Anmeldelse: Silent Hill Downpour

Jeg går hen til udsigtspunktet for at få et bedre udsyn over den gamle mine i Devils Pit. Imponerede ser det ud, så med en mønt i kikkerten kan jeg se lidt flere detaljer. Hov. Der er han igen. Er det virkeligt eller spiller mine øjne mig et pus? Igen ser jeg den mærkelige skabning i rullestolen. De to karakteristiske spor fra stolen er alle vegne. Det må være virkeligt. Men intet er som det ser ud her i Silent Hill Downpour.

Som det lille klaptræ med GamersLounge G’et angiver, har vi denne gang også en videoanmeldelse. Foretrækker du at læse anmeldelsen findes den nedenfor.

http://www.youtube.com/watch?v=AOUlPnI0XXo

Denne 8. udgivelse af japanske Konami’s survival horror serie, Silent Hill er denne gang udviklet af tjekkiske Vatra Games. De har gjort et udmærket stykke arbejde med at indfange stemningen i den isolerede amerikanske by hvor det paranormale regerer. Det betyder også, at du finder en helt række af de elementer som er karakteristisk for serien. Den bevæger sig stadig mellem den normale verden og et alternativt univers. Der er også stadig masser af tåge som denne gang indhyller alt, uden at være helt så omklamrende som i de tidligere udgivelser. Downpour betyder kraftig regn og det regner også en del i Silent Hill. Det varsler altid mere uhygge og et nært forstående angreb.

Hovedpersonen er straffefangen Murphy Pendleton. Det er uklart hvorfor Murphy er havnet bag tremmer, selvom det er tydeligt at Murphy ikke er moralens vogter. Derfor virker omstændigheder bag hans fængsling endnu mere mystiske. Murphy transporteres umiddelbart efter den første korte introduktion til et andet fængsel. Fængselstransporten havarerer og så er Murphy på fri fod enten som undvegen straffefange eller som offer for et justitsmord. Du er selv med til at bestemme hvordan Murphy skal udvikle sig da du undervejs skal foretage en række moralske valg. Dine valg er med til at gøre meningen bag den samme scene forskellig og dermed påvirker det også slutningen.

Den første del af handlingen er meget lineær og det er mest et spørgsmål om at nå frem til hovedattraktionen, nemlig byen Silent Hill. Her finder du en spøgelsesby hvor både Murphy’s og byens historie udfolder sig. Vatra Games fortæller historien med stor entusiasme og med et overbevisende stemmeskuespil er det let at lade sig rive sig med. Dialogsekvenserne f.eks. med den allestedsnærværende postmand kæder begivenhederne sammen og sender Murphy i retningen af hovedhistorien. Undervejs har du så muligheden for at løse mange mindre opgaver hvor du får et indblik i de skæbner som er kommet alt for tidligt af dage.

Der er selvfølgelig opgaver som skal løses og monstre som skal nedlægges. Du finder undervejs alle mulige ting som kan anvendes som mere eller mindre effektive våben. Dine håndgemængs våben som f.eks. økser, river og pinde bliver slidt undervejs og går til sidst i stykker. Det betyder, at du kan komme rigtigt godt fra start med en økse og slutte kampen med de bare næver, som stort set ikke har nogen effekt. Skydevåben er meget effektive selvom der ikke er meget ammunition. Kampsystemet synes jeg er noget tilfældigt og da der er meget mere kæmpen end i tidligere udgaver, synes jeg, at systemet skulle være bedre. Jeg ønsker også et større udvalg af fjender.

Den anden store del er selvfølgelig opgaverne. Der er mange og de er varierede. Der er selvfølgelig en række klassikere, som f.eks. at skulle åbne et skab med en kode. Der er så også lige 3 skabe hvor der faktisk ikke er nogen løsning. Det er fordi koden udleveres til dem som har forudbestilt. Som public service viser jeg her den første kode som giver en riffel og en golfkølle. Indtaster du koden 171678 giver den en sømpistol og en dobbelt økse, mens koden 353479 giver en Colt Goverment 45 og et baseball bat. Du kan kun bruge hver kode én gang. Nogle af opgaverne giver meget lidt mening som f.eks. at du skal trykke farvede knapper for at sætte toget i gang. Hvis det er sådan DSB får en tog i gang kan jeg godt forstår at de kæmper med deres tog til tiden koncept. De bedste opgaver er opførelsen af Hans og Grete og når du skal anvende den specielle UV lampe for at finde spor. Det er begge højdepunkter i opgavekategorien.

Lydsiden er noget skuffende. Specielt når jeg sammenligner med hvordan tidligere udgivelser har tacklet opgaven. Ja, der er stadig de gryntende monster lyde og der findes også radioer alle mulige og umulige steder. Under de mange kampe er det kun lyden af slag uden ret meget andet til at underbygge stemningen. Der er også et helt generelt problem med billedfrekvensen, hvor den uforklarligt falder til et utåleligt niveau. Der er også en portion screen tearing, altså hvor billedet er forskudt på skærmen. Det ville jeg tilgive hvis Downpour var mere skræmmende, hvilket jeg ikke synes det er. Det kan være fordi jeg er blevet for hårdhudet, eller fordi jeg har spillet alt for meget survival horror.

Med godt håndværk har Vatra Games pustet nyt liv ind i den gamle Konami traver Silent Hill. De har ikke været bange for at beholde velfungerende klassiske elementer samtidig med at nye elementer har fundet deres plads. Resultatet er et spil som underholder og fængsler selvom det ikke helt er skræmmende nok til prædikatet Survival Horror. Leder du efter en singlelplayer oplevelse med en god og velfortalt historie så er Silent Hill Downpour noget for dig og det ender med en velfortjent 3’er. God fornøjelse.