Ring Of Red

Forestil dig at du i din Jehuty pludselig løber tør for diesel eller benzin, eller at din motor bliver så overophedet at du ikke kan indsætte det afgørende angreb på fjenden. Nej vel? Folk der har prøvet Hideo Kojimas noget hurtigt overståede mech spil, vil måske bogstavelig talt føle sig sparket tilbage til stenalderen, eller noget i den retning. For selvom at dette nye mech spil fra netop Konami, har en del til fælles med førnævnte ZOE, så er der dog flere forskelle en egentlige ligheder i spillet. Ikke alene fordi Ring of Red er et turbaseret strategi spil, der har mere med Kessen eller Squares virkelig fremragende Front Mission 3 til PSOne at gøre, end ZOE så er historien i Ring of Red noget bedre lavet, end den halvtynde sødsuppe vi måtte sluge i ZOE. Men historien byder også på en del nytænkning og opfindsomhed, der ikke ses tit, og slet ikke så veludført som her. Men hvorfor? Det må i læse videre om.
Har du husket at hælde olie på din AFW?

Historien går ud på, at Japan efter at U.S.A. bombede henholdsvis Hiroshima og Nakasagi i slutningen af Anden Verdenskrig, ikke overgav sig. Dette førte til en opslidende invasion af Japan, som til sidst blev delt op i forskellige zoner, f.eks. en sovjetisk kommunistisk zone, en nord japansk zone og en demokratisk syd-zone. Spændingerne mellem disse zoner førte i kølvandet på Anden Verdenskrig til en brutal japansk krig. Det er i årene efter denne krig, at spillet starter. Man skal bemande såkaldte AFWer (Armored Fighter Walkers), der er store krigsmaskiner, som blev udviklet i slutningen af Anden Verdenskrig. Disse majestætiske udseende krigsmaskiner fandt dog aldrig deres store udbredelse og anvendelse i Europa, hvorimod de med deres store mobilitet i det kuperede japanske landskab i krigssituationer blev en stor hjælp når det gjaldt landkrig. Som historien starter bliver en ny Sydjapansk (det er de gode) AFW Prototype 3 stjålet af en legendarisk Nordjapansk (som er de onde) AFW pilot. Herfra går det ellers over stok og sten med at få Type 3, som den kaldes i spillet, tilbage i de sydjapanske hænder. Man er en ung og teoretisk dygtig AFW pilot, uden virkelig kamptræning, kaldet Masami Weizegger, der er halvt japaner og halvt tysker, deraf det halvfjogede navn. Man danner trop med en del andre AFW piloter som bliver ens venner. Så skal der vist heller ikke røbes mere om denne historie. Spillet føres videre af hovedpersonen Weizeggers dagbog og nogle samtaler mellem de forskellige personer i spillet. Disse foregår desværre! i tekst, noget man burde have lagt bag sig, vi vil have stemmer ikke tekst! Det her er altså PS2.

Historien lyder lidt overdrevet, og det er den også, men ikke desto mindre virker det troværdigt. Især fordi disse store "sataner" med deres kæmpemotorer der skyder røg ud af deres rystende dieselmotorer, sørger for at det hele ikke virker for high tech, tværtimod. På trods af deres mastodontagtige fremtræden, så er de til tider, uden forsigtighed, ligeså skrøbelige som et æg, efter højt at flyve, dybt at falde princippet, mere eller mindre i hvert fald. Dette giver spillet en ekstra "edge" udi forsigtighedens og omtankens univers, så at sige.

"Jeg har min AFW, jeg har min lasso...".

... men først skal du altså lige lære at ride på den, og det kan nogle gange være ret svært. Selvom spillet starter ud med en mini tutorial, der mere forvirrer end gør gavn, så får man efter en lille times spil dog hurtigt styr på maskinen. Især fordi Konami, med et intuitivt kontrol system, formår at gøre det ret let at stige ombords. Udsigten er faktisk også rimelig pæn, man ser spillet fra et oversigtskort, der er delt op i firkantede tern a la skak . Herfra kan man så flytte sin AFW rundt. Det er dog nemmere sagt end gjort, for kort består af forskellige former for terræn og selvfølgelig kan vores lille mekaniske ven ikke helt så hurtigt komme over en bjergkæde som igennem fladt terræn. Derfor er den lige linie fra punkt A til B, ikke altid den hurtigste! Disse terrænfordele er dog ikke kun med for at gøre livet surt for dig, de kan nemlig også give fordele, såsom bedre udsyn og præcisionsfordele i kamp. Rund omkring på kortet er der små byer, som man kan indtage, her kan man så i nogle tilfælde rekruttere soldater til sin hær, "Uncle Sam needs you".

