Medal Of Honor: Frontline

Udvalget af fps'er til PlayStation2 er efterhånden overvældende, og i den seneste tid er vi særligt blevet overdænget med PC konverteringer. Men er der noget der kan få os op af stolen er det titler udviklet specielt til PS2, og Medal of Honor: Frontline med sine to succesrige forgængere har derfor været meget ventet. Men lever det så op til forventningerne?

Efter en kort sort/hvid "her er Hitler, her er du" intro i levende billeder bliver man kastet direkte ind i første mission (efter lidt options dog) som er en fortsættelse af introen.

Det er svært at beskrive, for det er hæsblæsende, støjende, forvirrende og drøn imponerende og noget af det flotteste set og godt anderledes på PlayStation2. Vores helt er på vej i land på overtaget tysk territorium sammen med tusindevis af sine amerikanske kammersjukker. En af de mange fragtbåde med fodsoldater (den man selv er i) bliver væltet/bombet omkuld, man ryger i vandet og baner sig vej op på stranden i bølgensbrus med granater og projektiler flyvende om ørerne. Det er psykotisk godt lavet, og man sidder noget lamslået de første mange gange. Der bliver råbt og skreget, soldater dør, soldater skyder, granater efterlader høje sandskyer og kratere. Mange mennesker må lade livet, men heldigvis er du ret hårdfør i denne første mission som er alt andet end IKKE forvirrende. En rigtig shockstart får man, men alt falder en lille smule til ro i mission 2, hvor MOH Frontline ligner sine forgængere lidt mere.

Medal of Honor Frontline er en stor missionsbaseret historie som følger episoder fra den virkelige 2. verdenskrigs historie. Den ene mission tager den anden, og bindes let sammen med "nu er den gal her" ordner du det lige.. og derefter, "du klarede det godt makker" tager du ikke lige den her tørn også. Fino fino, og selvom man allerhelst har mest lyst til at skippe mission briefing, er et godt råd at lytte og læse hvad det egentligt er der står. Det kan spare en for mange episoder hvor man føler man har gjort alt og undersøgt alt, uden at missionen hverken gider fortsætte eller ende.

Medal of Honor Frontline har afgjort sin store styrke i stemningen som er helt fantastisk. Lydsiden er rigtig god med masser af detaljer og lag, og den varierer meget og har sine kendtegn alt efter hvilke lokationer man bevæger sig rundt i. Grafikken er næsten på højde med lyden, men det store grafiske kapitel springer vi over idag, for kort sagt er grafikken god, rigtig god - og rigtig godt smedet sammen, omgivelserne er smukke, og det fungerer bare.

Men desværre er Medal of Honor lidt ligesom de der sko du købte for små, fordi det var udseendet der talte, og ikke hvordan de føltes at gå i og have på. Men på trods af de gnaver lidt, og på trods af du fortryder købet lidt - så bliver du bare ved og ved med at gå i dem. Medal of Honor kunne have været et virkeligt top-klasse spil hvis to vigtige punkter havde været iorden, sigtekornet(styring) og AI'en.

Styringen først - den er ikke god. EA har lavet en MEGA bommert efter min mening, og hvordan det har kunne lade sig gøre er mig en gåde. Styringen på de analoge sticks, når du skal sigte/gå/dreje er alt for følsom og hurtig - og der er ingen muligheder for at indstille sensitiviteten. Når man skal ramme noget styrer man simpelten altid for langt/forbi, og det eneste man finder fornuftigt at bruge tilsidst er sniper-riflen, der når man zoomer ind er meget præcis og følsom på den helt rigtige måde. De fleste vil ikke finde det uvanligt at bruge den i nærkamp (ja, comeon ea). Og den dårlige styring gør også at man har en lang række ubrugelige våben. De automatiske rifler og maskingeværer er nærmest uden funktion. De ryster realistisk når man bruger dem, og en god omgang ild for enden af geværet gør synet væsentligt mindre, og at ramme noget med dem er nærmest umuligt. Man kan forestille dig scenen fra I Kina Spiser De Hunde, hvor Arvid dræber hele rockbandet - ganske imponerende, men havde det været en scene fra Medal of Honor havde Arvid ingenting ramt, og det endda hvis han prøvet desperat. Sniperriffel og håndgranater bliver afgjort favoritterne, og heldigvis er der rigeligt man ammunition.

Så er der AI'en, og jeg nægter simpelthen at tro på at tyskerme har været så dumme. Banerne er i MOH er meget linære, og det er sådanset ok. Men modstanderne AI er altså lige lovligt indstuderet og alt andet end selvstændig. Vi kender alle situationer, hvor to fjender nærmest står og taler med hinanden, og du skyder den ene - og den anden reagerer slet ikke, dem vil du opleve. Og deres løbebaner er utroligt kortlagte. De vil for alt i verden nå til deres slutpunkt på den kortlagte rute, det uanset om du er der eller ej - og du vil opleve tyske soldater løbe forbi dig (hvis du har skyndt dig hurtigt frem), for at nå frem til stedet hvor computeren/AI'en mente du burde være.. Fint, så skyder vi dem bare i ryggen - eller går videre.. Men come on ea..

På trods, er Medal of Honor et sjovt og fængende spil med udemærket gameplay. Der bydes dog ikke på noget nyt, og meget i spillet er helt i orden - men derfor er det også lettere at slå ned på hvad der ikke er i orden. MOH Frontline havde og har potentialet til at kunne have været blevet helt perfekt. AI'en er måske ofret for fed grafik og lyd - og styringen kan vi blot lade blive en gåde..

Nok sagt - nej - KØB! - nu nok sagt.