X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

NBA Live 2002


Hvis man går rundt med en formodning om at programmering af spil til den lille grå er en saga blot, må man hellere revurdere sine formodninger - der bliver nemlig stadig lavet gode spil til PSX - NBA Live 2002 er et af dem. Dette er det nyeste skud på stammen i rækken af de årligt tilbagevendende spil i den populære serie, og på trods af relativt få overraskelser er det lykkedes EA Sports at udvikle et endnu bedre basketball-spil end sidste års udgave.

Nogle af de nye tiltag i spillet er for eksempel: nye spillerdragter, Michael Jordans tilbagevenden, nyt sæson-skema, soundtrack osv. Der er selvfølgelig flere forskellige tilgange til spillet såsom: exhibition, 3-point shootout, one-on-one, playoffs, season, challenge og practice. Som nybegynder vil det nok være en god ide at starte spillet i practice-mode, eftersom man her kan træne de mest basale, nødvendige færdigheder udi basketball-kunsten. Når disse færdigheder er på plads skulle man gerne være rustet til at gå i lag med spillets mere dominerende modes som season, exhibition eller playoffs, hvor det i høj grad gælder om at kunne bruge førnævnte færdigheder optimalt, for at opnå tilfredsstillende resultater. Sidste års tilføjelse af one-on-one er en mere arkadepræget tilgang til spillet, og undertegnedes favoritdel i spillet. Her har du muligheden for at tage kampen op mod for eksempel Michael Jordan, hvilket absolut byder på store udfordringer, idet manden stadig er på toppen af dunke-stadiet. I modsætning til PS2-versionen af spillet, er der ingen franchise-mode, hvilket sikkert skuffer de mere hard-core fans af basketball, da man her kan fordybe sig mere i detaljerne omkring hele basketball-universet. For denne anmelder betyder udeladelsen af denne spildel dog ikke det store, da jeg ikke tilhører ovennævnte fan-kategori.

Styringen i spillet er slet ikke så dårlig. I modsætning til PS2-versionen, reagerer spillerne fint ved tryk på knapperne, hvilket giver en god "feel" ved både boldhåndtering og udøvelsen af forskellige manøvrer.
Rent grafisk ligner spillet sine forgængere i serien, hvilket kan tolkes som et tegn på at det er begrænset, hvor meget man grafisk kan forbedre spillene til PSX i disse tider, eftersom det er svært at presse saft ud af en tør appelsin. Dette skal ikke på nogen måder opfattes som en negativ kritik af grafikken i spillet, men mere som en konstatering af at det grafiske loft med hensyn til PSX er nået, og har været det i et stykke tid. Ligesom i PS2-versionen er der en hammerflot refleksion fra banernes bonede gulve, hvilket er en fryd for glugbasserne, og jeg tvivler på at dette kunne være lavet bedre. Spillerne er rimeligt detaljerede og herfra skal der heller ikke komme nogen kritik af spillernes animation - bare nyd synet af de forskellige spillere drible ned ad banen, aflevere og "dunke". Publikum er de sædvanlige papfigurer, som ligner fastfrosne, papirtynde 2D-figurer - ikke noget nyt under solen her. Alt i alt må man dog sige at grafikken er fuldt ud i orden for et PSX-spil i dag.

Spillets lydside indeholder alt, hvad man kunne forvente: jublen eller det modsatte fra et engageret publikum (set fra et lydmæssigt synspunkt), dommerens fløjten, spillernes råben efter bolden eller deres indbyrdes drillerier, kommentatorernes eviggyldige, intelligente kommentarer til spillet, samt en dunkende rytme fra diverse hip-hop-melodier er alt sammen med til at give spillet et lydmæssigt boost i en positiv retning - intet at kritisere på dette punkt.

NBA Live 2002 er et godt køb til den lille grå, især hvis man er fan af genren. Spillet indeholder en realistisk, seriøs indgangsvinkel til basketball, ligesom en mere arkadepræget tilgang i form af one-on-one-delen i spillet. Spillet beviser også at det ikke er helt slut med den lille grå endnu.

Er du fan af genren kan det i hvert fald godt betale sig at købe dette gennemarbejdede, solide spil.

NBA Live 2002 (EU)
Anmelders vurdering
4/6