Doshin The Giant

Selvom Nintendo ikke har set andet end succeser og masseindtjeninger gennem historien, kommer firmaet ikke udenom et par enkelte fiaskoer. Først var det Virtual Boy, der nu kun findes på skumle antikvitetsbutikker i Soho’s sidegader, og så var der den 64DD som du sikkert har hørt om, men ikke ved hvad der blev af. Maskinen skulle være en add-on til N64 med både Internetadgang og masser af features, og selvom løfterne blev holdt, nåede maskinen aldrig at få den bedste udviklersupport, og salget blev derfor ikke særlig godt. Med sig i faldet trak maskinen spillet Doshin The Giant, der nu et par år efter udkommer til den næste generations Nintendo konsol, GameCube.

Der kom engang en kæmpe

Historien i Doshin the Giant handler om det tropiske paradis Barudo-Island, hvor den lokale befolkning lever med legenden om den store kæmpe, der en dag vil stige op fra havet og hjælpe dem med at vokse. En dag går profetien i opfyldelse, og da menneskene vågner op ser de en gul gigant med en lille hårtot, der med et stort smil står klar til at hjælpe byerne. Hans navn er Doshin, og han viser sig at være mere mystisk end legenden om ham. Han lever nemlig ikke af mad og drikke, hans livsnerve er den lokale befolknings glæde og had for hans gerninger. Jo flere gode eller dårlige gerninger den gule kæmpe udfører, jo større vil han blive og dermed kunne udføre større gerninger. I løbet af dagens mange timer hjælper han folket med at udvikle deres byer ved at bygge nye huse og monumenter til ære for sig selv, og når dagen så rinder ind vil den udkørte Doshin vende tilbage til havet indtil næste morgen.

Jeg er Gud!

Lige efter introen og den noget japanske menu bliver man kastet direkte ud i rollen som stor, gul kæmpe, og har fuldstændig kontrol over Barudo-Island’s skæbne. Via ens ”lille hjælper”, Soduru, får man en kort tutorial i spillets ret simple kontrolsystem, der kun går ud på at gå rundt i forskellige retninger og delvist sænke og løfte jorden. Man øver sig ved at gå hen imod øens første landsby, hvor de meget triste indbyggere skriger på ens hjælp for at bygge huse. Små talebobler fortæller Doshin hvad de har behov for, og så skal man gøre alt fra at jævngøre jorden til at hente lidt grønt ned fra bjergsiden. Alt efter om man udfører ordren på en god eller ond måde, får man hjerter eller dødningehoveder til samlingen, og har man et vist antal af dem vil man vokse. Har man et overskud af hjerter vil det naturligvis være den gode Doshin der bliver større, og er det dødningehoveder vokser ens alter-ego: den onde Jashin. Ved et tryk på L-knappen kan man skifte mellem de to personligheder, og selvom det er mest konstruktivt at udvikle byen med den gode Doshin, er det samtidigt ekstremt underholdende at gå amok på Stillehavsparadiset med Jashin. Dog vender giganterne tilbage til normal størrelse efter solnedgang, så man må gøre op med sig selv hvordan man vil være overfor den intetanende befolkning.

Både godt og skidt

Selve idéen fejler ikke noget, men tilblivelsen er både godt og skidt udført. Kontrolskemaet er meget simpelt designet, og selvom det ikke byder på de mest komplekse muligheder bliver det alligevel aldrig kedeligt eller ensformigt. Man kan frit styre Doshin rundt med styrepinden, og via X og Y kan man hhv. sænke og løfte jorden, alt efter hvad indbyggerne beder om. Får man lyst til at hente et træ eller en bygning op fra jordoverfladen bruger man A, og vil man transformere sig til Jashin trykker man en enkelt gang på L. Det fungerer meget intuitivt og giver total kontrol over vores gule kæmpe, og det er meget synd at gameplayet så ikke virker på samme måde. Igennem spillet

møder man nemlig en del punkter, der er meget irriterende og som man sagtens kunne være foruden. Et af dem er Doshins ret enestående langsomhed, der bedst kan sammenlignes med et rusten Skoda fra starten af 70’erne. Noget så simpelt som at gå op på en bjergskrænt og hente et træ kan tage et par minutter, og når det er vanlig kost på en Doshin-hverdag bliver det hurtigt en trættende tjans. En anden ting er de møgirriterende indbyggere på Barudo-Island, der alle er uenige om hvad der er bedst for øen, og som er meget svære at vige udenom. Der kan sagtens stå en hel hær af bananskørter på en ujævn overflade og bede om både at løfte og hæve jorden på det samme sted, og gør man den ene halvdel glade vil den anden blive sur. Desuden er det en pest at gå tværs gennem byerne, for træder man på blot et enkelt menneske får man et dødningehoved stukket i fjæset, og så kræver det lidt ekstra hjerter før den gode Doshin kan vokse. Det er irritationsmomenter der desværre stjæler fokus alt for ofte, for bevares, Doshin the Giant er både et underholdende, tilfredsstillende og langtidsholdbart spil. At se de små byer udvide sig fra ingenting til storbyer med monumenter til ære for den gule gigant er meget tilfredsstillende, og selvom starten kan virke lidt sløv bliver Doshin the Giant sjovere for hver time man lægger i det. Når man så har gjort øriget stort kan man hurtigt vende sig om til Jashin, og så smadre byen igen med et ondt grin.

Som de andre gudesimulatorer som Black&White er Doshin i teorien også et spil man aldrig kan gennemføre, for man bestemmer selv hvornår man er færdig med at spille det. Der er ikke et lineart plot eller en quest man skal opfylde, det gælder bare om at have det sjovt på Barudo Island indtil man ikke gider mere.

Live from Japan

Grunden til at Doshin the Giant var flere år undervejs fra Japan til det europæiske marked skal nok findes i spillets meget japanske islæt. Spillet er fyldt med pangfarver og kvidrende fugle, og det er mere underligt end det er grimt. Grafikken i spillet er nemlig meget gennemført med detaljerede områder, god animation fra Giles Goddard’s side og ikke mindst en betonsolid framerate, der aldrig dropper et enkelt billede. Doshin er også et fremragende eksempel på hvordan en rigtig PAL konvertering skal laves, for der er absolut ingen sorte borders at finde. Kun et fantastisk livligt og sprødt spil, hvor solen går op og ned mens fuglene flyver over det solbeskinnede hav. Den meget japanske stil vil nok tænde en del folk af på vores breddegrader, men kan man se bort fra det overglade look er Doshin en fed oplevelse, grafisk set.

Lydmæssigt er spillet også en god oplevelse, men her tager følelsen af tamtam musik desværre over. Godt nok kvidrer fuglene og alt ånder ro, men kommer man tættere på byerne er det en grim hamren på blik og skindtrommer der møder en. Det er selvfølgelig smag og behag om det er en god eller dårlig ting, men personligt var det lige for larmende til min smag. Kvaliteten i lydeffekterne fejler bestemt ingenting, men man må desværre indse at helheden bliver for ensformig i længden.

Et friskt pust, der kan underholde i lang tid

Hvis man savner et friskt pust af gameplay fra noget andet end de europæiske og amerikanske spilfirmaer, er Doshin et fremragende valg der både byder på godt gameplay og en lang levetid. Selvom der er en del ridser i lakken byder spillet på en enestående japansk spiloplevelse, hvor man bare skal have det sjovt i et meget specielt univers, der bliver mere vanedannende jo længere man kommer ind i spillet. Hvis det er en forsmag på Nintendos spilmæssige fremtid kan vi godt begynde at glæde os.