X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Rascal


I Rascal er man kort fortalt en knægt hvis far, en genial videnskabsmand ved navn Casper Clockwise, som i øvrigt har opfundet en tidsmaskine, bliver bortført til en anden tidsdimension af den onde timelord Cronon. Som den gode søn man nu er, beslutter man sig for at komme sin far til undsætning, og må naturligvis traditionen tro gå en gruelig masse igennem for at redde, ikke blot sin far, men også historien, datid, nutid og fremtid fra et kaosregime under Cronon.

Kort beskrevet minder spillet i opbygningen enormt meget om "Croc". Den eneste forskel er næsten, at hvor man i Croc kun var bevæbnet med sin hale, er man i Rascal udstyret med en "bubbel-gun".

At spillet er produceret af Travellers Tales og Psygnosis, burde næsten være reklame nok i sig selv, men noget af der fangede min opmærksomhed, da jeg først læste om Rascal på internettet, var at også Jim Henson Company havde haft en finger med i spillet ved udførelsen af spillet. Jim Henson Company kender alle, også selv om de ikke selv ved det... de står nemlig bag små sjove ting som Muppet Show, Fragglerne, Sesame Street og Dinosaurerne. Hvad de rører ved, har en pudsig tendens til at blive en succes, hvilket nok kommer sig af, at deres arbejde som regel er nærmest perfekt. ...Så jeg var spændt på at se hvordan de havde klaret det virtuelle spring over til Playstationen, og om der var nogen mærkbar forskel på Rascal i forhold til de tidligere spil i genren.

Ja... et eller andet er der sket... om det så er Jim Henson folkene der er den direkte årsag havde jeg ikke mulighed for at finde ud af.. Selve hovedpersonen i spillet, Rascal, er designet af dem, men mon ikke de også har haft en finger med i den øvrige grafik, for de scenerier som den lille knægt bevæger sig rundt i er simpelthen bare så flotte!

Grunden hertil er hovedsageligt, at man bruger op til 232.000 farver på skærmen på samme tid. Dette, sammen med en meget velsmurt 3d-engine, gør at Rascal rent grafisk næsten er oppe og ånde Nintendo 64'erens Mario i nakken. Inden jeg kommer for godt i gang, bliver jeg dog nød til lige at slå fast, at Rascal alligevel ikke ligner et rigtig godt Mario64-alternativ. Forklaring følger:

Se...! demoen som viser Rascal løbe, hoppe, surfe(!) og svømme rundt på forskellige baner er en fornøjelse at se på... Ok, er man kritiker vil man sikkert hurtigt opdage, at visse objekter ikke bliver udregnet i rigtig 3d, men er faste størrelser, som man zoomer ind og ud på... ikke så godt, men helhedsindtrykket er ikke destro mindre stadig helt fint i kraft af de enormt flotte og "glatte" omgivelser. Især de baner hvor Rascal svømmer under vandet imponerer meget, og de lidt skæve kameravinkler samt den utroligt professionelle brug af lys er noget af det bedst udførte jeg endnu har set. Problemerne melder sig først rigtig, når du har set demoen igennem, og beslutter dig for selv at tage roret.

Det første man lægger mærke til er, at det føles som om Rascal vader rundt i havregrød til knæene, med et par solide Volvo-fælge bundet til benene. Den stakkels lille fyr må lide af ungdomssløvsind, for han bevæger sig nærmest i slowmotion. Når han skal løbe skal han først accelerere, og vil man have ham til at stoppe igen skal han så først decelerere. Dette medfører også et andet problem: Hvis man vil standse helt op, for derefter at dreje eksempelvis 90 grader til venstre, skal man sikre sig, at Rascal står helt stille, før man begynder at dreje. Ellers vil han foretage det der i trafikken hedder et "blødt venstresving". Dvs. at uanset om man har sluppet fremadknappen, vil han slå en stor bue mod venstre, da han stadig er i fremdrift. Det kan derfor være enormt svært at kontrollere den lille fyr på diverse smalle træstammer og små platforme, og meget af farten bliver herved taget af spillet.
Det gøres bestemt heller ikke nemmere af, at ens synsvinkel i nogle tilfælde gør, at du hverken kan se hvor du kommer fra, og endnu vigtigere... hvor du skal hen. Det bliver også væsentligt sværere at ramme sine modstandere med bubbel-gun'en, når man ikke kan se hvor de er. Og det er i demo'en ikke muligt at ændre synsvinklen til noget bedre.

Musikken er bare underlig, og jeg kan kun gå ud fra, at den vil være skiftet ud i det endelige spil. Den en langsom og kedelig, og passer slet ikke til handlingen. Når Rascal f.eks. surfer i rivende fart ned af en brusende "vandruschebane" bliver han ledsaget af noget der leder tankerne hen i retning af kendingsmelodien på en kinesisk tv-avis... Det er bare forkert!

Man kan også kun håbe, at der bliver arbejdet lidt videre med lydeffekterne... eksempelvis er lyden den samme, uanset om man åbner en dør som befinder sig oven over vandet, eller nede i en dyb brønd..

Alt det her er med til at forringe stemningen i spillet. Det mangler dynamik... og man kunne også godt tænke sig at det var forsynet med et par humoristiske elementer... Men nej... ikke demoen i hvert fald. Rascals bevægelser er vældig flot animeret, men hans ansigt er totalt i stasis, og det smitter pudsigt nok mere af end man skulle tro. Mon ikke de fleste gentagende gange har grinet højlydt af Crash Bandicoot's mimik? Crash Bandicoot ville slet ikke være det samme, hvis det ikke var for denne lille detalje... jo flere menneskelige træk man tilføjer en computerkarakter, jo nemmere bliver det at personificere den... og man begynder at kunne lide den. Men man føler ikke at man kender Rascal, for han har ikke nogen personlighed eller charme, og bl.a. derfor virker spillet "dødt".

... Så det vi har her er kort fortalt et spil om en lille, dødtræt fyr med motoriske vanskeligheder, som møjsommeligt baner sig vej gennem nogle meget flotte baner, som han dog ikke kan se så meget af, idet han har solbriller med indbyggede skyklapper på. At han er lidt udkørt og stram i masken kan man godt forstå, da han er tvun-get til konstant at høre på noget temmelig deprimerende musik, som bestemt ikke appellerer til en lille fyr med en mission. Surt, surt... for under andre, mere behagelige omstændigheder ville han sikkert have nydt at boltre sig på de meget varierede baner.

Men hvem ved... måske vil de rare programmører i den endelige version af spillet fjerne Rascal's solbriller, så han (vi) kan se lidt mere af verdenen og bedre kan orientere os... sætte en anden cd på, evt. med lidt god musik denne gang... og give knægten lidt yoghurt til at komme til kræfter på, så vi får et spil med lidt spræl i, og med en "levende" hovedperson... Et eller andet med Croc's charme og vitalitet, og Rascal's egen grafik, tak!

Spillet har nemlig potentiale, og især den vildt imponerende grafik vil jeg personligt meget gerne se mere til i andre spil. Så håb på, at programmørerne har arbejdet bare et par timer længere med Rascal, efter at demoen blev udsendt.

Men vent til den endelige version udkommer, og læs vores test... det var trods alt kun en demo vi her havde med at gøre, og måske ender Rascal alligevel med at blive noget særligt. I hvert fald vil jeg selv holde øje med spillet, og hvad der eller måtte komme fra Jim Henson Productions... de er inde på noget af det rigtige.

Rascal (EU)
Anmelders vurdering
3/6