Undying: Clive Barker's

Tidspunktet er et stykke tid efter 1. verdenskrig. Dit navn er Patrick Galloway, og du har kæmpet på Europas slagmarker med din gode ven sir Jeremiah Covenant. Covenant har på et tidspunkt under krigen reddet dit liv, og nu søger han din hjælp, da der er begyndt at ske grusomme ting i hans hjem.

Det er da du ankommer til Covenants hjem, at der for alvor begynder at ske ting og sager…

Virkelig skræmmende!

Alle gyser-læsere kender Clive Barker. Han er en mester i at skrive uhyggelige historier – både som filmmanuskripter og som bøger.

Undying er et spil lavet over en af hans bøger af samme navn, og det har mundet ud i et spil, hvis lige jeg aldrig har set før.

Undying er et første persons skydespil, hvor man vha. det velkendte perspektiv bevæger sig rundt i en verden vha. mus og keyboard.

I Undying kan man forsvare sig både vha. skydevåben og spells. Skydevåbnene er alle mulige forskellige – fra den hurtige og pålidelige seksløber og det frygtindgydende jagtgevær til den grusomme le, der er fænomenal i nærkamp.

Faktisk, så er det ikke våbnene, der spiller hovedrollen i Undying, men derimod er det de 8 forskellige spells, der virkelig giver spillet liv.

Alt, hvad jeg har fortalt indtil videre er set før, og Undying scorer ikke sin fornemme karakter fordi det er særligt nyskabende. Derimod har Undying en ting, der fremhæver det overfor konkurrenterne: en uovertruffen stemning!

Indtil jeg stødte på Undying, så har det originale Unreal altid været det spil, der har givet mig den bedste stemning i min karriere.

Som en skæbnens ironi, så kører Undying faktisk på en DirectX8 udgave af Unreal motoren, hvilket giver spillet grafik i særdeles særklasse. Lyseffekterne i spillet er virkeligt flotte, og de bruges enormt professionelt på alle de rigtige steder. Lige meget, hvor man kigger hen på en bane i Undying, så vil der altid være mørke områder, hvor en blodtørstig fjende kan skjule sig.

Banerne er et helt kapitel for sig selv. Undying starter på Covenants gods, hvor man hurtigt kommer ud for mange skræmmende ting. Men spillets baner foregår også alle mulige andre steder, og man kommer vidt omkring – både til jordiske og ikke-jordiske destinationer.

Arkitekturen på banerne i Undying er helt i særklasse – specielt de grafiske effekter som f.eks. gardiner, der blafrer i vinden, hjælper til med at opbygge den atmosfære, der gør Undying til et så fænomenalt spil, der kan spilles i timevis. Denne helt bestemte atmosfære kan bedst beskrives ved f.eks. denne hændelse: Du går i en mørk dyster gang og drejer om et hjørne. På endevæggen hænger et spejl, da du nærmer dig spejlet ser du i det et grusomt uhyre krydse gangen bag dig. Du snurrer rundt med hjertet oppe i halsen for bare at finde gangen bag dig fuldstændigt tom. Så er det man begynder at blive nervøs, da det skræmmende uhyre kan ligge på lur i alle de mørke hjørner…

Faktisk bruges spejle meget i spillet til at opbygge stemninger – med et kanon resultat!

Et fantastisk spil!

Da Undying er bygget over en bog, så er der selvfølgelig en kringlet og dybt fascinerende historie bag. Denne historie udspiller sig i fantastisk professionelt lavede real-time sekvenser, der dukker op fra tid til anden. De forskellige personers stemmer er uhyre godt lavet, og jeg blev suget ind i spillets univers fra første færd – faktisk lægger Clive Barker himself stemme til en af spillets personer.

Den gode lydkvalitet går igen overalt i spillet, og lydsiden spiller en kæmpe rolle i at gøre spillet mere uhyggeligt vha. diverse skrig, hyl, brøl og vindsusen.

Det eneste, der kan gøre en oplevelse som denne endnu mere spændende og skræmmende, det er perfekt musik – godt at Undying også har det! Musikken i spillet er virkelig til at dø for! (Get it?) Til tider er der tale om smukke salmer, der får spilleren til at føle sig falsk rolig, til hurtige strygerkoncerter, der får pupillerne til at udvidde sig mens pulsen stiger.

Undying er et fænomenalt spil, der på alle måder giver det bedste Pc-spil kan give. Lyd, grafik, gameplay og stemning er helt i top, og jeg blev vitterligt skræmt mange gange undervejs. Det kan helt klart anbefales at spille Undying i et mørkt rum, hvor man kun kan se, hvad der foregår på skærmen.

Jeg elsker at spille Undying, og selvom det ikke indeholder en multiplayermode (Den er dog på vej), så er der mange ugers fantastisk spil i dette spil, og jeg kan kun opfordre til, at man som gamer får fat i et eksemplar af Clive Barker’s Undying.