The Thing

Plottet er som hevet ud af en tidlig 80’er kult og splatter film. En ren robinsonade tilsat salsa ketchup og gode nødder. Her er straffen for at tabe dog ikke personlig skam og karriere som medieluder, men i stedet en enkelt billet til metroen (hint; i tunnelen skal du mod lyset!).

Faktisk ER plottet hevet ud af en tidlig 80’er kult og splatter film, nemlig Tæppemandens egen ”The Thing” fra 1982. Jeg spørger bare hvordan fanden den gode Johnny boy kunne vide at der 20 år efter ville komme et spil ved samme navn, og hvorfor er nødderne ikke med? Nå ja, Nostradamus og i øvrigt ellers ganske overbevisende konspirations teorier sat til side, kan jeg meddele at jeg nu har haft The Thing til PS2 på min 32” widescreen i noget tid, og her er hvad jeg kan berette om den oplevelse.

Tina Steel wanna bee

Der har været store forventninger til denne titel. Et nyt og banebrydende system hvor din interaktivitet overfor dine mænd, og kontrol af hhv. deres frygt for situationen generelt og tiltro til dig som allieret, er pointeret kraftigt både i foranmeldelser og i spillets eget presse materiale. Usikkerheds elementet hvor du aldrig kan vide dig sikker på hvem der er inficeret og dermed en potentiel Tina Steel, er ligeledes også vægtet kraftigt i markedsføringen (helt i tråd med filmen).

Ved selvsyn og ind imellem alle flosklerne dukker sandheden så selvfølgelig op, og da disse elementer er de mest ventede, vil jeg starte med et par ord om dem.

Tankespindets favorit barak

Frygten er din værste fjende! Ja, det kan vel siges om godt og vel alt her i livet, og nu også til et PS2 spil. Dine mænds tendens til momentan racermave i silke drengene, er nemlig afgørende for hvorvidt de er i stand til at yde nogen form for reel backup i tilspidsede situationer, eller om de i sidste ende vælger at give dig og de andre bly i ryggen og afslutningsvis spraypainte væggen med sit eget tankespinds favorit barak.

Deres frygt påvirkes af tilstedeværelse af lig og uhyrer, og du kan mildne den ved at tage dem væk fra specielt ulækre områder, eller ved at nakke de udefinerbare monstre som insisterer på at bringe ubalance i tarmfloraen.

I starten virker dette efter hensigten og du tager et ægte hensyn til denne faktor, og holder øje med deres tilstand. Men når du er nået halvvejs ind i spillet har du indset at frygten i lige så høj grad bliver brugt til at fortælle dig hvornår du bliver nødt til at efterlade dine mænd og gøre tingene selv. Og i mange situationer når du slet ikke at reagere på deres frygt i kampens hede, og så opdager du pludselig at en af idioterne sidder i fosterstilling ovre i hjørnet, og vil hverken tage imod ordrer eller hjælp.

Jeg syntes ikke at deres frygt er nok nuanceret. Enten er den der eller også er den der ikke. Den bliver ikke bygget op langsomt, og de bliver ved med at kaste op over et fucking lig uden hoved, på trods af at de undervejs må have set mindst 100 af samme skuffe.

Du kan hive en mand ind igennem en dør hvorved han straks begynder at ryste som et espeløv, og hurtigt går i knæ, men sekundet du hiver ham over på den anden side af dørtærskelen igen, er han gung ho og på igen.

A.I.

Tiltroen er egentlig ret lig med frygten. Bortset fra at det er lidt forskellige faktorer som påvirker den, er resultatet det samme; Kan du stole på dine mænd i en krisesituation, og hvor effektive er de?

Grundlæggende er stemningen således egentlig efter hensigten, men midlerne hvorved den opstår virker stadig meget tænkte og planlagte. Der mangler en mere naturlig/menneskelig opbygning af disse påvirkninger og af de resulterende adfærdsmønstre (kom ikke og sig at jeg ikke stiller høje krav....).

Blodets magt

Lidt i tråd med dette er uvisheden om hvem der er inficeret, og hvornår/hvordan de røber sig selv. Du finder hurtigt ud af at det kan betale sig at backtracke langt og ofte, for at save på de få save points der er på hver bane. Dette medfører at lige så snart at en af dine mænd pludselig vender vrangen ud og går løs på hele banden, er det bare at loade om, strippe vedkommende for alt værdifuldt, og derefter nakke ham iskoldt. Du behøver ikke være bange for dine mænds reaktion på dette, for de vinder tiltroen til dig igen så snart de ser at stodderen alligevel er potentiel ormeføde.

Jeg har endnu ikke luret hvornår præcist denne inficering sker, eller om dette også er programmeret på forhånd, men for mig kom det hurtigt til at virke uundgåeligt og planlagt når det først skete, og så er det bare om at nakke ham og komme videre. Jeg har heller ikke luret præcis hvordan man skal kunne mistænke nogen mere end andre. Enten tager du det cool og håndterer det når det sker, eller også kan du brænde dine få blodprøve kits af på dine mænd, i stedet for, som der reelt er behov for, på dig selv. Det sidste får du brug for i forbindelse med at få nye eller nuværende mænd til stole på dig.

