X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

The Lord Of The Rings: The Two Towers


One ring to rule them all

Vi kender sætningen, vi venter i spænding på det næste kapitel i filmatiseringen om J.R.R. Tolkiens fænomenale historie. Onsdag den 18. december er det tid til at sætte sig i det hotte sæde i den udvalgte biograf, og følge endnu et episk fortælling instrueret af Peter Jackson.

Frodo, Sam, Aragorn, Legolas, Gimli og Gandalf vil alle være med til at vende op og ned på endnu et julemåned, i stil med sidste år.


Men, hvorfor vente? Hvorfor ikke stille den værste nysgerrighed allerede nu. EA har i samarbejde med udviklerne fra Stormfront Studios og via licens fra New Line Cinema, opnået den optimale spillicens.


Nu sidder man så med spilkassetten, tænker ved sig selv, er dette en af de få gode konverteringer fra film til spil, eller endnu et i rækken af forfejlede forsøg begået af så mange før dette spil (f.eks. 5. element, Batman, Simpsons, man kunne blive ved):

Heldigvis gør EA og Stormfront i særdeleshed min tvivl til skamme. L.O.T.R. The Two Towers er intet mindre end grænsende til perfekt konvertering.


Spillet er bygget op med et kort resume af den første film, de 3 første levels, og herefter omhandler det den nye films handling, de resterende baner. Du bliver kastet ind i filmen fra start af, spillet booter op i selve filmen, med klip fra de flotte kampscener fra starten af Fellowship of the Ring. Med en fantastisk morphing mellem filmscener og in-game grafik befinder du dig pludselig mellem horder af Orc'ere og HuruKai’s. Denne flotte første bane virker samtidig som en slags træningsscene hvor du, mens den hæsblæsende action pågår, får instruktioner i toppen af skærmen om hvordan og hvilke knapper du skal benytte for at lave forskellige angreb. Lidt forvirrende i starten, men da det hele er lavet enkelt og ligetil i styringen så får man hurtig greb om tingene og sprætter den ene Orc op efter den anden. Pludselig morpher spillet over i filmscene igen og du ser afslutningen på kampen i filmscener. Det forgår så glidende flot at du virkelig føler at du er en del af filmen.

Herefter følger endnu et par baner taget fra den første film, glæd dig blandt andet til at kæmpe mod ”the cave troll” i minerne under Moria.


Så tages der fat på handlingen i den nye film. Med flotte klip fra filmen, og mere flot, forrygende in-game grafik hvor man får svedige hænder, mens man spiller med et el grande smil på læben.
Du kommer igennem en masse dele af den nye film, og det hele er lavet utrolig hæderligt og tro mod Peter Jacksons film.


Du kan vælge at spille som enten Legolas, Aragorn eller den bette gnom Gimli. Hver for sig har de forskellige styrker og specielle moves. Du vælger ikke en person som du så spiller igennem hele spillet med, men har i stedet muligheden for, før hver bane, at vælge hvilken af heltene du vil kæmpe som. Spillet er bygget lineært op, og ændrer sig ikke alt efter hvilken figur du vælger. Men taktikken i din fremgangsmåde skal overvejes nøje alt efter om du er den sløve, men bomstærke Gimli, eller den sværdsvingende Aragorn.

Spillet er et ”simpelt” hack'N’slash action spil. Men det skal ikke opfattes som noget negativt, tværtimod. God hæsblæsende action, kombineret med taktisk fremgangsmåde er vejen frem i dette spil.

Rent grafisk, er vi ude i noget der absolut har overrasket mig. Der er et væld af flotte detaljer. Det er ned til ansigtsudtryk i de forskellige figurer, over deres beklædning og udstyr. Det hele er lavet med øje for det store arbejde der også er lagt i filmproduktionen. Dine fjender, Orc’er, HuruKai’s og specielt ”cave-trolls” er rigtig flotte ned til de mindste detaljer. Samtidig er den morphing der igennem hele spillet forgår mellem filmscener og in-game grafik så gennemført at man sidder og tænker hvorfor den ide ikke er brugt før. Du spiller ikke et spil, du er en del af en film.

Derudover er der alle omgivelserne, de er holdt i det dystre og dunkle miljø som henfører en til verdenen omkring Middle-Earth. Der er flotte vandeffekter, skygger, detaljeret omgivelser. For eksempel skal man igennem en skov som, om end i visse farver minder om en hyggelig picnic, samtidig har fået en stemning af død, vold og ødelæggelse over sig, så man ikke er i tvivl om at det ikke er rødhætte med en kurv fuld af skovbær du møder rundt om det næste hjørne.



Musikken i spillet er ”tyvstjålet” fra begge film, heldigvis. Der er en grund til at musikken fra den første film rendte med en Oscar tidligere i år. Musikken er jo den del der tilføjer stemning til en film eller spil, og som er bedst når det går i et med spillet. Det er netop hvad der sker med den originale filmmusik i dette spil. Lydeffekter, skrig og skrål er også lavet, tør jeg sige det, perfekt. Man føler man står i midten af til tider 20 savlende, blodtørstige Orc’er. Samtidig er der heldigvis lavet understøttelse af Dolby Sourround, så du får den optimale lydoplevelse.


Hmm. . . Kritikpunkter SKAL man vel også lige komme ind på. Der er et par stykker, men de er ikke af den slags der trækker spillet ned. Mere af den slags der ville have løftet det til en karakter højere i helhed. Spillet er ikke vildt langt. Det kan gennemføres første gang på 8-10 timer. Derudover så skriger spillet på at ha’ en Co-Op mulighed, hvor man sammen med en kammerat, kunne kæmpe sammen mod de store Orc’er. Men det er stort set også hvad der er at sige imod spillet.

Angående de 8-10 timers spilletid, så er det altså et spil man ikke har noget imod at spille igennem endnu engang bagefter. Samtidig lukker du op for et væld af secrets ved at gennemføre spillet med de andre spilbare personer. Bl.a. åbnes der for en ekstra spilbar person, der åbnes for 3-4 ekstra baner og så ligger der artwork, interviews med bl.a. Viggo Mortensen og en lang række andre og venter på at blive låst op.


Alt i alt, så har vi her et spil, bygget over to af de største og flotteste film man længe har set. Man kunne frygte at det ville have været det letteste for et firma at knække halsen på at lave et spil over dem. I stedet har EA og Stormfront Studios lavet en sand tour-de-force i oplevelser for øjet, underholdning, svedige håndflader og almen begejstring for at spille på sin bette sorte boks.


Så smut ud og køb det, helst før din nabo, så du kan brage op for højtalerne og få ham til at sygne hen i jalousi over at du nu ER Aragorn, Gimli eller Legolas i en af vor tids største fortællinger.

Lord Of The Rings, The: The Two Towers (EU)
Anmelders vurdering
5/6

The Lord Of The Rings: The Two Towers   © EA 2002   (XBX)    1/4 The Lord Of The Rings: The Two Towers   © EA 2002   (XBX)    2/4 The Lord Of The Rings: The Two Towers   © EA 2002   (XBX)    3/4