Spillet fordrer at man tænker strategisk, selvfølgeligt tænker du sikkert, fordi man kan brænde nallerne noget så frygteligt, hvis man ikke gør det, men også fordi man med lidt omløb i hovedet kan lave små strategiske Rommel finter der faktisk kan gøre underværker. Det nytter ikke at have en "loose-cannon" mentalitet, selvom spillet tit lægger op til dette, hvilket er et klart gameplay mæssigt plus. At spillet er turbaseret, betyder at man først flytter og angriber med sine enheder, og derefter gør fjenden det samme. Man skal altså altid passe på at ens AFWer har det fint nok til at modstå fjendens angreb.

De hurtige og de døde... crash course udi John Waynsk mech dogfight.

Når man så endelig er klar til kamp, så skifter spillet til en anden synsvinkel, hvor man kan styre sin AFW. Dette virker i starten lidt uoverskueligt, der er mange ting at holde øje med, men Konami har alligevel gjort et godt stykke arbejde, så alle detaljerne lidt efter lidt træder frem og gør sig brugbare. I kampsituationer er det vigtigt at få placeret sig optimalt. De forskellige AFW typer der er i Ring of Red, betyder at man skal tænke forskelligt. Det nytter ikke at gå i nærkamp med en AFW der er designet til langdistance kamp, gør man det kan man nemt få enden på komedie. Kampene foregår på tid, det gør de af den grund at ens AFW nemlig bliver overophedet og ikke kan fortsætte med at kæmpe, hvilket i en afgørende situation tit kan være både godt og skidt, afhængigt at hvordan man klarer sig, sjovt er det ikke at miste en AFW med 2 sekunder tilbage på uret! Under kampene kan man, når kanonerne er ladet, sjovt nok... (spændingen stiger) skyde!, det gøres fra et første person perspektiv, hvor en procent måler tæller hvor stor chancen er for at ramme. Når man føler at nu er chancen der trykker man blidt på X og ser efter om skuddet nu rammer. Udover det har man også en række special attacks, der kan bruges når man er presset. Simpelt ikke? Der er selvfølgeligt et men. Man skal sørge for at placere sig så distancen hen til fjenden passer til ens AFW type, er det nat tager det samtidigt længere tid at få en ordentlig præcision og oveni det hele kan fjenden med røg bomber osv. Gøre ens udsyn lig nul, jo der er meget at tænke på. I spillet har hver AFW tre små delinger af soldater med sig. En af dem skal bruges som mandskab på AFWen, og de to andre kan man så bruge til offensive eller defensive formål i kampens hede. De offensive kan deles op i to kategorier, den ene gruppe er anti-AFW, den anden er "anti-soldat". Her skal man også tænke taktisk, da en forkert manøvre kan udradere ens soldater og det kan give fjenden en fordel.

Det hele fungerer i al sin enkelhed faktisk fint, bortset fra at spillet i starten har lidt svært ved at komme op i omdrejninger, men efter et stykke tid begynder historien at blive interessant. Det bliver krydret med at banerne i spillet (selvfølgelig) stiger i sværhedsgrad, og man kan nemt blive grebet af lugten af sejr og lave storstilede manøvrer der på grænsen til det dumdristige tit faktisk giver bagslag. Så når man langt inde i en mission mister Weizeggers AFW, hvilket betyder at man taber, fordi man med overdreven selvtillid lige ville indtage en ekstra by, i stedet for at lade sin AFW blive repareret og så bliver nakket af en fjenden... så er man ikke lige i det bedste humør, for der er ikke nogen ingame gemme funktion, næeh nej her skal man igennem hver mission for at kunne gemme. Javel, det giver spillet lidt mere intensitet, men fungerer efter mit synspunkt, mere som en kilde til irritation end til spænding.

"Ja jaah, den knurrer jo som en kat når den står i 4 gear!"

Lyden er et hurtigt overstået kapitel, desværre. Ring of Red har samme monotome lydspor, som hverken irriterer eller glæder... kliché javel men: "lyden er der bare". Selvom musikken dog for det meste hælder mod det positive end det negative. Lyden brillierer dog mest i sit fravær fra de sekvenser der binder historien sammen, ingen ingame tale, no nothing... æv!, lidt svagt af Konami efter min mening. Lydeffekterne er i orden, heller intet her at sætte en finger på. Kort sagt lyden er så grå i grå som noget kan være, if you catch my drift.

Ring of Red: Den yndefulde svane?

Nej, alene fordi en AFW ikke ligefrem fremstår som noget af det æstetisk perfekte for øjet. Store klodsede og langsomme er hvad der er, men derfor kan de jo godt være flotte alligevel? Og det er de, oversigtskortet er dog ikke spillets stærke side, det er ganske pænt