X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Ico


Ico… lad dig ikke forvirre: Dette spil er et af de meget få spil, som alle PlayStation 2 ejere simpelthen må eje. Spillet er i sig selv noget nært en kunstværk, og selvom det ikke byder på hverken vild action eller masser af våben, så er det bestemt en nydelse at spille.

Yorda, ikke Yoda

Forhistorien til Ico er lige på og hårdt - ligesom selve spillet.
I introen ser man, hvordan den lille dreng Ico rejser langt med et følge af underlige, mørke mænd, der rider på nogen mørke, uhyggelige heste. Ico har været så uheldig at blive født med horn (!) i panden, og da dette ikke er noget man bryder sig specielt meget om i Icos landsby, så er hans skæbne af blive ført til et yderst øde slot, hvor han skal spærres inde i en form for hul sten.
Ico bliver da også spærret inde, men da hans mørke venner er gået, så lykkes det ham på forunderlig vis at komme fri.
Nu befinder Ico - der ikke er mere end 8-10 år - sig helt alene i et stort, mørkt slot, og det er her man som spiller tager over.

Gameplay

Ico er i al sin enkelthed en blanding af en platformer og puzzle-genren. Hvert område i spillet er et puzzle i sig selv, og det er faktisk dette, som hele spillet går ud på - at løse de forskellige puzzles og komme videre til næste område. Det lyder måske lidt tørt, når man får spillets gameplay forklaret på denne måde. Men tro mig, Ico er klasse fra ende til anden, og hvert puzzle er lavet, så det falder perfekt ind i spillets fantastiske omgivelser, så de små (og store) puzzles føles aldrig malplacerede.
Den første opgave for Ico består i at redde en underlig skabning, der har været så uheldig at blive hængt op i et bur i det øde slot. Denne opgave løser man ret hurtigt, når man først har fået spillets styring på plads.
Styringen er ganske eksemplarisk og uden de store dikkedarer.

Befrielsen af væsenet i buret spiller en stor rolle i spillet, da man herefter ikke kun skal tænke på sig selv, men også på den lille, tynde pige Yorda, som man har reddet fra et liv som ophængt skinke.
Yorda er ikke så kæk og modig som Ico, og da de to ikke taler samme sprog, så må man som Ico tit tage Yorda ved hånden og guide hende gennem banerne. Med et tryk på R1, så kan man enten kalde på Yorda eller give hende hånden, så man på den måde kan få hende til at makke en smule ret. Generelt er hun dog særdeles skrøbelig og bange, så noget af det sværeste i banerne består i at finde ud af, hvordan man får Yorda videre.
Til spillere, der måske overvejer at forlade Yorda, så går den altså ikke, da hun er uundværlig på visse tidspunkter.
Som om det ikke var nok, at Yorda er skrækslagen for selv de mindste revner i gulvet, så bliver hun også jagtet af nogle underlige uhyrer, der har form som uformelige kroppe af et røg-agtigt materiale, der ser alt for fedt ud. Disse uhyrer prøver igen og igen at stjæle Yorda fra Ico, og de kan kun overtales til at lade hende være vha. en omgang tørre tæsk med f.eks. et stykke træ.
Når man ikke ar redde Yorda fra et uhyre - eller hvis de overlister en - så bliver hun trukket ned i et spøjst, sort hul, og Ico bliver forvandlet til sten.

Alle spillets baner er sat i et middelalderligt look med borge, skove, søer, broer m.v. Alting er rigtig stemningsfuldt og rigtig, rigtig flot lavet, og som jeg allerede har sagt, så passer spillets puzzles perfekt ind i atmosfæren og omgivelserne.

Grafik

Wow… Med Ico kan man virkelig se, hvad PlayStation 2 rent faktisk kan præstere. Spillets lokationer er fantastisk flot lavet med masser af fede tågeffekter, dystre skygger og utroligt flotte textures og en arkitektur, der ville gøre selv de gamle romere jaloux. Spillet ses fra et fast kamera, der dog kan manipuleres til en vis grad, så områderne ses altid fra deres flotteste side.

Ico og Yorda er måske lidt små, men de er animeret blødt og livagtigt - der ser rigtig flot ud, når de løber rundt på banerne hånd i hånd.

Lyd

Lydsiden i Ico må siges at være et af de mest spændende punkter ved spillet. Lydeffekterne generelt er fantastiske - intet mindre kan gøre det. Vindens susen, vandets rislen, Icos skridt, Yordas fortvivlede udbrud - alt sammen er det i bedste kvalitet og utroligt fængslende, da det bygger en helt fantastisk stemning op.
Lydeffekterne gør det også ud for musikken i spillet, da der næsten ikke er nogen. Det føles helt anderledes, og det er i sandhed en nydelse for øregangene.

Konklusion

Ico er en klassiker til PlayStation 2. Spillet blander en næsten kunstnerisk atmosfære med en blid og samtidigt fantastisk flot lydside, og sammen med det fantastiske grafik og den gode styring, så er spillet intet mindre end en nydelse at spille.
Ico er kommet for at blive, og da spillets puzzles kan være dejligt drilske, så er der masser af holdbarhed i spillet.
Mere er der vel ikke at sige - udover at du som PS2 ejer simpelthen MÅ eje dette spil.

Ico (EU)
Anmelders vurdering
...blander en næsten kunstnerisk atmosfære med en blid og samtidigt fantastisk flot lydside, og sammen med det fantastiske grafik og den gode styring, så er spillet intet mindre end en nydelse at spille.
94%

Ico   © Sony 2001   (PS2)    1/5 Ico   © Sony 2001   (PS2)    2/5 Ico   © Sony 2001   (PS2)    3/5