Medal Of Honor: Frontline

Som trofaste Digiplay læsere efterhånden må være klar over, så er undertegnede en kæmpe fan af spil, der foregår under 2. Verdenskrig. Mænd og maskiner - ikke noget med avancerede computere og den slags nipsting, det er dét, der tiltrækker mig ved den slags spil.
En anden grund til, at WWII spil har en så høj position hos mig er, at det - underligt nok - er meget sjældent, at spil bygget over denne krig, er dårlige.
EA beviser nu min påstand endnu en gang ved at udgive nyeste kapitel i deres Medal of Honor serie, der aldrig har skuffet - og som bestemt heller ikke gør det denne gang!

Medal of Honor serien har sine rødder på den gamle PlayStation, hvor serien - dengang udviklet af amerikanske DreamWorks - hurtigt fik mange fans - bl.a. pga. det dejlige gameplay og den meget smukke grafik.
Medal of Honor: Frontline kører videre i samme rille - heldigvis.

Gameplay

Medal of Honor er et singleplayer-spil - ingen tvivl om det! Hvorfor, spørger du måske… Jo, der er slet ingen multiplayermulighed, hvilket må siges at være meget atypisk for spil fra EA. Jeg savnede dog slet ikke denne mulighed gennem spillet, da det er tydeligt, at det er en god, dyb singleplayer oplevelse, der har været i udviklernes baghoved under hele forløbet - og det er lykkedes meget flot!

I sig selv tilbyder MoH intet nyt eller banebrydene, med andre ord er det en FPS af den gamle skuffe. Missionerne er lineære, og der er meget begrænset, hvad indflydelse man selv har på dem - men sådan er det jo også i virkeligheden.

Man indtager i spillet rollen som den allierede soldat Løjtnant James Patterson, som igen og igen bliver sendt ud på den ene farlige mission efter den anden.
At Patterson lever livet farligt, det får man forklaret med hedt bly allerede på første bane, da MoH ikke - som mange andre spil - starter blødt ud med nogle nemme første missioner, hvor man lærer at gebærde sig som soldat. Nej, efter at have startet spillet befinder du dig blandt en masse andre soldater i et af de første landingsfartøjer med kurs mod Omaha Beach.
Allerede den første mission bygger den utroligt fede stemning op, som man vil finde hele vejen gennem alle spillets 19 forskellige missioner. Hvis vi tager den første mission som et eksempel, så er det som at se Saving Private Ryan, når landingsfartøjets dør slås op, og de forreste mænd brutalt skydes ned, og allerede inden deres skrig har lagt sig rammes landingsfartøjet af en granat, og alle ombord ender i vandet. Her kan man tydeligt se, hvordan ens kammerater henholdsvis bliver trukket ned under vandet til druknedøden, eller stikker hovedet op over vandoverfladen, hvorefter tyskerne plaffer dem ned.
På senere baner vil man opleve mange andre ting, der tit kan få en til at føle sympati for de soldater, der igen og igen dør en pinefuld død lige for øjnene med dig.
Det er som sagt næsten som en film, og første gang man oplever enhver af spillets uendeligt mange scriptede sekvenser, føles det tit som at være med i Saving Private Ryan, Kellys Helte, Navarones Kanoner eller en anden, god krigsfilm.

Spillets baner er meget, meget forskellige. Du kommer til at opleve meget mere end landgangen i Normandiet - f.eks. skal du indtage Nijmegen broen, gå på tyskerjagt i Holland eller gå bersærk i en lille, fransk landsby.
Spillets overordnede historie er kronologisk korrekt (Om end der selvfølgelig er opdigtede ting undervejs), så du kommer til at spille baner, der har relevans for, hvor de allierede befandt sig på det tidspunkt i krigen.
Mellem hver mission vil man blive præsenteret for de føromtalte autentiske videoklip, der hurtigt sætter en ind i situationen. Bagefter kommer en lidt mere detaljeret udredning af, hvad dine mål egentlig er. Hver mission indeholder et antal mål, der skal ordnes, hvis man vil gennemføre og komme videre til næste mission.
Foruden baner, så spiller våben også en stor rolle i denne slags spil. I MoH er der i alt 18 forskellige, autentiske WWII våben, du kan bruge undervejs. Pistoler, rifler, maskinpistoler, granater, sniperrifler og bazookaer er alle med, så der er altså også masser af underholdning for de lidt mere våbenliderlige.
Det er også muligt at snige sig forbi fjender vha. en forklædning, hvilket er et sjovt indslag, der desværre ikke bruges så meget, som det kunne.

Som vi har set i f.eks. Halo, så betyder venlige enheder på banerne meget, når vi taler realisme. I MoH støder du da også gang på gang ind i allierede soldater, der tit slår følge med dig. I modsætning til Halo er mange af deres gøremål scriptede - og kører altså ikke på en selvstændig AI - og de tager derfor ikke selvstændige beslutninger i samme grad som i Halo. Dette er dog ikke noget stort tab, for tit virker de scriptede sekvenser bedre end selv den bedste AI.

