X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

4x4 Evo


Jeg må hellere lige gøre det klart med det samme: Jeg elsker store, beskidte firhjulstrækkere, der drøner op og ned af grusveje mens støvet står omkring dem! Jeg er også klar foran tv-skærmen, når Discovery sender et program, hvori der indgår bare det mindste klip med en Land Rover, der pløjer sig vej gennem eksempelvis den Australske bush. Behøver jeg også fortælle, at jeg sidder klistret til skærmen, når Euro Sport viser Camel Trophy eller Paris-Dakar?
Kort sagt, så er jeg vildt forelsket i de dieseltørstige uhyrer, og stor var min glæde, da K.E. Media gav mig muligheden for at opleve, hvordan det er at køre sådan et bæst.

Where the road ends, the game begins

Som sagt, så har jeg måttet se mig nødsaget til at køre en tur i Hareskoven i min fars Peugeot 206 GTi, når lysten til at køre gennem vand og støv kom over mig. Men nu, hvor PlayStation 2 spillet 4x4 Evolution er kommet mig i hænde, vil jeg lade den lille potte stå i garagen og kaste mig over alle spillets lækre firhjulstrækkere - for de er virkelig lækre, og der er mange af dem.

Gameplay

Spillets titel er faktisk meget sigende, selvom det godt kan lyde som om, den bare er valgt fordi spillet skal lyde fedt. Evolution betyder jo som bekendt 'evolution' - altså noget med at udvikle sig - og det er netop udvikling, der er hjørnestenen i 4x4 Evolution.
På visse områder minder 4x4 Evolution faktisk temmelig meget om Gran Turismo, og jeg vil ikke sige man går helt galt, hvis man kalder spillet en mudderindsmurt udgave af Gran Turismo.

I 4x4 Evolution starter du med 30.000 dollars på lommen - og intet andet. Nu er det så meningen, at du skal finde dig en billig firhjulstrækker, der kan bringe dig i mål på gode pladser, så du kan optjene endnu flere penge som du så kan bruge på nye biler eller opgraderinger. Inden man giver sig til at købe en bil må man lige overveje, om det smarteste vil være at købe en 4x4 til 29.999 og så håbe på, at den har de fornødne kræfter, eller om man skal nappe sig en billigere model, som man så kan opgradere, så den bliver bedre. Jeg ved ikke, hvad du vil gøre, men jeg nappede en dyr model og håbede på den kunne klare mosten, hvilket den så heldigvis også kunne.
Når man opgraderer sine 4WD'er kan man vælge mellem næsten lige så mange kategorier som i Gran Turismo. Man kan bl.a. vælge utallige forskellige affjedringer, hjul, dæk, motorer, tuninger og endda lygter! På denne måde kan man skabe sig lide den 4WD'er man ønsker sig. Faktisk kan man blive ret knyttet til sin maskine, så det kan være svært at sælge den og købe en ny - noget som jeg ellers kun har oplevet i Gran Turismo.
Spillet giver rig mulighed for at gå og pusse-nusse om sin bil, og man kan bruge timevis på at sammenligne forskellige tuninger og motorer. Meget vellykket! Alle opgraderinger kommer desuden med en forklarende tekst, så man er klar over, hvad man bruger penge på.
Career mode - som hovedspildelen kaldes - er helt usandsynlig lang, og der er underholdning til mange uger i den alene. Alene at spare op til de dyreste 4WD'er er lidt af et projekt.
Udover Career, så finder der også de velkendte Quick Race, Versus og Time Attack. Jeg spillede mest Carrer, men hvis man vil udnytte spillets geniale replay-system, så er det bare at smutte ind i Time Attack og lave nogle vilde manøvrer som man så kan kigge beundrende på bagefter. Spillets replay-mode er virkelig godt lavet, faktisk en af de bedste jeg har set.
Alle biler i 4x4 Evolution er licenserede udgaver af virkelige 4WD'ere, og selvom de fleste er Amerikanske modeller som ikke så udbredte her i Europa, så er det stadig en alt for fed feature!
Selvom biler selvfølgelig betyder meget i et bilspil, så kommer man heller ikke langt uden noget at køre på. Til det indeholder 4x4 Evolution et utal af baner, der alle fokuserer på absolut frihed. Hovedmålet i 4x4 Evolution er nemlig at køre gennem et antal checkpoints, der ligger spredt ud over et vældig stort område, hvor man kan køre lige, hvor man vil. Mellem de mange checkpoints kan man gøre lige som man vil: Tage en gigantisk smutvej, køre modstandere af banen og alt muligt andet. Denne fantastiske frihed er en af de største tiltrækningspunkter ved spillet, og det er rart at se, hvordan udviklerne har formået at skrue det hele passende sammen. Der er intet så kedeligt som et såkaldt offroad spil, hvor man ikke laver andet end at køre på vej, der er hegnet ind af usynlige barrierer. Alt dette slipper man for i 4x4 Evolution, der indeholder den samme frihed som eksempelvis Microsoft Monster Truck Madness 2.
Udover absolut frihed, så inderholder de afvekslende baner også mulighed for at indstille vejret som man vil have det. Sne, tåge regn m.m. er en del af virkeligheden, og dermed også en del af 4x4 Evolution.

Store 4x4 biler har per definition en meget blød affjedring, og denne følelse er ramt perfekt i 4x4 Evolution. Jeg ved godt, at andre sites har klaget over den urealistiske tyngdekraft, der giver mulighed for længere hop, men jeg synes bare det gør spillet sjovere.

Jeg har sammenlignet dette spil med Gran Turismo et par gange i denne anmeldelse, og selvom 4x4 Evolution minder meget om det, så er Gran Turismo stadig en del bedre.

Grafik

4x4 Evolution er et kønt spil - det sætter ingen nye rekorder, men er alligevel dejligt at kigge på. Alle biler er opbygget fantastisk flot, og specielt i replays er det virkelig en nydelse uden lige at beundre de flotte, skinnende firhjulstrækkere.
Banerne i spillet er generelt flotte, dog er de lidt vel bare, og det ville være skæggere med lidt flere træer og buske og den slags.
Effekterne fejler dog ikke noget, og man bliver aldrig træt af at beundre det realistiske støv, vandsprøjt, m.m.

Lyd

Lydeffekter er der masser af i 4x4 Evolution, og der er alle i en krystalklar kvalitet. F.eks. er det tydeligt at høre, når man ramler imod en sten, og den skraber hen langs bunder an biler. Desuden kan man også tydeligt høre småsten slå mod bilen, og dækkene, der presser grus sammen. Nydeligt, nydeligt!
Musikken er egentlig udmærket, specielt i introen, hvor den starter som noget country, og derefter går over til noget ganske godt techno.

Konklusion

4x4 Evolution er et af de bedre spil vi har prøvet til PlayStation 2, og selvom man ikke er så bidt af firhjulstrækkere som mig, så tør jeg næsten love, at det er man, når man har spillet 4x4 Evolution.
I spillet går grafik, lyd og et fantastisk gameplay op i højere enhed, og det er faktisk kun småting, der hindrer dette spil i at få en klassiker karakter.

4x4 Evo (US)
Anmelders vurdering
87%

4x4 Evo   © Gathering 2001   (PS2)    1/3 4x4 Evo   © Gathering 2001   (PS2)    2/3 4x4 Evo   © Gathering 2001   (PS2)    3/3