X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Pandemonium 2


Pandemonium [pändi'mounj'm] : Dansk: Pandæmonium, de onde ånders bolig; helvede; øredøvende spektakel; vild forvirring.

På trods af det lidet flatterende navn, er der bestemt ikke nogen grund til at frygte eller forsøge at undgå det nye platformsspil fra Crystal Dynamics. De der har spillet Pandemonium 1, vil dog kunne bekræfte at alle aspekter af navnet er indeholdt i spillet, og 2'eren fortsætter hvor 1'eren slap.

Nikki og Fargus har stadig problemer, og bliver kastet ud i et vildt mareridt i de underligste omgivelser. De må igen, bogstaveligt talt, igennem Pandæmonium for at redde skindet, og turen går over dybe kløfter, gennem mørke grotter, under broer, over broer, inde, ude, oppe, nede, og rundt om ting!.... PUST!... Og selvfølgelig er vejen nærmest brolagt med monstre (ja, de gode gamle "duh- monstre" er der stadig), som gør deres bedste for at gøre det hele så svært som overhovedet muligt for dig.

Spillets opbygning var sammen med grafikken Pandemonium 1's største force, og i efterfølgeren er der kræset endnu mere for detaljerne.

Lad os starte med intro'en. Det mest bemærkelsesværdige her må siges at være Nikki. Hun var da vældig køn i 1'eren, men der er ingen tvivl om, at alle de mønter hun samlede i det første spil, ubeskåret er gået til plastiske operationer..... Hun er slet ikke til at kende igen. Prøv engang at se vores "babe-galleri", og døm selv... hun er da vist rigtignok blevet voksen, hva'?

Også Fargus er blevet lidt vildere, og lidt mere mandig at se på (but who cares?).

Heldigvis er forbedringerne i grafikken ikke kun begrænset til introen. Der er også gjort meget ud af opbygningen af banerne. Egentlig er selve tegningerne ikke blevet meget pænere, men det var der såmænd heller ikke grund til - men grafikken bliver udnyttet en hel del bedre.

En af de temmelig unikke ting ved Pandemonium var brugen af "kamera" eller synsvinkel. Mens man løb ud af en måske helt flad strækning, kunne kameraet bevæge sig rundt om en, og derved give mere liv i spillet. Og det er blevet optimeret i 2'eren, og er blevet endnu mere bevægeligt. Hvis man f.eks. går armgang hen over en dyb slugt, vil kameraet ofte flytte sig hen over dig, så man få et flot perspektiv, og rigtig får en fornemmelse af, hvor langt ned man falder, hvis man dummer sig. På samme måde vil kameraet, hvis faren kommer ovenfra f.eks. i form af faldende sten, dale til frøperspektiv, og man kan se stenen blive større og større efterhånden som den nærmer sig. Eller når man finder en "hoppepude", som får en til at flyve mindst 20 meter op i luften, dykker kameraet lynhurtigt, og Nikki eller Fargus bliver reduceret til en lille prik mod himlen. Meget imponerende!
Men desværre, venner... Kameraets store bevægelighed giver ikke nogen kompromitterende synsvinkler på Nikki. :-) I øvrigt er både hun og Fargus næsten grimmere her, end de var i 1'eren.

Men skidt med det... de er ikke så vigtige.

En enkelt detalje man kan nævne i forbindelse med grafikken, er at den til tider kan være lidt "rodet". Dvs. at temaet på den enkelte bane godt kan virke lidt forvirrende og kaotisk. F.eks. kan man på en bane forsøge at undgå at blive ramt af gnister og elektriske udladninger, fra alverdens underlige, futuristiske apparater, men samtidig kæmper man mod drager og fortidsuhyrer, og hopper skiftevis på træ-, klippe-, og metaloverflader.

Det kan godt virke lidt kikset, men passer jo egentlig meget godt, når man tænker på betydningen af navnet Pandemonium (se toppen af siden), som bl.a. inkluderer "vild forvirring".

Gameplayet er faktisk nøjagtig det samme som i det første spil. Der er kun et par detaljer til forskel. F.eks. kan man gribe fat i kanter (på tagrygge, skorstene, klipper osv.), og derefter hive sig op... ikke så revolutionerende, men en ok detalje. Man kan også få lidt anderledes våben, men de gør faktisk det samme som de gamle.

Musikken er ok... Den passer meget godt til spillet, men man skal nok ikke forvente at finde nogle af numrene på hitlisterne. Den, sammen med lydeffekterne "er der bare"; den virker ikke generende, og det er vel næsten det vigtigste.

En teknisk detalje som imponerede mig meget, og som jeg stadig ikke rigtig kan fatte hvordan er udført, er loade-tiden. Det er helt ufatteligt, så meget grafik og lyd programmørerne har formået at proppe ind i Playstationens sølle 2 mb. ram. Den loader måske 5-6 sekunder, og så spiller man bare uden afbrydelse i en lille evighed, på baner som bare er spækket med god grafik..... for en pc-ejer, som konstant ser sig nødsaget til at proppe mere ram i sin computer, er det nærmest utopi!

Så alt i alt kan vi konkludere, at Pandemonium 2 er en "rigtig 2'er". Selvfølgelig, kunne du ikke lide 1'eren, vil det da være dumt at investere i fortsættelsen. Der er nemlig ikke sket det store i forhold til 1'eren, men ligesom sin forgænger skal den nok blive en succes. Der er kælet lidt mere for detaljerne, og spillet er måske nok blevet lidt mere spændende at se på og at spille. Måske har spillet ved den højere tekniske kvalitet mistet en lille smule af sin charme. 1'eren var et rigtig sødt eventyr, med en sød pige i hovedrollen, men den nye er blevet en lille smule for moderne. Super-silden Nikki kunne vi f.eks. godt have undværet til fordel for den go'e gamle, lidt "dumb - blonde" - agtige Nikki. Men det er i sidste ende gameplayet der betyder noget, og det er helt i top!

Pandemonium 2 (EU)
Anmelders vurdering
5/6

Pandemonium 2   © Crystal Dynamics 1997   (PS1)    1/3 Pandemonium 2   © Crystal Dynamics 1997   (PS1)    2/3 Pandemonium 2   © Crystal Dynamics 1997   (PS1)    3/3