Ingeniør med en flammekaster...

Dit mandskab består sædvanligvis af hhv. en soldat, en ingeniør, og en medic. Deres evner siger sig selv, og det er op til dig at bruge dem til det de er bedst til.

Det strategiske element i at du kan kommandere med dine mænd virker godt, og det kan betale sig at tænke over hvor de pågældende står, hvem der dækker hvem, og med hvad, inden du åbner en dør og der vælter en milliard ”face huggers” ud i fjæset på jer, din medicin mand står forrest med en pistol og bliver ristet bagfra af ingeniøren med en flammekaster.

En fed ting er bl.a. at lave arrangerede bagholdsangreb. Du ved at der er en motherfucker af en slavetøs ude i gangene, og at I bliver fladet hvis I konfronterer den i de snævre korridorer. Dels pga. tøsedrenge faktoren, dels fordi at I ikke kan undgå at ramme hinanden i kampens hede.
Dvs. du beordrer dine syv dværge til at blive stående et godt sted som f.eks. bag ved nogle kasser inde i et stort rum (meget plads er altid en god ide mod større monstre). Herefter render du af sted igennem de lange gange og fanger hønsemors opmærksomhed, og løber herefter baglæns igennem gangene alt imens du kaster granater i skallen på den, for til sidst at byde den velkommen i klubben, hvor de andre venter på at gå agurk på svinet i en lækker lille krydsild mens du står i hjørnet og ser frydefuldt på.

Faktisk kan det tit betale sig at lade dine mænd stå for det meste af det hårde arbejde, da de, hvis de er i top kondition, arbejder og rammer bedre end de selv gør!

Hud i ansigtet

Jeg er nødt til på nuværende tidspunkt at gå til bekendelse og erkende at jeg blev meget skuffet over grafikken. Den er ikke decideret ringe, men den er så absolut heller ikke state of the art. Jeg tænkte flere gange på en af de første survival horor spil på PS2, nemlig Extermination. Det var i sin tid en ret langt fremme, men desværre også undervurderet titel. Ikke desto mindre minder The Thing rent grafisk, meget om denne titel, hvilket ville være i orden hvis ikke det var fordi Extermination var 2 år gammel. Der er godt nok lagt lidt hud i ansigterne, men ellers er alt meget geometrisk og kantet udformet.

Banernes detaljegrad er også virkelig skrabet, og det hele virker bare meget bart og nøgent. Det er ikke fordi dette nødvendigvis gør spillet dårligere, for helhedsindtrykket er stadig ok, men det gør det bare ikke til noget ekstraordinært heller.

The Thing virker som om at det enten er barberet meget kraftigt til PS2 udgaven (jeg mangler endnu at konstatere om ikke PC versionen leverer varen), eller om det bare ikke har fået lov at modne længe nok inden release? En masse fejl i spillet kan dog få mig til at formode det sidste.
Jeg oplever alt for mange gange at mine mænd af uvisse årsager pludselig ikke gider at følge mig mere (især ude i det fri). Pludselig stopper de eller den op, og rokker sig ikke ud af stedet. Ingen forklaringer er at finde, og de reagerer positivt på gentagende ordrer om at følge med, men viljen forplanter sig bare ikke videre ned i deres ben!
Hvis jeg er heldig kan jeg i enkelte tilfælde ”skubbe” dem rundt indtil de pludselig ”løslades” igen og følger med, ellers er det bare om at loade forfra og undgå det område de frøs i (bogstaveligt talt:-).

Det kan også være svært at samle objekter op fra gulv mm. Det er meget tilfældigt om du registrer dem eller ej. Jeg kan se objektet, og også se at det tydeligvis er noget der skal samles op (f.eks. efter en død kammerat), men ihærdige forsøg på at stå lige netop det rigtige sted over det virker ikke, hvorefter jeg tilfældigt løber videre, og pludselig ser et ”samle op” ikon når jeg løber hen over det!?

Mangel på ensartethed?

Det sidste jeg vil påpege er plottet og hvordan historien bliver fortalt. Generelt er der en god sammenhæng, men igen er det som om tingene i perioder er kommet lidt for hurtigt igennem sluserne. Nogle missioner ender meget brat og uventet, og den efterfølgende mission starter et helt andet sted og med nogle hints til ting som man føler burde være påpeget i introen til pågældende mission. Dette er i sig selv ikke unormalt for spil, men når der ikke er ensartethed indenfor samme spil bliver man irriteret og føler det som sløseri.

WAUW?

Min konklusion må være at der er gode elementer i The Thing, og at det helt klart er værd at kigge på, specielt hvis man er til horror/adventure genren. Men den virker dels ikke som en sprit ny titel hvor man nærmest forventer at blive imponeret over et eller andet nyt koncept eller flotte detaljer, og dels er den plaget af flaws som kun kan stamme fra en for hurtig release eller for dårlig kontrol (hænger det ikke sammen?). Jeg har haft en god oplevelse ved at spille The Thing, men jeg er ikke imponeret!