X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Zone Of The Enders


Hvad får du hvis du tager Wilson Kipketer, Rene Toft Simonsen og Brian Laudrup, kaster dem ind i en vild trekant, og tilsætter højdepunkterne fra din egen seksuelle debut??? Svaret kommer her.

Snup en Snickers

Jeg vil ikke spilde tiden med at gentage hvad historien i ZOE går ud på, for du har med garanti hørt og læst den en milliard gange det sidste halve år, mens vi ventede. Hvis du dog har trang til at spille dum, kan du, udover at snuppe en snickers, læse vores tidligere preview hvor alt er penslet ud. Spørgsmålet er om den holder?

Historien i ZOE er ved første indtryk meget naiv, men den vinder hurtigt både i intensitet og troværdighed. Faktisk vil de overdrevne personificeringer og den stilsikre miljøgengivelse langsomt men sikkert snige sig ind på dig, og til sidst skabe en atmosfære som jeg kun har oplevet før i final fantasy serien.

Samspillet imellem Leo og Jehuty’s computer ADA, hvor Leo’s naive og barnlige betragtninger, mod enden begynder at smitte af på den kolde og kontante kampenhed (vi har set det før i T2). Viola’s dybt foruroligende og grænseoverskridende personlighed, som er det rene Ingmar Bergman. Og ikke mindst hele invasions misæren, som konstant insisterer på at stille nye spørgsmål der både vil pirre din nysgerrighed, og løbende fodre dig med små hints om hvem der myrdede hvem, i hvilket værelse, og med hvilket våben.

Mission to Mars

Missionerne er varierede, og byder på både gigt fremkaldende fingergymnastik, testosteron udviklende bækkenøvelser og neuron ophedende hjernevridning. Og selvom det i første omgang indbyder til bevidstløs hack and slash, skal der omtanke og strategi til hvis du ønsker at opnå gode karakterer og åbne for de sparsomme secrets som er gemt i spillet.

Hva’ ka’ jeg sige?

Jeg har svært ved at gå i detaljer med det hele i ZOE, fordi mine ord blegner i forhold til den oplevelse du får ved selv at opleve dem. Men forbered dig! Spænd sikkerhedsselen, på med æggeskallen og frem med bedekæden. For ZOE vil ride dine sanser som en mare.

Jeg har personligt aldrig set og spillet et spil der var så hurtigt, flot og velspillende. Det udstråler i det hele taget en total perfektionisme i både interface, kontrol, grafik, kameraføring og plot.

Det er tydeligt at main man Hideo Kojima (producer af MGS og MGS2) står i baggrunden og kaster sin silhuet ind over hele linjen.

Men alt dette gør at det jeg nu skal sige er ekstra forbandet bittert at få over mine læber.

Sandhedens time
Netop som forelskelsen gik op for mig, og vores læber var så tæt på at mødes at gongongen lød for en ny runde af gæt en mad, mærkede jeg pludselig en smerte i de nedre regioner så uudholdelig, at jeg vidste at jeg nu ville komme til at opfinde alternativer til den sædvanlige vandafladning så skræmmende at selv Private Ryan ville rynke på brynet!

Hvis jeg så lige for et øjeblik kunne træde ud af kroppen og betragter scenariet udefra, ville jeg til min overraskelse se at det ikke, som først antaget, var naboens Sankt Bernard der blot var kommet for at lege (gøres ved at hamre snuden i skridtet på mig), men i stedet skyldes nogle besynderlige rulletekster der var begyndt at kører hen over skærmbilledet.

Efter at have sundet mig oven på denne forfærdende oplevelse, kan jeg erklære ZOE for ikke kun at være det smukkeste spil på jorden, men også det korteste!

I første hug på normal settings, gennemførte jeg hele spillet, med grundig gennemgang af alle baner og fmv sekvenser, på 7 timer og 10 min.......... ? Ja, jeg er ikke helt kommet mig endnu, men det er utilgiveligt.

Play it again, Sam?

Replay value er der begrænset af.

Du får ved gennemførelsen adgang til en ligeså flot og velspillende two player option, hvor du har muligheden for at kæmpe mod enten en CPU modstander eller en kammerat, på en af de afgrænsede nøgle lokationer i spillet. Og det vel at mærke uden split screen! Meget imponerende, men ikke langtidsholdbart.

Og efter at den dybe skuffelse over den hurtige og meget uafklarede slutning, har lagt sig lidt, får du da lyst til at se det hele igen. Men desværre ingen nyhedsværdier gemt i det.

Heads up!

Hvis man skal sige noget godt om slutningen, er det at den udelukker al tvivl om en ZOE 2. Og så kan vi håbe at Konami har lyttet (kan de undgå det?) til den eneste, men til gengæld massive, kritik der retfærdigvis har været af ZOE, og laver den næste minimum 3 til 4 gange så lang.

Og hvis jeg nu løfter hovedet og bliver rigtig professionel og upartisk, kunne jeg også finde på at påstå at hvis spillet havde været længere, ville manglen på variation i både de grafiske miljøer og de moves man har til rådighed, godt have blevet et problem. Det er det bare ikke nu, da du simpelthen ikke når at blive træt af dem der er til rådighed i den korte tid spillet varer.

Svar udbedes

Jeg summerer bedst oplevelsen af ZOE ved at svare på mit indledende spørgsmål.

Hvad får du hvis du tager Wilson Kipketer, Rene Toft Simonsen og Brian Laudrup, kaster dem ind i en vild trekant, og tilsætter højdepunkterne fra din egen seksuelle debut?

Noget der er det hurtigste til dato, ser hamrende godt ud, er verdensklasse i sit spil, men overstået netop som begejstringen går op for en.

Zone Of The Enders (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Zone Of The Enders   © Konami 2001   (PS2)    1/3 Zone Of The Enders   © Konami 2001   (PS2)    2/3 Zone Of The Enders   © Konami 2001   (PS2)    3/3