X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Kessen II


Kessen II fra KOEI har været et spil, jeg har glædet mig til at få i hænderne. Ikke fordi det er fortsættelsen til Kessen, for det har jeg aldrig spillet, men fordi det er et strategi-spil og det første strategi-spil jeg møder på PlayStation 2. Kald mig bare forsnævret, snerpet og sippet men jeg har aldrig følt at strategi-spil hørte hjemme på en spil-konsol. At skulle styre tropper, ressource indsamling og alt det andet med en controller har altid forekommet mig utrolig akavet og det har alt for ofte været som om udviklerne har glemt hvad en konsol egentlig er designet til - hurtige spil hvor man skulle bruge reflekser og ikke refleksion. Jeg har derfor været spændt på at se om Kessen II kunne få mig til at skifte mening - det kunne det.

Ak ja, den kærlighed

Kessen II er meget ulig andre strategi-spil, først og fremmest fordi spillet trækkes frem via en historie, der rummer overraskende meget dybde sammenlignet med andre spil. Hovedpersonen i Kessen II hedder Liu Bei, en fredelig hersker med et ædelt hjerte, der kun ønsker at leve i fred og fordragelighed med sine medmennesker og med sin store kærlighed, den unge smukke Diao Chan, ved sin side. Skæbnen har dog lagt andre planer i form af Cao Cao, en mægtig krigsherre, der forsøger at overtage hele Kina under påskud af at være himlens udvalgte. Han angriber Liu Bei's rige, smider Liu og hans hær på porten og kidnapper Diao Chan. Liu Bei har nu kun en mission - han vil redde Diao Chan men Cao Cao er stærk og Liu Bei må indse, at der står meget mere på spil end kærligheden til Diao Chan.

Gameplay

Den komplekse historie udspilles gennem små og større mellemsekvenser, der vises både før, under og efter de mange slag, der er hovedingrediensen i Kessen II. Der kræves derfor tålmodighed at spille, for Kessen II er ikke noget hurtigt spil. Noget særligt strategi-tungt spil er det heller ikke. Inden hver kamp får man muligheder for at forberede sin tropper ved enten at træne dem, indkalde flere folk, indsamle forsyninger og så videre. Disse valgmuligheder præsenteres for Liu Bei af hans generaler hvorefter man vælger hvilket forslag man synes bedst om. Når man så går i kamp, skal der planlægges en overordnet strategi hvilket foregår på samme måde. Hver kamp har et mål der skal opfyldes og inden man sadler op, skal man bestemme hvordan man vil forsøge at opnå dette mål. Her har man typisk 3 valgmuligheder, der igen præsenteres for Liu Bei af hans generaler. Når de så har fremsat deres forslag vælger man, hvorefter man går i kamp. Det er meget simpelt og nemt at arbejde med, så man på den måde kommer hurtigere i kamp, hvilket er det sjoveste ved Kessen II.

Som spiller kommer man til at opleve de mange store slag på første parket. Hver hær styres af en general og man kan vælge at overtage den direkte styring med Liu Bei eller en af hans generaler og føre dem ind i kampene, hvor de kan sprede lidt død og ødelæggelse. Kessen II bliver dog på ingen måde en beat'em-up spil, fordi generalernes udbud af slag, begrænser sig til små dask med deres spyd. Vil man virkelig gøre skade bør man derimod bruge nogle af de specielle angreb, som nogle generaler er udstyret med. Liu Bei kan, ved blot at sige et par enkelte inspirerende ord til sine tropper, opildne både moralen og kampgejsten hos sine folk, så de kæmper mere effektivt. Et andet effektivt trick er, at udfordre generalen for modstanderens hær. Man får dog ikke selv lov til at kæmpe. Det hele foregår automatisk men vinder man, flygter modstanderen og efterlader dermed sine troppe forvirrede og nemme at slå ned. Taber man derimod, må man selv tage flugten. En general kan dog vælge at afvise duellen ligesom man også selv, kan vælge at takke nej hvis man bliver udfordret.
De mest effektive af de specielle angreb er dog magi, som nogle generaler kan bruge. Flere af disse er yderst spektakulære og alle trækker de et spor af død og ødelæggelse gennem fjendens rækker. Hver gang en magisk formular "aktiveres" flyver generalen et par meter op i luften for at udsige mystiske remser mens luften omkring ham (eller hende for den sags skyld) summer af magi. Derefter vises formularens effekt i al sin herlighed. En formular fremkalder et stort jordskælv midt på kampskuepladsen, hvor soldaterne falder skrigende ned i, inden jorden igen lukker sig. En af anden og ligeså imponerende formular fremkalder et gigantisk lynnedslag, der fejer henover slagmarken og efterlader en rød sky af blod og afrevne lemmer bag sig.

Nede på slagmarken er det svært at holde overblikket over troppebevægelser og de forskellige hæres position i forhold til hinanden. Derfor kan man et hurtig tryk på en knap, fremkalde et kort, der giver det manglende overblik. Herfra kan man se informationer om de forskellige hæres styrke forhold og give ordre til tropperne om nye mål, opstille dem i formationer eller give ordre til retræte.

Grafik

Hvad angår grafik, så klarer Kessen II sig ganske godt om end man sagtens kan finde bedre grafik andre steder. KOEI har dog heller ikke sigtet efter grafisk ekstravagance. De grafiske kræfter er brugt på at skabe tropper i massevis for at give spilleren den rette fornemmelse af, at være med i et stort slag og det er KOEI sluppet rigtig godt fra. Fodfolk, bueskytter og kavaleri myldrer rundt omkring på slagmarken i hundredvis, og leder tanken hen på de store slag i filmen Braveheart, hvor alt er et kaos. Det betyder så, at figurerne ligner hinanden på en prik men det ligger man alligevel ikke rigtig mærke til når kampene er i gang. Landskabet er også ret flot. De første kampe foregår på øde græsmarker, hvor der ikke er ret meget at se på, men senere i spillet for man mulighed for at indtage byer og så bliver det straks mere interessant at se på, når ens tropper stormer frem i byens gader.

Lyd

Her har vi nok spillets svage side men dermed ikke sagt, at lyden er direkte dårlig. Under kampene er udbudet af lydeffekter ganske sparsomt, så mange af lydene går igen. Musik er der heller ikke meget under selve kampene. Den er derimod mere nærværende under de mange mellemsekvenser, hvor dens velkomponerede toner går fint i spænd med handlingen. Figurernes stemmer er også godt skruet på men skuespillerne overdramatisere af og til, hvilket er meget passende nogle steder mens det andre steder grænser til det komiske.

Konklusion

Kessen II har på mange måder givet mig et nyt perspektiv på strategi-spil til konsol. Først og fremmest fordi det ikke forsøger at efterligne strategi-spil til PC hvad angår kompleksitet men og så fordi det er udviklet udelukkende til konsol og at udviklerne hele tiden har været opmærksomme på dette. Det har gjort Kessen II til et veldesignet produkt, med et sigte mod et bredt og ikke nødvendigvis strategi-vant publikum, så alle kan være med. Den dybe historie går fint i spænd med strategi-delen, der ikke er for omfattende og unødig kompliceret men heller ikke oversimplificeret, så man begynder at kede sig. Alene historien med dens mange facetter og farverige figurer, er nok til at jeg spiller videre, for det er lidt ligesom at se en god storfilm - man bare må og skal vide, hvordan det hele ender.

Kessen II (EU)
Anmelders vurdering
80%

Kessen II   © KOEI 2001   (PS2)    1/4 Kessen II   © KOEI 2001   (PS2)    2/4 Kessen II   © KOEI 2001   (PS2)    3/4