil. Det mest nævneværdige eksempel er Arkham serien med Batman, men også sidste års Spiderman: Shattered Dimensions var en ganske hæderlig titel. Det er stadig Beenox som har vores rød-blå spindler under behandling, men svinger han så højt eller er han løbet tør for spindelvæv?

Shattered Dimensions havde hele 4 forskellige Spidermen, som alle bød på forskellige fokusområder der sørgede for at tingene ikke blev for ensformige. Denne gang har man kun beholdt 2 – den ”almindelige” Spiderman og hans 2099 modstykke. Man kunne forestille sig at dette ville indsnævre fokus og give mulighed for en mere tro behandling af de to, men det er desværre ikke endt helt som man kunne håbe.

En rig og ond videnskabsmand har i 2099 opfundet tidsrejser og udnyttet det til, at smutte tilbage til ”nutiden” og starte sit imperium tidligere, hvilket selvfølgelig ændrer hele verdenshistorien – mest til hans fordel. Vores tids Spiderman teamer op med 2099 Spiderman og arbejder på kryds af tiden for at stoppe hans onde planer om verdensherredømmet. Historien er skrevet af Peter David, som blandt andet er kendt for at skrive The Encredible Hulk tegneserien gennem 12 år, og den fungerer bedre end forventet, dog uden at efterlade varige indtryk. Skurken bliver spillet af Val Kilmer, som ikke er helt fremmed for tegneserieuniverset, men hans hyre kunne man godt have brugt på udviklingen af gameplayet i stedet, da hans rolle ikke just er leveret entusiastisk.

Vores trikot-klædte helte styres på den samme måde, i 3. person og har begge de sædvanlige angreb og mekanikker man kender fra andre spil i genren. Hoppe, to angrebsknapper, en til forsvar, en til at gribe fat, skyde med spindelvæv samt special-angreb når tingene rigtig koger. Med den ene aftrækker kan man svinge sig rundt i miljøerne og man kan selvfølgelig kravle på væggene. Det bliver aldrig sjovere end standard at tæske på de forskellige mennesker og robotter og efter en times tid føler man, at tingene bare bliver gentaget. Det hænder at man kastet ud i sekvenser med frit fald og skal styre sig uden om forhindringer i høj fart, men her bliver Spiderman pludselig ret uregerlig og disse sekvenser ender med at være lidt irriterende, i stedet for en rar afveksling. Du kan også forvente nogle boss-fights, men de er ikke særligt spændende før til sidst, hvor tingene faktisk kulminerer på en ret fed og episk facon.

I de fleste af denne type spil kan man finde underholdning i opgraderinger og taktikken i at beslutte hvilken vej man vil gå med disse. Her kan man vælge at dedikere pointene til evner som er fælles for de to, eller bruge dem på hver sin helt. I dette tilfælde strækker det sig ofte ikke til meget andet end nogen lidt ubetydelige angreb eller mere liv, som ikke gør hverken fra eller til i det taktiske, og det er en skam når man tænker på hvor mange fede muligheder der er i Spiderman figuren.

Den tekniske side befinder sig i det middelmådige, med et par minusser i et dødkedeligt fjendedesign og et par plusser i Spiderman anno 2011. Spiderman 2099’s dragt ligner noget man troede ville være sejt i starten af 90’erne, så den trækker lidt ned igen. Lydsiden er som man kan forvente, men hvor de to edderkoppemænd faktisk har noget underholdende ping-pong kørende, og musik der sætter den rette stemning. Der er heldigvis ingen loadtider og handlingen skifter sømløst mellem de to edderkopper, til tider når man ikke venter det, og det virker godt efter hensigten, så der sker noget nyt. Da hele eventyret foregår indenfor, i den samme bygning, bliver det begrænset hvor mange forskellige miljøer man får at se. Det bliver hurtigt den ene korridor efter den anden, med et større rum og en masse fjender for enden – trist.

Spiderman Edge of Time bliver aldrig rigtigt interessant. Til trods for en god start og en tilfredsstillende historie og afslutning, halter det med friske gameplay idéer og det gamle brugte har man efterhånden prøvet mange gange. Jeg tillader mig selv også at spille den samme, gamle plade igen og sige, at hvis du er fan af Spiderman eller synes at 3. person slåskampe er den bedste opfindelse siden ristet brød, så må sparegrisen jo lade livet.