Red Faction II

I 2001 fik vi Red Faction, som af mange blev betragtet som en af de absolut bedste FPS på PlayStation 2. Med sin specielle Geo-Mod engine gav den spilleren muligheden for at sprænge det meste af banerne i stykker: Mangler der en dør, var det blot at finde granatkasteren frem og så sprænge sig vej igennem forhindringerne. Alt for fedt.

Sådan er det stadigvæk, og Volition har vredet kluden endnu en gang og gjort alle de ting, som gjorde den oprindelige RF så fed, endnu bedre.

RF2 fortsætter et par år senere, og den ondsskabsfulde diktator Sopot har pludselig indset at hans nano-teknologi-modificerede soldater udgør en trussel imod ham og hans emperie: Derfor beordrer han total udslettelse af hans tidligere elite-styrker, og det lykkedes næsten, på en nær en håndfuld helte, som undslipper. Så er historien blæst igang, du tager rollen som Alias, der sammen med hans tidligere soldaterkammerater nu skifter side og rotter sig sammen med modstandbevægelsen, der gerne ser Sopot væltet fra tronen.

Herfra skrider spillet frem i et sandt stormvejr af død og ødelæggelse, og i et hæsblæsende tempo, bliver man trukket igennem 11 baner. Gameplayet kan hurtigt reduceres til "hvis-det-bevæger-sig- skal-det-sikkert-skydes", der er ingen puzzles eller opgaver der skal løses, blot en masse ammunition der skal fyres af i enhver fjendes retning. Faktisk er det mest intelligenskrævende man oplever, et håndtag der skal drejes! Resten af tiden er ren og skær "fire 'n' forget". Hvis man har held til at fare vild, eller har misforstået hvor man skal hen, er der som regel enten en underlig væg der skal blæses ned, eller en flok baddies som bare står og venter på at få en kærlig behandling.

Grafik-mæssigt er Red Faction 2 en ren fornøjelse at spille. Mange cut-scenes er lavet med spillets egen engine, mens de mere krævende scener er lavet i lækker CG. Figurerne er rigtigt flot modelleret og fyldt med detaljer som ansigtsudtryk, tatoveringer og skrammer. Det gælder både hovedpersonerne og de utallige fjender man møder undervejs. Selve animeringen af dem er også rigtig god og afvekslende. Alt efter hvor du rammer fjenderne, sker der forskellige ting. Eksempelvis står der indimellem blot et par ben tilbage mens resten af torsoen bliver spredt for alle vinde, hvis du rammer én midt på med en granat. Zombiers hoved kan skydes i småstykker inden de gir op. Listen med små lækre detaljer er lang.

Selve banerne og landskaberne er også enormt flotte. Dog skal det siges, at banerne måske er lidt for korte og enkle, der er ihvertfald meget sjældent noget at tage fejl af mht. hvilken vej man skal. Men det betyder ikke så meget, man har travlt med at skyde og undgå at blive skudt.

Som sagt er det muligt at skyde selve banerne i stykker. Det tilføjer unægteligt en ny dimension til spillet, men desværre er det som om Volition ikke har magtet at tage skridtet helt ud: Der er mange ting som bare ikke KAN skydes i stykker. Det er naturligvis gjort for at banerne skal hænge bare en smule sammen, men alligevel. Det er lidt tamt, at der bliver lovet "total destruction" hvorefter man så opdager at det kun er næsten, at ens våde drømme om at ligge hele bygninger i grus bliver opfyldt.
Omvendt mener jeg også der er forbavsende få steder i spillet der ligefrem er afhængig af denne feature. De fleste steder er det ikke engang nødvendigt at blæse sig vej igennem på den hårde måde, det kan bedre betale sig at gå uden om. Men der er mange gemte hemmeligheder og goodies som ligger gemt godt væk, så helt nyttesløst er det altså ikke. Man må heller ikke glemme den fantastiske tilfredsstillelse der ligger i at sprænge ting i stykker, bare fordi man kan!

AI'en må siges at ligge over middel, modstanderne prøver da at yde modstand, men kommer aldrig til at fremstå som særligt udspekulerede. Men heldigvis kan man indimellem få god hjælp af sine teammates, som rent faktisk SKYDER folk og ikke bare står stille i baggrunden og feder den af. Flere gange bliver man overrasket, når man stormer frem med en buddy på slæb, kaster sig ind i et rum, nakker den første fjende, og før man har vendt sig om, har ens medhjælper ordnet resten af modstanden! Heldigvis er man alene det meste af tiden, så tro endelig ikke at man bare kan lade AI'en spille hele spillet for dig...