En af de helt store positive ting i MoH er, at du - som spillets navn antyder - kan modtage en mængde forskellige medaljer, alt efter hvor godt en mission er blevet gennemført. Der går hurtigt sport i at tilegne sig alle medaljerne, hvilket lægger rigtig meget tid til spillets i forvejen ganske gode holdbarhed.

Hvis jeg absolut skal pege på en dårlig ting ved MoH, så må det blive spillets styring, der godt kunne have været meget bedre. Efter at have spillet Halo er det svært at sætte sig ned med en styring, der ikke er så gennemtænkt som Halos. F.eks. er en af mine helt store kritikpunkter, at det ikke er muligt at indstille følsomheden på analogstick'ene - en gigantisk brøler! Dette resulterer i en meget upersonlig styring, der aldrig helt kommer til at sidde på rygraden - desværre. Det er dog muligt at indstille controllerens knapper lige som man vil have dem, derfor er det underligt, at EA ikke har sørget for lige at få den sidste mulighed med.

Grafik

Det er både gode og dårlige ting ved det faktum, at EA udgiver alle deres spil på både PlayStation 2, GameCube og Xbox. Det er selvfølgelig godt, at så mange personer som muligt vil få adgang til gode spil som MoH, men det betyder også, at spillene udvikles til at kunne køre tilfredsstillende på laveste fællesnævner, som - om man kan lide det eller ej - uden tvivl er PlayStation 2. Dette betyder, at den kommende Xbox udgave af MoH ikke vil være så flot, som den kunne være - mern måske skal vi bare være taknemmelige for, at Xbox-ejere også vil kunne nyde MoH i fremtiden.

Grafikken er alt i alt meget nydelig og har egentlig ikke nogen stygge sider. Kigger man meget intenst, så er spillets personers bevægelser måske nogen, som et virkelig menneske ville have svært ved at gøre efter.
Det eneste egentlige tekniske problem med grafikken er spillets framerate, der gerne måtte køre lidt mere flydende. Frameraten ligger på ca. 30 fps, hvilket er helt fint - desværre sløver denne lidt ned, når man f.eks. kigger rundt om et hjørne, udover et stort område eller på en masse personer. Det er lidt en skam, da det tit går ud over ens evne til at ramme præcist, hvilket er svært nok i forvejen med spillets styring.
Nu skal jeg dog ikke gøre det værre, end det rent faktisk er, for 99% af tiden flyver MoH afsted, og selvom grafikken sløver ned til 25 fps visse steder, så er det ikke noget, der har indflydelse på spillets gameplay generelt.
Textures er generelt pæne og godt sammensat rent æstetisk - dog langt fra så detaljerede som i Halo. Det samme gælder lyseffekter.
Banedesignet er generelt rigtig, rigtig flot! Der er ikke helt så store, flotte udendørs områder som i Halo. Et enkelt kritikpunkt er, at banerne måske er lige lovligt lineære - der er altså ikke mulighed for afstikkere langt væk fra den tiltænkte rute.

Lyd

MoH tager en på sengen fra første færd, når det gælder lyden. Spillets ganske nydelige menuer akkompagneres af en meget, meget flot underlægningsmusik, der burde være en film værdig.
Selve spillet har lydeffekter så imponerende, at man faktisk føler det som om man står midt på Omaha Beach, og granater og maskingeværild hagler om ørene på en. Fantastisk!
Lydsiden lægger også en realistisk side til spillet, da allierede snakker engelsk og tyskere snakker tysk - man kan vælge at få det tyske oversat med undertekster, men ikke det, der bliver sagt på engelsk. Derfor gælder det om at høre godt efter, når der gives ordrer midt på en larmende slagmark.

Konklusion

Medal of Honor: Frontline indeholder en singeplayer oplevelse, der er enhver gamers drøm. Baggrundshistorien er autentisk, banerne er fantastisk flotte, lyden er helt utrolig og grafikken er fuldt ud tilfredsstillende. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke glædede mig til Xbox udgaven af spillet, der sikkert vil byde på lidt pænere grafik og en bedre framerate, men MoH er uden tvivl et fantastisk spil, der meget nemt kunne blive en klassiker fremover, hvis det havde indeholdt muligheden for multiplay.
Som det ser ud nu, så er MoH et af de spil man bare MÅ have til sin PS2, hvis man godt kan lide dybe og underholdende singleplayer-spil, hvor man virkelig føler, man er en del af handlingen.
Personligt elskede jeg at spille MoH igennem - også anden gang. Ideen med de mange autentiske medaljer er også fantastisk god, da det kan gøre spillet meget mere langtidsholdbart, og ikke mindst underholdende.

MoH ville have scoret en klassiker-karakter, hvis bare styringen og frameraten havde været af lige så høj klasse som resten af spillet. Det er tæt på, ingen tvivl om det, men mon ikke Xbox udgaven vil være forunden disse problemer - i så fald vanker der en meget høj karakter. Kort sagt: Medal of Honor er et must.