Daikatana

Regnen vælter ned og vinden rusker i træerne. En mystisk ældre herre træder frem fra mørket og fortæller dig det ”besynderlige”: verden er ikke som den burde være. Han fortæller dig historien om et sværd i det 16. århundrede. Et magtfuldt sværd, der blev skabt til klanleder Osaka Mishima af din forfader, Usagi Miyamoto. Dette sværd, Daikatana, var et våben, den onde Mishimas ville nedlægge sine ærkefjende i Ebihara klanen med. Men Usagi vidste bedre og lånte sværdet til Ebihara for at nedlægge Mishima klanen, og frelse Japan. Med sværdets magiske kræfter lykkedes det Ebihara at udrydde Mishima klanen. Usagi besluttede derefter at smide sværdet i en vulkan, da han mente at sådan kraft ikke hørte hjemme hos almindelige dødelige. Kage Mishima, efterkommer af den onde Osaka Mishima, har nu mange år senere fået sine beskidte fingre i Daikatana og har ændret tiden for, at give sig selv magt. Det er så her du kommer ind i billedet. Året er 2455. Du er Hiro Miyamoto, kampkunst lærer og ekspert i nærkampsvåben. Din mission er simpel – ta´ tilbage i tiden og få sat tingene på plads.

Daikatana er bygget op omkring et ret avanceret plot, som kaster dig rundt i 4 forskellige tidsperioder. I den første periode befinder man sig i det futuriske Japan og har en meget dyster stemning. Banerne er fyldt til bristepunktet med grotter, tunge robotter og flyvende kanoner.

Den næste tidsperiode finder sted i det gamle Grækenland. Her finder man de smukkeste baner i Daikatana. Banerne er fuldt med sød mystik og legendariske fjender, så som minotauros, levende stenstatuer, Medusa, og diverse andre. Banerne og gåderne som skal løses, minder lidt om dem fra Tomb Raider, til gengæld er der en meget bedre stemning og man føler sig virkelig inde i spillet.

The Dark Ages i Norge er det næste sted, og er det mest uhyggeligste. Ondsindede Zombier, orme, og vikinger styrer dette sted. Det er en mørk tid, og onde kræfter lure lige om hjørnet.

Den sidste periode er omkring år 2030, hvor man skal kæmpe sig vej gennem San Franciscos bandekvarter, og kommer ud for ekstremt hurtige skudvekslinger.

Som nævnt er du kampekspert og man kan hurtigt konkluderer at man får godt brug for det.

Undervejs er det muligt at udvikle sine ”skills”. Hver gang du gør det af med et moster, får du et point, og når nok er indsamlet kan du vælge et forøge en af en række karakteregenskaber. Her iblandt: speed, rate of fire, vitality, power, og jump height. Men dette synes ikke at have nogen rigtig effekt. Man kunne sådan set have sparet denne funktion væk og spillet ville på ingen måde have lidt skade. Generelt er Daikatana spækket med unødvendige detaljer, som f. eks nogen af de mange gåder, der er langt mere frustrerende, end underholdende. Men det største irritationsmoment er uden tvivl dine kompagnoner. Under din rejse for at rette op på tiden og ære dine forfædre, møder du nogle ”venligsindede” personer. Den muskuløse, fordomsfrie Superfly Johnson, og den smukke, stædige Mikiko Ebihara. Desværre har de en tendens til at fare vildt, skyde dig, stille sig

i vejen, blive mast under døre, falde i huller og sidde fast i vægge – generelt gøre dig glædesløs. Til tider kan man fristes til, i et kort øjebliks vanvid, at gøre kort proces og gøre en ende på deres pine. Specielt når f. eks Superfly Johnson giver sig til at sige ”what´s up”, mens du er midt i en drabelig kamp med en kæmpe myg. Og i mellemtiden har han ikke foretaget sig andet et, at forsøge, at gå sig vej gennem en betonvæg. Men dette nytter heller ikke noget, fordi hvis blot en af disse personer bliver dræbt, er spillet slut.

Efter hver tidsperiode bliver du udstyret med 6 nye våben, alle vidt forskellige.

Daikatana har flere nærkampsvåben, end noget andet 3D action spil, og der er her det bliver udfordrede og sjovt. De sjoveste våben er uden tvivl dem man finder i Grækenland. Glem alt om maskingeværer, selvom de er meget fede i San Francisco. Et effektivt våben er barberblads-skarpe skiver der minder meget om den man kan finde i Unreal. Et andet våben er Zeus øje! En stav med et øje der give et forrygende lyn fra sig!

Det betyder dog ikke, at de andre baner ikke har seje våben. For eksempel kan man ende op med, at kun kunne hidkalde dæmoner, og skyde med meteorer,

Desværre er det sådan når man har fået det sidste våben i rækken, at der ikke er langt til det endelige møde med bossen, den sidste modstander, og man får ikke tid til at eksperimentere. Der er også begrænset antal skud til de fleste våben, så man tvinges hurtig til at skifte til et langsommere våben, for at få ammunitionen til at række. En fordel under kamp er at man kan aktivere en autotarget- funktion, der hjælper én på lange afstande. Dette kunne have været erstattet med et sniper våben.

Et minus ved Daikatana er manglen på fjender. Der er omkring 50 forskellige fjender i spillet. Deres måde at dø på, er på ingen måde ”tilfredsstillende” og det er her Daikatana ser lidt gammelt ud. Efter at have givet et monster tilstrækkeligt med skud, lægger det sig tungt til jorden.

John Romero der står bag monstertitler som hele Quake serien og mange andre, har vendt helt op og ned på shoot´em up genren. Der findes efterhånden så mange spil i denne gerne, hvor historien er sparet væk og erstattet med rigelige mængder af blod. I Daikatana er der langt vægt på historien og sparet på grafikken og AI´en. Grafikken og lyden er forældet og under test havde vi nogle problemer med at bruge grafikkort i Voodoo serien. Problemet kan løses ved at ændre i en CFG fil, men spørgsmålet er bare, hvorfor har man ikke fikset dette på en smartere måde. AI´en er så elendig, at man til tider kan rive sig i håret og skule ondt på spilkassen hvorpå de reklamerer med ”superior artificial intelligence”

Men når man skal komme med en konklusion må man sige at han har efter min mening gjort et godt stykke arbejde med at videreføre shoot´em up genren.

Han har formået at skabe et spil med eventyr, varierende stemning og et anderledes og spændende våben arsenal. Trods utallige irriterende detaljer, må man sige at Daikatana et ganske spændende spil.