Udover at rende rundt til fods, får Alias også et par sjældne muligheder for at få et lift, hvor man så skal betjene en kanon og holde fjenderne på afstand, eller muligheden for at tage kontrollen med en ubåd eller en robot. Sidstnævnte er uhyggeligt morsomt, man er bevæbnet med et par store gatlin-guns, granat- og flammekaster, og man mejer med et godt ord al modstand ned.
Styringen er fantastisk, når man først har vænnet sig til

joypad-opsætningen, føles den helt naturlig i hånden, og man sidder sjældent og fumler efter knapperne, når man er et par baner inde i spillet. Sekvensen hvor man styrer en ubåd, er iøvrigt helt perfekt, aldrig har kontrollen været så perfekt, blot en skam at netop den sekvens er overstået så hurtigt, for min skyld kunne de lave et helt spil af den alene!

Lydsiden holder også hele vejen. Stemmerne til de enkelte figurer er overdrevne, men ikke så meget så man bliver træt af dem. Som Volition selv pointerer i noget af de video-materiale som man kan låse op for i spillet, er tendensen helt klart, at lydsiden er et område hvor vi vil se rigtige skuespillere gøre det de er bedst til, for at forhøje kvaliteten af spillet. Lance Henriksen (du har set ham som Bishop i "Aliens") leverer en glimrende præstation, og resten af holdet hjælper kun til at gøre lydsiden helt gennemført.

Desuden er teksterne også ret morsomme, især når man indimellem har mulighed for at snige sig ind på et par intetanende fjender, som står og sludrer om de mest platte ting. Eller når man truer en tekniker til at love, at han vil reparere din computer når den går ned næste gang(!).

Baggrundsmusikken gør lige præcis det den skal, holder sig i baggrunden og tilføjer en masse stemning på de rigtige tidspunkter. Ikke noget med at blive træt af at høre den samme sample igen og igen, der er masser af variation.

Alias får efterhånden en imponerende samling våben til hans rådighed, ingen grund til at komme nærmere ind på det, grundlæggende er de hvad man kan forvente af en FPS i dag. Dog vil jeg lige fremhæve en fancy lazer, hvis "secondary fire" er en ret smart x-ray-funktion: Man kan se sine fjender igennem vægge og andre solide objekter, og endda skyde dem gennem væggen! Overdrevet cool, og røvirriterende når lazerstrålerne pludselig flyver om ørerne på én ud af det rene ingenting.

Alle våbene skal genlades på et tidspunkt, og det tager sin tid når Alias står og fumler med det næste magasin. Man skal hurtigt vende sig til at reloade når der er fred og ro, og dermed få den helt rigtige timing, for det er ikke noget man har lyst til at bruge dyrbare sekunder på i kampens hede. Nogen vil sikkert mene at det træls, men jeg føler nu at det tilføjer et ekstra element til spillet, at man faktisk skal tænke over hvor meget man skyder og hvor meget man har tilbage i magasinet. Iøvrigt kan man SE at Alias reloader, ikke noget nyt i FPS-genren, men det er nu alligevel fedt at se ham sætte det næste bælte patroner i og ligge den første ind i kammeret.

Gameplayet kræver somsagt ikke den store tankevirksomhed, og det er lidt synd at historien er SÅ liniær. Hvis man ser bort fra at man på udvalgte steder kan lave huller i murene for at komme fra A til B, så er der ikke plads til mange svinkeærinder. Det tager omkring 8 og 10 timer at gennemføre første gang hvis man bare vil igennem. Det lyder måske ikke af så meget, men underligt nok er det lige tilpas og med til at øge replay-valuen helt fantastisk. For banerne er fyldt med bonus-mål og andre gemte features, så det er næsten garanteret at man ikke vil nøjes med at gennemføre blot en gang, og så derefter sætte RF2 over i reolen til de andre spil, som man aldrig rører igen. Den kompakte historie og de simple baner, gør det nemlig ikke til nogen uoverskuelig opgave at sætte sig ned og starte forfra. Eller også kan man blot vælge den bane (og underbane) som man vil forsøge at gennemføre 100%.

Med tre sværhedsgrader er der rigeligt at gå igang med, og et tip er at starte med "easy", "medium" er rigeligt svær, for slet ikke at snakke om "hard" som er totalt umulig for alle andre end hardcore gamers.

Som bonus for at gennemføre spillet og klare bonus-mål, får man adgang til en masse video-materiale på skiven, bla. reklamer for "Summoner 2" og blær om hvordan de har lavet Red Faction.

Volition har gjort en del mere ud af multiplayer-delen i RF2 end de gjorde i den første. Banerne er store og gennemtænkte, og giver lige præcis det sidste spark der skal til for at gøre RF2 til et mesterværk. Når du har tæsket dig igennem singleplayer-delen, er der stadigvæk masser af replay-value i multiplayer.
Der er 8 forskellige klassiske gamemodes (deathmatch, CTF, osv), og med en multitap kan man spille 4-player splitscreen. Grafikken er naturligvis noget ringere, men til gengæld er der ikke den mindste antydning af tab af framerate.

Red Faction 2 er en super titel, og den blander sig helt sikkert med toppen af poppen indenfor FPS-genren. Så hvis du er fan, bør den virkeligt stå i din samling. Selvom den måske er lidt hurtigt overstået, er der masser af grunde til at vende tilbage til den igen og igen.