Alone In The Dark: The New Nightmare

Juhu, hér er en titel som jeg har glædet mig til i mange år - og jeg er utvivlsomt ikke den eneste! Sidst vi hørte noget til Edward Carnby var for en del år siden i spillet Alone in the Dark III, hvor man måtte hjælpe den arme Carnby ud af en by befængt med cowboy-spøgelser. Som titlen antyder, var dette spil nummer 3 i en serie, hvor etteren var et af det første spil, der brugte polygoner i gameplayet.
Alone in the Dark (AITD) spillene har altid været populære, og det er som sagt med stor længsel, jeg har set frem til fireren: Alone in the Dark - The New Nightmare.

Poirot, gå hjem!

Som titlen antyder, så er 4'eren i AITD serien ikke et spil, der er for folk med sarte nerver.
I spillet følger man endnu en gang den gode detektiv Edward Carnby og en kvindelig forsker, Aline Cedrac, på et grusomt spændende eventyr på den afsidesliggende og særdeles uhyggelige ø, Shadow Island.
Forhistorien starter med, at Carnbys bedste ven, en hr. Fiske, er tager ud til øen for at tale mand til mand med øens beboer, Obed Morton. Desværre ser det ud til, at det hele, så at sige, er gået lidt i fisk for Fiske. Under alle omstændigheder kommer han hjem med en kugle i hjertet, og det er nu Carnby og Alines opgave at finde ud af, hvad der er sket.
Desværre går det heller ikke så godt for vores to hovedpersoner, da de på vej ud til øen bliver angrebet af et afskyeligt, bevinget væsen. De to bliver nødt til at springe ud med faldskærm, hvorefter de lander på Shadow Island - hver for sig.
Nu begynder et eventyr uden lige for de to hovedpersoner, og inden man ved af det, ser det ud til, at den ellers så sympatiske Obed Morton, er den sidste i en lang slægt af æggehoveder, der har prøvet at tillade alskens uhyrer fra Helvede at komme hertil Jorden.
Det er kun Aline og Carnby, der kan stoppe den onde professor Morton, og det kommer til at kræve både en hurtig revolverhånd samt en hurtig tankegang.

Gameplay

Der kan ikke være mange personer, der ikke har hørt om Alone in the Dark - specielt da shareware versionen af spillet var på næsten samtlige computere for nogle år siden. Det er noget andet i dag, hvor spil som Dino Crisis og Silent Hill har gjort indtog på AITDs område. Nu er mesteren dog tilbage igen, og er lige så god som altid.

4'eren i AITD serien spilles på fuldstændig samme måde som de foregående spil i serien: Baggrundene i spillet udgøres af præ-renderede billeder, hvor en 3D figur bevæger sig rundt. Med andre ord, så er der ikke tale om et 'ægte' 3D spil som Dino Crisis, hvor alt var bygget op af polygoner. AITDs måde giver dog flottere baggrunde og en hurtigere loadetid, desværre må vi så undvære luksus som bevægelige kameraer.

Inden spillet går i gang skal man først vælge, om man vil styre Edward Carnby eller Aline Cedrac. Hver figur giver mulighed for at spille spillet på en helt anden måde, hvor der er nye våben og gåder undervejs. Forskellen på de to figurer ligger i det faktum, at man som Carnby vil være meget mere afhængig af skydevåben, mens man som Aline vil være mere tilbøjelig til at finde på en anden udvej.
Fra start af er begge personer udstyret med en walkie-talkie og den vigtigste ting i ens arsenal: En lommelygte! Lommelygten er et uundværligt hjælpemiddel, når man bevæger sig alene og bange ned gennem en lang gang. Desuden gør lommelygten det muligt at opdage vigtige ting, da de skinner i mørket, hvis man peger på dem med lygten - intet mindre end en genial udtænkt

hjælp.

Sværhedsgraden i AITD er udmærket afstemt, og hånd i hånd med sværhedsgraden kommer uhyggen, der stiger i samme takt. De forskellige opgaver man støder på undervejs, er tilpas godt udtænkt, dog er der en enkelt eller to undervejs, der absolut ingen mening giver.

Det vigtigste ved et spil som AITD er selvfølgelig, hvor uhyggeligt spillet er. Til alle, der syntes, at gyseren What Lies Beneath (Bag Facaden) med Harrison Ford og Michelle Pfeiffer var uhyggelig, så er den vand i forhold til chok-effekterne i AITD.
Spillet klarer som intet andet at opbygge en stemning, der er så fed, at sidder helt ude på kanten af stolen, når man åbner en ny dør eller drejer omkring et hjørne. Det fedeste ved spillet er dog - som sagt - chok-effekterne, hvor både lyd, billede og DualShock arbejder sammen om at skræmme spilleren så meget som muligt.
Jeg kan klart anbefale at spille AITD i et bælgmørkt rum og med nogle gode, lukkede høretelefoner tilsluttet. Når man så går ned ad en mørk gang, og et monster pludselig løber ind foran kameraet, så får man et kæmpe chok - specielt da controlleren ryster voldsomt i ens hænder i samme øjeblik.

Grafik

Den gode, gamle PlayStation er ved at gå på hæld, og Alone in the Dark på PSX er ikke så flot en grafisk oplevelse som på f.eks. Dreamcast eller PS2 - hvilket selvfølgelig ikke er så underligt.
AITD er en smule flottere end tidligere spil i samme genre (Resident Evil, Silent Hill), og dette skyldes i høj grad de meget flotte og stemningsfulde baggrunde, der virkelig giver følelsen af, at være helt alene i et stort, uhyggeligt hus.
En fed effekt i spillet er hovedpersonernes lommelygter, der kaster et flor skær ud over alt i nærheden.
Der er intet, der kan ødelægge AITD oplevelsen, som et TV med en forkert indstilling af lysstyrken. Husk endelig at indstille dit TVs lysstyrke, så det passer med spillet.

Lyd

Lyden er et af de vigtigste punkter ved et spil som AITD, og heldigvis har udvikleren Darkworks været klar over dette. Spillet indeholder alle mulige uhyggelige lyde - alt fra raslen af blade, knirken i gulvbrædder til monsternes snerren og det er alt sammen i en dejlig kvalitet.
Det er lidt en anden historie, når man taler om spillets musik. Når den bare ligger i baggrunden og fylder stemningen ud, så er den intet mindre end perfekt. Desværre sker der nogle gange det, at musikken bliver lidt for ivrig - specielt når man kæmper mod monstre - og den ivrige musik består mest af forskellige dybe bas toner, der meget hurtigt kan blive belastende at høre på.

Konklusion

Alone in the Dark - The New Nigtmare er en værdig efterfølger til de 3 tidligere spil, og er uden tvivl det bedste spil i serien. Uhyggen i spillet er enormt godt lavet, og når den bakkes op af en næsten perfekt grafisk og lydmæssig side, så er der lang brænde på til endnu en klassiker. Infogrames har dog ikke klaret at give spillet det sidste nøk opad, og da det ikke er så nyskabende som det første spil, så kommer spillet ikke helt op i de absolut højeste karakterer.
AITD er dog uden tvivl et af de bedste spil til PSX, og jeg kan helt klart anbefale, at man skynder sig ud og køber det. Har man, udover en PlayStation, også enten en Dreamcast eller PS2, så vil det måske være en god ide at vente, indtil spillet kommer ud på disse platforme, hvilket burde give grafikken endnu et løft.
Men lad mig lige sige det igen: Alone in the Dark er et MUST i enhver gamers samling.